Målgruppe udviklingshæmmede med psykisk sygdom

Patienter med IQ <70 og uden tegn på psykisk sygdom, skal som udgangspunkt håndteres i primær regi med en relevant pædagogisk indsats.

Patienter med IQ<70 og ved samtidig symptomer på psykisk sygdom og/eller svære adfærdsproblemer kan henvises til den hospitalsbaserede psykiatri. Alle patienter skal være udredt for somatisk sygdom inden henvisning.

Det skønnes, at omkring 2 % af den voksne befolkning er psykisk udviklingshæmmede, (mentalt retarderede) i henhold til kriterierne i ICD 10.

I henhold til sundhedsaftalen om indsatsen på området for psykisk syge udviklingshæmmede i Region Midtjylland, er den regionale målgruppe for behandling af patienter med symptomer på psykisk sygdom og en IQ<70.

Der skal foreligge IQ-måling (med mindre der åbenlyst er tale om meget lav IQ) udarbejdet af en psykolog.

Patienter med Downs syndrom og mistanke om eller kendt med demens henvises via Fælles Visitation for Demens.

Patienter med mental retardering bør være vurderet af oligofreni-psykiatri-kyndig medarbejder i kommunalt regi inden henvisning.

Patienter med senhjerneskade (hjerneskade opstået efter 3-4 års alderen) er ikke i målgruppe for Klinik for Psykisk syge Udviklingshæmmede.

Hvad er CGI?

CGI står for Clinical Global Impressions. Det er en skala til at vurdere sværhedsgraden af sygdommen. Jo højere CGI er, jo sværere er patienten påvirket af sygdommen.

CGI 1 og 2

Uklar/manglende beskrivelse af symptomer på psykisk sygdom, manglende oplysninger om IQ eller beskrivelse af åbenlyst mental retardering.

Hvis patienten tidligere er behandlet i hospitalsbaseret regi og afsluttet med rådgivning om fx øget social støtte, undersøgelse via VISO eller lignende, kan henvisningen tilbagevises ved manglende dokumentation af dette.

Tilbagevises med henblik på uddybning.

CGI 3

Mistanke om mental retardering, hvor der åbenlyst er tale om meget lav IQ og samtidig mistanke om psykisk sygdom.

Kendt med mental retardering og kendt med eller mistanke om psykisk sygdom f.eks. depression af let til moderat grad, angst og/eller OCD.

Patienten beskrives med påvirket adfærd svarende til, hvad der vil være forventet i forhold til patientens mentale retardering.

Visiteres til behandling i Team for Psykisk syge udviklingshæmmede.

CGI 4

Kendt med mental retardering og kendt med eller mistanke om psykisk sygdom f.eks. depression af moderat grad, bipolar affektiv sindslidelse, angst og eventuelt selvmordstanker.

Patienten beskrives med adfærd som er påvirket af den psykiske tilstand, ændret i forhold til habituel adfærd eller adfærd præget af aggressioner og vrede.

Der beskrives påvirket eller faldende funktionsniveau med begyndende mistede færdigheder og/eller stigende behov for hjælp for, at kunne opretholde habituelle færdigheder.

Visiteres til behandling i Team for Psykisk Syge Udviklingshæmmede.

CGI 5

Kendt med mental retardering og kendt med eller mistanke om svær psykisk sygdom f.eks. depression af svær grad, hypomani, psykotiske symptomer og selvmordstanker.

Patienten beskrives med udtalt påvirket adfærd præget af uhensigtsmæssig og/eller udadreagerende adfærd.

Der beskrives udtalt påvirket eller faldende funktionsniveau med tab af færdigheder og behov for øget hjælp og støtte til basale behov.

Visiteres til behandling i Team for Psykisk Syge Udviklingshæmmede.

CGI 6

Kendt med mental retardering og kendt med eller mistanke om svær psykisk sygdom f.eks. mani, psykotiske symptomer og selvmordstanker.

Patienten beskrives med svære påvirkninger af adfærden med vedvarende uhensigtsmæssig og/eller udadreagerende adfærd.

Der beskrives svært påvirket funktionsniveau og med udtalt tab af færdigheder. Har behov for hjælp til at opretholde basale behov.

Visiteres til behandling i Team for Psykisk Syge Udviklingshæmmede.