Kasper arbejder på et åbent akut sengeafsnit med en skærmet enhed.

På afdelingen er indlagt patienter over 18 år med affektive lidelser: depression, mani eller bipolar lidelse og mennesker med voldsom angst, alkoholskader eller skader efter anden form for misbrug.

Ofte er det mere kortvarige indlæggelser med fokus på behandling, medicinregulering og vurdering af efterfølgende støttebehov.

”Jeg er meget meget glad for mit arbejde. Jeg har et stort ansvar, og samtidig har jeg megen selvbestemmelse i forhold til de mange opgaver, jeg løser. Her er ikke det samme hierarki, som jeg oplevede i somatikken.

Vi har et godt samarbejde på afdelingen. Jeg arbejder tæt sammen med andre social- og sundhedsassistenter pædagoger, sygeplejersker, ergoterapeuter og læger, men også andre faggrupper er tilknyttet afdelingen.

Det tværfaglige samarbejde omkring den enkelte er godt for patienterne. Vi bidrager med noget forskelligt med hver vores faglighed. Min primære opgave er relationsarbejde. Det er en del af min faglighed at få skabt en relation. Det er forudsætningen for, at patienterne kan bruge mig.”

Åbenhed og ærlighed er nødvendigt

”Jeg er god til at se det hele menneske og ikke kun det syge menneske, som er forpint lige nu. Nogle patienter møder verden med mistillid, mistro, hårde ord og voldsom adfærd. Det kan være heftigt.

Du er nødt til at kende dig selv godt og have styr på dine fordomme. Det kan være mentalt hårdt. Åbenhed og ærlighed er nødvendigt både over for patienter og overfor kolleger.

Jeg tror på, at det at kunne sige højt, hvad det gør ved en at blive truet, det forebygger forråelse. Det var svært for mig i starten at acceptere, at der var situationer, hvor jeg følte mig utryg. Jeg tænkte, at jeg ikke var dygtig nok.

Vi bør fokusere på, at det er acceptabelt at sige fra, og bede om sparring fra ens kolleger, uden at det skal forstås, som at man ikke er dygtig nok. Her har vi et indsatsområde.”

”Meget af min arbejdstid går med at være sammen med de akutte patienter. Det er også faglighed at kunne mærke, om der er et godt match mellem mig og patienten og sige til, hvis jeg ikke er det gode match for patienten.

Jeg observerer og giver min vurdering af, hvordan behandlingen skal sammensættes med medicin, samtaler, psykoterapi mv. Og hvordan en behandling virker.”

Hverdagen på afsnittet

Kasper fortæller, at dagen ofte begynder med morgenrapport med en status på den enkelte patient.

Så gøres der klar til stuegang. Dagen fortsætter med samtaler og aktiviteter med patienterne. Kasper er kontaktperson for et antal patienter. Det indebærer også ansvaret for koordinering med de øvrige kolleger i og uden for afdelingen.

Der skal også koordineres med eksterne fagpersoner, for eksempel i patientens hjemkommune. Kontakten til pårørende er også væsentlig.

”Måske er der en patient, som skal skærmes for på den måde at hjælpe til at finde ro. En manisk patient skal have støtte til afslapning, men ønsker i høj grad aktivitet. Selvom min faglighed siger mig, at han skal bringes til ro, så må jeg også kunne gå med og acceptere et vist aktivitetsniveau, for ellers kan der opstå konflikter og måske ligefrem voldelige episoder.

Vi har som mål at minimere magtanvendelse, så der er hele tiden meget, som skal balanceres. Det er mig, der skal gøre det. Skal han have lov til at foretage et opkald, også når der er fare for, at han på grund af manien får blameret sig? Kan jeg aflede med at se en film? Eller en gåtur? Eller et spil kort? Andre er så syge, at jeg sidder udenfor døren til deres stue og hjælper dem forsigtigt ind igen. Her har roen førsteprioritet.”

Om aftenen er der mere tid til at være sammen med patienterne. Der ses TV, bages en kage, eller der spilles
billard eller badminton i den tilknyttede hal, eller det, som Kasper beskriver som arrangementer, der er knyttet til årstiderne med jul, påske og sommeraktiviteter. Som alle andre steder i vores samfund.

Kompetenceudvikling, efteruddannelse og lederambitioner

Kasper har under hele sin ansættelse taget kurser og efteruddannet sig. Det har givet ham flere kompetencer og mere ansvar. Senest er Kasper udpeget som flowkoordinator. Han skal sikre, at patienterne har et godt og sammenhængende forløb samtidig med at ressourcerne bruges bedst muligt i og på tværs af afdelingerne.

”Jeg bygger hele tiden ovenpå. Det er en stor tilfredsstillelse at blive dygtigere og tage mere og mere ansvar. Jeg kan nu give al medicin også IM, naturligvis under lægens ansvar, og jeg bistår ved elektrochok.

Det næste skridt er Psykiatrisk Suppleringsuddannelse for social- og sundhedsassistenter i psykiatrien, som Region Midtjylland netop har sat i søen. Det glæder jeg mig til.

Jeg vil gerne fortsætte med at uddanne mig og blive dygtigere til mit arbejde. Nej, der er ingen social- og sundhedsassistenter, som er ledere her i Randers, men én skal jo være den første ...”

Artiklen er venligst udlånt af FOA fra portrætserien "Karriereveje i psykiatrien"
Tekster: Ida Hoeck og Anne Jøker
Redaktion: Charlotte Netterstrøm og Mie Andersen