Målgruppe angst

Udredning og behandlingsopstart bør som oftest foregå i almen praksis.

Anses patienten at profitere af samtaleterapi, kan der henvises til psykolog, eventuelt med offentligt tilskud efter gældende retningslinjer, ved internetpsykiatri eller via gratis tilbud som udbydes af de fleste kommuner til unge mellem 18 - 25 år.

Moderat angst med behandlingssvigt i almen praksis kan henvises til privatpraktiserende psykiater. Ved udtalt funktionsnedsættelse kan der, efter behandlingsforsøg, henvises til den hospitalsbaserede psykiatri.

Svær angst, og/eller samtidig svær komorbiditet, kan henvises direkte til den hospitalsbaserede psykiatri.

Hvad er CGI?

CGI står for Clinical Global Impressions. Det er en skala til at vurdere sværhedsgraden af sygdommen. Jo højere CGI er, jo sværere er patienten påvirket af sygdommen.

CGI 1 og 2

Uklar/manglende beskrivelse af symptomer.

Tilbagevises med henblik på uddybning.

CGI 3

Beskrives med lette angstsymptomer/enkelfobi. Der kan være frygt for bestemte ting f.eks. tandlæger, edderkopper eller nåle. Ubehag ved situationer, hvor man udsættes herfor. Fysiske symptomer i form af rødme, sveden og hjertebanken. Ikke forsøgt sufficient behandling i primær ved psykolog og eventuelt medicinsk behandling med SSRI.

Tilbagevises med anbefaling om behandling i primær regi.

CGI 4

Beskrives med lette/moderate symptomer på angst. Det kan være frygt for at blive genstand for andres kritik, opmærksomhed eller for at opføre sig pinligt. Undgåelse af situation hvor man udsættes herfor. Anfald af panikagtig angst, som ikke begrænser sig til særlige situationer eller omstændigheder. Fysiske symptomer som rødmen, hjertebanken, sveden, rysten eller lignende symptomer.

Ikke forsøgt sufficient behandling i primær regi.

Tilbagevises med anbefaling om behandling i primær regi.

Ved selvmordstanker eller mistanke om komorbiditet som vurderes i sværhedsgrad til den hospitalsbaseret psykiatri, visiteres der til afklarende samtale.

CGI 5

Beskrives med moderate/svære symptomer på angst.

Det kan være udtalt frygt for at blive genstand for andres kritik, opmærksomhed eller for at opføre sig pinligt. Undgåelse af situation hvor man udsættes herfor. Tilbagevendende, gentagende og pludselige indsættende anfald af panikagtig angst, som ikke begrænser sig til særlige situationer eller omstændigheder. Fysiske symptomer som rødme, hjertebanken, sveden, rysten eller lignende symptomer. Dette i en grad så livsudfoldelse begrænses og funktionsniveau er væsentlig påvirket.

Der har været forsøgt sufficient behandling i primær regi både psykologisk og medicinsk. Eller patienten ikke ønsker medicinsk behandling og der har været forsøgt sufficient psykologisk behandling.

Hvis problemstilling er klar, visiteres der til pakkeforløb for angst og social fobi.

Hvis problemstilling ikke er klar og det ikke er udelukket, at symptomer er forårsaget af anden psykisk lidelse, visiteres der til afklarende samtale.

CGI 6

Beskrives med svære symptomer på angst. Det kan være udtalt frygt for at blive genstand for andres kritik, opmærksomhed eller for at opføre sig pinligt. Undgåelse af situation hvor man udsættes herfor, eventuelt tendens til isolation. Anfald af panikagtig angst, som ikke begrænser sig til særlige situationer eller omstændigheder og anfaldene er uforudsigelige. Dødsangst, uvirkelighedsfølelse, depersonalisering, derealisation, angst for at blive sindssyg. Fysiske symptomer som rødme, hjertebanken, sveden, rysten, kvælningsfornemmelse eller lignende symptomer. Desuden udtalt tendens til sammenfaren, irritabilitet, koncentrationsbesvær og søvnproblemer.

Dette i en grad så livsudfoldelse er væsentlig begrænset og funktionsniveau er væsentlig påvirket trods mentor/støtteperson/bosted.

Der har været forsøgt sufficient behandling i primær regi både psykologisk og medicinsk. Eller patienten ikke ønsker medicinsk behandling og der har været forsøgt sufficient psykologisk behandling.

Hvis problemstilling er klar, visiteres der til pakkeforløb for angst og social fobi.

Hvis problemstilling ikke er klar og det ikke er udelukket, at symptomer er forårsaget af anden psykisk lidelse, visiteres der til afklarende samtale.

Diagnosekort

Find diagnosekort for ambulant psykiatri for voksne på sundhed.dk her:

Diagnosekort på sundhed.dk