Psykiatrien i Region Midtjylland

Samlingspunkt for forskning i hjernen

Dansk NeuroforskningsCenter har skabt enestående basalvidenskabelige og kliniske forskningsresultater gennem et unikt samarbejde på tværs af fagdiscipliner ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Dette har ført til nye, internationalt anerkendte behandlinger af patienter med hjernesygdomme for både børn, unge og voksne.

Sygdomme i hjernen udgør en stor og voksende opgave for sundhedsvæsenet og udfordrer samfundet. Hver tredje dansker bliver ramt og den direkte omkostning forbundet med hjernesygdomme er ca. 65 mia. kr. årligt.

Hvis vi skal hjælpe fremtidens patienter med hjernesygdomme på en bæredygtig måde, kræver det ny viden og nye metoder. Derfor er forskning i hjernens sygdomme og deres behandling helt central for transformation i sundhedsvæsenet.

Samtidig er det en ambition at nedbryde opdelingen mellem fysiske og psykiske sygdomme i hjernen, hvor en øget forståelse af mekanismerne bag psykiske lidelser kan reducere stigma og forbedre behandlingen af patienter med psykisk sygdom.

For at skabe de bedste forudsætninger for dette, og for at kunne bevare og styrke vores førende position inden for hjerneforskning og behandling, er det afgørende at skabe nye fysiske rammer, hvor hjerneforskerne er samlet ét sted, tæt på lægerne i de kliniske neurospecialer.

Det vil vi gøre med en ny bygning, der – som ét af få steder i verden, og eneste sted i Danmark – vil give os mulighed for at samle forskere fra psykiatrien og neurospecialerne.

Integration og ligestilling mellem psykiatri og somatik

Den politiske aftale om en tættere integration og ligestilling af psykiatri og somatik i sundhedsvæsnet peger på en ny retning for, hvordan fremtidens hospitaler skal organiseres. Fremover skal de psykiatriske og somatiske specialer i højere grad tænkes sammen.

Det er i tråd med Dansk NeuroforskningsCenters ambition om at samle forskning i både fysiske og psykiske hjernesygdomme under ét tag. Aftalen understreger samtidig behovet for en ny fælles bygning, der kan fremme tværfagligt samarbejde og skabe gennembrud i behandlingen af komplekse hjernesygdomme.

En del af visionsplanen

Dansk NeuroforskningsCenter (DNC) spiller en central rolle i visionsplanen for udviklingen af Aarhus Universitetshospital (AUH).

Formålet er at sikre, at Region Midtjylland og Aarhus Universitetshospital fortsat er blandt verdens bedste til at behandle patienter med hjernesygdomme og samtidig styrke samarbejdet og innovationen inden for forskning i hjernesygdomme.

DNC er en nøglebrik i AUH’s profil som et internationalt universitetshospital, hvor forskning, uddannelse og højt specialiseret behandling går hånd i hånd. Visionsplanen lægger vægt på at skabe fysiske rammer, der fremmer tværfagligt samarbejde og hurtig omsætning af ny viden til klinisk praksis.

Den kommende DNC-bygning realiserer denne ambition ved at samle forskere, klinikere og patienter i ét fælles miljø. Det understøtter målet om at skabe stærke faglige miljøer og sammenhængende patientforløb baseret på forskning.

Samtidig bidrager DNC til AUH’s position som et nationalt kraftcenter for udvikling og afprøvning af nye behandlingsmetoder og teknologier – til gavn for patienter i hele landet.

Opbakning fra fonde

For at realisere byggeriet arbejdes der intenst på at samle midler til byggeriet. Der er allerede nu støtte fra flere fonde.

DNC søger yderligere personer, fonde og virksomheder, der vil være med til at sætte et markant præg på dansk hjerneforskning og samarbejdet mellem neurologi og psykiatri ved at bygge et unikt og banebrydende center på AUH.

Fakta om byggeriet

  • Byggeriet bliver på 12.000 kvm og skal give plads til omkring 400 forskere
  • I et centralt placeret eksperimentarium vil forskningscentret udstille og holde oplæg om det nyeste inden for hjerneforskning til den brede befolkning
  • Bygningen skal ligge mellem Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitetshospital Psykiatrien.