06.10.2022

For at kunne tilbyde den bedste behandling til patienter med skizofreni og andre psykoser, er det afgørende at kunne måle, hvordan sygdommenes symptomer udvikler sig over tid.

I børne- og ungdomspsykiatrien foretager man aktuelt ikke rutinemæssige målinger af psykosesymptomer – sandsynligvis fordi der har manglet et måleinstrument, der er egnet til brug i den kliniske hverdag.

Måling på 15 minutter

I voksenpsykiatrien har et forskerhold ledet af professor Søren Dinesen Østergaard udviklet et sådant måleinstrument - ratingskalaen PANSS-6. PANSS-6 er en kort version af en meget omfattende ratingskala til skizofreni (PANSS).

En måling på PANSS-6 kan gennemføres på blot 15 minutter via det såkaldte Simplified Negative And Positive Symptoms Interview (SNAPSI), der er udviklet i et samarbejde mellem Søren Dinesen Østergaard og kolleger fra USA.

I øjeblikket er flere afdelinger i Psykiatrien i Region Midtjylland i gang med at tage SNAPSI og PANSS-6 i brug for bedre at kunne monitorere, om patienter har gavn af deres behandling.

De positive erfaringer fra voksenpsykiatrien skal nu bruges til at gøre instrumentet tilgængeligt for de unge med psykose, der får behandling på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling.

 

"Vores tidligere forskning i ratingskalaen PANSS-6 har gjort, at dette måleværktøj nu er delvist implementeret i behandlingen af skizofreni og andre psykoser i voksenpsykiatrien i Region Midtjylland. Med den nye bevilling får vi – i samarbejde med kolleger fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling – mulighed for at undersøge, om PANSS-6 også kan bruges til at monitorere symptomsværhedsgrad hos unge med psykose."
Søren Dinesen Østergaard, professor

FAKTA

  • Forskningsprojektets officielle titel er: ”Paving the way for measurement-based care in the treatment of psychotic disorders among adolescents”.
  • Projektet omfatter 80 unge i alderen 12-18 år med psykose, der er i behandling ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling.
  • Projektet starter i februar 2023 og forventes afsluttet i løbet af 2026.