Hvad er Elektronisk 360° feedback

Elektronisk 360° feedback er et evaluerings- og udviklingsværktøj, hvor uddannelseslægen systematisk får kendskab til, hvordan andre kolleager opfatter vedkommendes kompetencer i de fire ud af de syv lægeroller henholdsvis kommunikator, leder/administrator, samarbejder og professionel.

Det overordnede formål med 360° feedback er, at uddannelseslægen får feedback og kendskab til styrkesider og fokus på, hvor der er udviklingspotentiale.

Hvordan fungerer Elektronisk 360° feedback

Data indsamles ved, at uddannelseslægen inviterer en række relevante samarbejdspartnere, som oplever, hvordan vedkommende fungerer i daglig praksis, til at besvare et spørgeskema. Spørgeskemaet består af 50 spørgsmål vedrørende de fire lægeroller. Samarbejdspartnere er både andre uddannelseslæger og speciallæger, plejepersonale, psykologer, socialrådgivere og sekretærer.

Besvarelserne fra de forskellige respondentgrupper samles automatisk i en elektronisk feedbackrapport, der bidrager til at facilitetere uddannelseslægens læringsproces gennem en systematisk og kvalificeret feedback.

Feedbackrapporten danner grundlag for afholdelse af en feedbacksamtale, hvor uddannelseslægen modtager individuel feedback fra en uddannet feedbackfacilitator på afdelingen. På baggrund af samtalen udarbejdes en udviklingsplan med fokusområder for uddannelseslægens videre uddannelsesforløb.

 

Hvordan gøres det i Psykiatrien i Region Midtjylland?

I Psykiatrien i Region Midtjylland skal alle læger under deres uddannelse have 360° feedback. Her får de én i løbet af introduktionsstilling, på andet og fjerde år af hoveduddannelsen.