Målgruppe personlighedsforstyrrelser (underkontrollerende)

Udredning/behandling for personlighedsforstyrrelse af let eller moderat grad varetages i primær regi ved privatpraktiserende psykiater (Se endvidere moderniseringsrapporten for speciallæger Moderniseringsrapport psykiatri).

Den hospitalsbaserede psykiatri varetager udredning/behandling af svære personlighedsforstyrrelser på patienter, som er præget af svære relationelle problemer, selvskade eller anden uhensigtsmæssig adfærd og som, trods massiv støtte, ikke fungerer i hverdagen.

Hvad er CGI?

CGI står for Clinical Global Impressions. Det er en skala til at vurdere sværhedsgraden af sygdommen. Jo højere CGI er, jo sværere er patienten påvirket af sygdommen.

CGI 1 og 2

Uklar/manglende beskrivelse af symptomer.

Tilbagevises med henblik på uddybning.

CGI 3

Beskrives med mulige symptomer på forstyrrelse af personlighedsstrukturen af let grad. Rimeligt funktionsniveau, kan passe arbejde, uddannelse og mestre sine symptomer og vanskeligheder på fornuftig vis.

Tilbagevises med anbefaling om udredning/behandling i primær regi.

CGI 4

Beskrives med moderate symptomer på forstyrrelse af personligheden. Dette kan være en tendens til impulsiv adfærd, affektlabilitet uden at være eksplosiv, stridbar/konfliktsøgende uden at være voldelig/udadreagerende, ustabilt og lunefuldt humør uden at være selvskadende, interpersonelle vanskeligheder, som kronisk tomhed, forstyrret og usikker identitetsfølelse, tendens til intense og ustabile forhold til andre – kan dog have kæreste, job osv.

Rimeligt funktionsniveau uden støtte.

Tilbagevises med anbefaling om udredning/behandling i primær regi.

Hvis patienten beskrives med selvskadende adfærd, visiteres der til afklarende samtale.

CGI 5

Beskrives med moderate/svære symptomer på forstyrrelse af personlighedsstrukturen. Dette kan være impulsive og uoverlagte handlinger uden hensyn til konsekvenser, affektlabilitet, stridbar/konfliktsøgende, som kan være med eksplosive affektudladninger, ustabilt og lunefuldt humør med manglende impulskontrol, selvskadende adfærd og suicidalhandlinger, interpersonelle vanskeligheder som kronisk tomhed, forstyrret og usikker identitetsfølelse, tendens til intense, ustabile forhold til andre, har ikke kunne fungere med uddannelse/job trods f.eks. mentor/støtteperson.

Hvis ukendt, visiteres til afklarende samtale.

Hvis kendt, visiteres der til behandling for personlighedsforstyrrelse.

CGI 6

Beskrives med svære symptomer på forstyrrelse af personlighedsstrukturen. Agerer ofte impulsivt og uoverlagt uden hensyn til konsekvenser, hvilket medfører situationer med potentiel fare/risiko for eget eller andres liv/helbred, affektlabilitet, stridbarhed/konfliktsøgende, som er med voldsomme eksplosive affektudladninger, ustabilt og lunefuldt humør med manglende impulskontrol og generelt symptommestring i form af selvskadende adfærd og gentagende suicidalhandlinger, interpersonelle vanskeligheder som kronisk tomhed, forstyrret og usikker identitetsfølelse, tendens til intense, ustabile forhold til andre, har ikke kunne fungere med uddannelse/job trods mentor/støtteperson/bosted.

Hvis ukendt, visiteres til afklarende samtale.

Hvis kendt, visiteres der til behandling for personlighedsforstyrrelse.

Diagnosekort

Find diagnosekort for ambulant psykiatri for voksne på sundhed.dk her:

Diagnosekort på sundhed.dk