Organisation

MED-organisationen:

Du kan kontakte HMU’s formandskab, hvis du har spørgsmål eller bemærkninger til HMU.

Formand for HMU

Sygeplejefaglig direktør
Jannie Falk Bjerregaard
Telefon: 2843 1334
Mail: jannbj@rm.dk

Næstformænd for HMU

FTR

Henrik Ørskov Larsen

Mail: henrilse@rm.dk

Telefon: 2094 2571

TR

Peder Appel Würtz

Mail: peder.wuertz@psykiatrien.rm.dk

Telefon: 2177 8789

Kontaktperson for spørgsmål vedr. HMU

Kim Centio

Psykiatristaben

Chefkonsulent

Mail: kim.centio@ps.rm.dk

Telefon: 2933 5766

Dagsordener og referater

Se alle
  • Udvalg: HMU Psykiatrien
  • Mødedato: 20. juni, 2024 kl. 12:00
  • Mødested: Regionshuset Viborg, Skottenborg 26, 8800 Viborg

 


Sagnr.: 1-13-3-83-23

1. Godkendelse af dagsorden og referater (12:00 - 12:05)

Det indstilles, at HMU

  • godkender dagsorden for mødet
  • godkender vedlagte referat

Beslutning

Tina Ebler bød velkommen. Dagsordenen blev ændret således, at der kunne tages en drøftelse af Strukturkommissionens forslag samt arbejdet med sikkerhed – bl.a. på baggrund af de tragiske seneste hændelser.


Referatet fra det tidligere møde blev ligeledes godkendt uden yderligere kommentarer.


HMU besluttede:

  • at godkende dagsorden og referat
Sagnr.: 1-13-3-83-23

2. Strukturkommissionens rapport og processsen fremadrettet (12.05-12.20)

Det indstilles, at HMU

  • tager orienteringen til efterretning


Sagsfremstilling

Rapporten fra Sundhedsstrukturkommissionen indeholder seks centrale anbefalinger og forslag til tre forvaltningsmodeller.


Seks Anbefalinger:

  1. Kapacitetsudvidelse og ændret organisering af det almenmedicinske tilbud. En betydelig kapacitetsudvidelse af det almenmedicinske tilbud (dvs. praktiserende læger og almenmedicinske lægeklinikker) inden for rammerne af en ændret organisering. Formålet er, at udviklingen af det almen-medicinske tilbud afspejler patienternes stigende behov for sundhedsydelser og tilgængelighed i det primære sundhedsvæsen. Derfor skal de ansvarlige myndigheders kompetence til at påvirke udviklingen styrkes.


  1. Ny organisering af arbejdet med digitalisering og data i sundhedsvæsenet. En ny organisering skal være med til at sikre større national beslutnings- og eksekveringskraft og fælles prioritering og retning for digitalisering og brug af data i sundhedsvæsenet.


  1. Tilpasset ressourcefordeling. En national sundhedsplan skal sætte en strategisk retning for tiltag, der sikrer tilpasning af ressourcefordelingen mellem både det primære og sekundære sundhedsvæsen og geografisk på tværs af landet.


  1. Ændringer af organiseringen og samarbejdet på psykiatriområdet. Psykiatrien integreres organisatorisk med det samlede sygehusvæsen, for at understøtte en styrket sammenhæng for den enkelte og et løft af kvaliteten i den tværgående indsats for mennesker med psykiske lidelser.


  1. Tilpasning af de organisatoriske rammer for de praktiserende speciallæger. Tilpasning skal understøtte en effektiv brug af de samlede speciallægeressourcer i omstillingen af sundhedsvæsenet.


  1. Implementering. På baggrund af de politiske beslutninger om den fremtidige struktur for sundhedsområdet oprettes et reformsekretariat under indenrigs- og sundhedsministeren, som med afsæt i en national implementeringsplan følger implementeringen af de enkelte initiativer og understøtter den decentrale implementering.


Forslag til tre forvaltningsmodeller:

Model 1: Regionalt enhedssundhedsvæsen med sundheds- og omsorgsregioner:

  • Beskrivelse: Der etableres 8-10 sundheds- og omsorgsregioner med direkte valgte regionsråd. Disse regioner får ansvaret for sygehuse, almenmedicinske tilbud, praksissektoren og udvalgte kommunale opgaver på sundheds- og ældreområdet.


Model 2: Statsligt enhedssundhedsvæsen med administrative enheder:

  • Beskrivelse: Det øverste politiske ansvar for driften af sundhedsvæsenet placeres hos den ansvarlige minister. Der etableres 8-10 administrative enheder med national og decentral ledelse.


Model 3: Sundhedsregioner med mindre opgavesamling:

  • Beskrivelse: Fastholder et decentralt politisk ansvar med 3-5 sundhedsregioner med direkte valg. Mindre eller ingen samling af opgaver på sundheds- og ældreområdet.


Betydning for psykiatrien:

Rapporten fremhæver vigtigheden af at integrere psykiatrien med det samlede sygehusvæsen for at sikre bedre sammenhæng for patienter med psykiske lidelser. Derudover anbefales et styrket tværsektorielt samarbejde om mennesker med psykiske lidelser, herunder fasttilknyttede læger på botilbud, nationale kvalitetsstandarder for socialpsykiatrien, og udbredelse af digitale løsninger for at forbedre tilgængelighed og sammenhæng i psykiatrien.


Der er tale om anbefalinger. Det er nu op til politikerne at beslutte, hvordan og hvorledes man vil følge anbefalingerne i forhold til indrettelsen af sundhedsvæsnet fremover.


https://www.ism.dk/temaer/sundhedsstrukturkommissionen


Beslutning

Tina Ebler introducerede punktet og nævnte, at det fortsat er uklart, hvilken af de tre modeller der bliver valgt, og at der reelt nok vil være tale om en helt fjerde model. Der er seks anbefalinger, og der er bekymring for, hvilke konsekvenser anbefalingen vedrørende psykiatrien kan få.


HMU bemærkede desuden at man finder det uheldigt, hvis psykiatrien lægges under somatikken. Der er en bekymring for, at psykiatrien vil fylde mindre end de store somatiske specialer, hvilket kunne opleves som en nedgradering. Der var enighed om, at det ville være bedre at styrke det tværfaglige samarbejde og sikre gode overgange. Der var en generel frustration over, at man endelig har fået en 10-årsplan for psykiatrien, og det ville være ærgerligt, hvis denne plan undermineres ved at splitte psykiatrien op.


Det blev nævnt, at faglige organisationer vil komme med bemærkninger.


HMU besluttede:

  • at tage orienteringen til efterretning
Sagnr.: 1-13-3-83-23

3. Drøftelse af overfald i Hovedstaden (12.20 - 12.45)

Det indstilles, at HMU

  • drøfter episoden og arbejdet med sikkerhed hos Psykiatrien

Sagsfremstilling

Hospitalsledelsen udsendte følgende mandag den 17. juni til afdelingsledelseskredsen med henblik på videresendelse til medarbejdere:


"De fleste af os har nok her hen over weekenden tænkt på den alvorlige hændelse, som fandt sted i psykiatrien i Region Hovedstaden, hvor en læge blev overfaldet med kniv.


Vi tager i hospitalsledelsen hændelsen meget alvorligt. Det er en tragisk sag, som påvirker os alle. Vi har derfor også i dag drøftet situationen sammen med afdelingsledelserne, og vi drøfter det også med HMU i denne uge.


Sammen med afdelingsledelserne har vi besluttet, at vi nedsætter et ekstraordinært udvalg med klinikere og ledere, som sammen med det nuværende underudvalg for arbejdsmiljø og sikkerhed under HMU skal se nærmere på sikkerhed på tværs af hospitalet.


Det yderligere arbejde med sikkerhed bygger oven på vores eksisterende retningslinjer og konkrete arbejdsgange, som vi har et fælles ansvar for, at vi kender og bruger i det daglige. Vi har aftalt med afdelingsledelserne, at afdelingerne ser på, om der lokalt er brug for f.eks. ekstra uddannelse og oplæring, så alle bedst muligt kan bidrage til hinandens sikkerhed.


Tidligere på året oplevede vi desværre hos os, at en patient knivdræbte en medpatient på Retspsykiatrisk Afdeling i Skejby. På den baggrund har vi igangsat en gennemgang af sikkerheden i retspsykiatrien. Her er også fokus på, om der er tiltag, som skal spredes til de øvrige psykiatriske afdelinger. Det arbejde er i fuld gang.


Konkret i forhold til retspsykiatrien har vi fra 1. juni indført rutinemæssig scanning af patienter i sengeafsnittene med håndholdte metaldetektorer. Det sker efter en nylig lovændring, som dog ikke giver de samme muligheder i almenpsykiatrien.


I hospitalsledelsen vil vi naturligvis også følge analysen af hændelsen i Region Hovedstaden tæt, så vi kan drage den nødvendige læring hos os.


Vi er i hospitalsledelsen klar over, at denne mail ikke kan fjerne den utryghed, som bl.a. weekendens hændelse kan skabe, men sammen med afdelingsledelserne gør vi alt, hvad vi kan for at sikre de bedst mulige rammer for sikkerhed i psykiatrien. Vi vil løbende informere om det videre arbejde med sikkerhed.


Hvis I har spørgsmål eller bekymringer, må I endelig tage fat i jeres nærmeste leder, afdelingsledelsen eller os i hospitalsledelsen."




Beslutning

Tina Ebler introducerede punktet, som er sat på, da der var et behov for at vende sikkerhedsarbejdet med HMU nu. Hospitalsledelsen har ligeledes drøftet sikkerhed på seneste møde i afdelingsledelseskredsen. Overskriften på punktet er derfor lidt misvisende.


Der er allerede igangsat arbejde som følge af drabet i Retspsykiatrien. Den arbejdsgruppe har bl.a. iværksat følgende:


  • Der arbejdes pt. på en politisk indstilling, som bl.a. omhandler anvendelse af karm/milimeterscannere. Disse kan anvendes i retspsykiatriske sengeafsnit, hvilket der også er et ønske om sker, men de fylder meget og kræver plads og dermed finansiering af både anskaffelse, ombygning og drift.
  • Brugen af scannere bør ses som et supplement til de eksisterende sikkerhedsforanstaltninger, og diskussionen bør også handle om f.eks. de fysiske rammer –
  • Der er taget skridt til at en dom nu noteres i patientjournalen, da det kan have betydning for, hvordan personalet håndterer patienten. Heldigvis er det dog kun et fåtal af patienter, der er potentielt farlige.
  • Der er redskaber til risikovurderinger, men de anvendes ikke altid optimalt. Der er igangsat et arbejde for at forbedre dette og gøre sikkerhedsretningslinjerne tilgængelige på intranettet. Først og fremmest for retspsykiatrien, men det kan udbredes til øvrige afdelinger.
  • Juridisk arbejde er sat i gang ved jurister i Psykiatristaben for at se på lovgivningen, og komme med et input til ministeriet om de udfordringer der opleves


Ifht. den nye gruppe der etableres:

  • Underudvalget deltager i den nye gruppe. Gruppen skal arbejde med både kortsigtede og langsigtede indsatser.
  • Der er bevilget 10,3 millioner i engangsmidler til sikkerhed i hele psykiatrien. Den nye gruppe skal komme med anbefalinger til anvendelse af disse midler


HMU drøftede efterfølgende sikkerhedssituationen. Blandt andet blev følgende bemærket:

  • Der blev drøftet kapacitetsløft og muligheden for at gennemgå lokale forhold for at sikre hensigtsmæssig indretning med flugtveje mv. Risikovurderingsværktøjer er ressourcekrævende og kræver kapacitet for at være effektive.
  • Identifikation og håndtering af patienter, der kan udgøre en fare, blev diskuteret. Der er behov for at lære af hinandens gode erfaringer.
  • Udviklingsplan på deeskaleringsområdet med anbefalinger fra Region Hovedstadens sikkerhedsplan anvendes i arbejdet i det nye udvalg.
  • Det blev nævnt at det opleves at, patienter fylder mere. Der er behov for flere hænder og specifik faglighed for at kunne håndtere dette.
  • Der blev foreslået at lave en undersøgelse blandt ansatte for at få input til sikkerhedsarbejdet og sikre, at medarbejdernes stemmer bliver hørt.
  • Der kan nedsættes en gruppe af medarbejdere som går på tværs af afdelinger til at understøtte ved situationer med særlige patienter.
  • Det er vigtigt at klæde funktionsledere på og sikre, at folk kender sikkerhedsprocedurerne.
  • Fokus på at udbrede kommunikation fra ledelsesniveau til medarbejdere. HMU kvitterede for, at hospitalsledelsen udsendte mail efter overfald i Region Hovedstaden


HMU besluttede:

  • At drøfte arbejdet med sikkerhed og komme med input til det videre arbejde
Sagnr.: 1-13-3-83-23

4. Orientering om status vedr. sløring af oplysninger i patientjournal (12:45 - 13:00)

Det indstilles, at HMU

  • tager orienteringen til efterretning

Sagsfremstilling

Min log" er en funktion i patientjournalen, der giver patienter mulighed for at se, hvem der har haft adgang til deres journaloplysninger. Funktionen øger gennemsigtigheden og datasikkerheden ved at registrere og vise alle logins og aktiviteter relateret til patientens journal. Dette hjælper med at sikre, at patienternes personlige oplysninger kun tilgås af autoriserede personer og kan være med til at opdage eventuelle uautoriserede adgangsforsøg. Der ses dog specifikt en bekymring omkring "Min log" og dets potentielle påvirkning af arbejdsmiljøet, den psykologiske tryghed, og hvordan personalet agerer under disse forhold. Der er eksempler på, at patienter har kontaktet sundhedspersonale via sociale medier på måder, som ikke forekom før "Min log" blev implementeret.


Blandt andet for at adressere disse bekymringer er der igangsat arbejdet med at kunne sløre medarbejderoplysninger i journalen. Dette har været drøftet på møde i afdelingsledelseskredsen i april 2024. Der blev sstillet nogle spørgsmål som fremgår her med svar til HMU's orientering:


Når en medarbejder opretter en sløring, kommer det ikke til godkendelse hos lederen, som heller ikke adviseres om, at der er lavet en anmodning om sløring. Hvem har besluttet det, og hvad er begrundelsen?

Direktionen har besluttet, at godkendelsen sker centralt i regionen. Dette er besluttet for at sikre, at sagerne behandles ens, og at vurderingen sker på et ensartet grundlag, når det skal afgøres, om en sløring skal godkendes eller afvises. Med hensyn til besked til lederen har det desværre endnu ikke været teknisk muligt at opsætte et advis, men Juridisk Kontor orienterer lederen, når der sker godkendelse eller afvisning. Medarbejdere opfordres samtidig til selv at gå i dialog med deres leder, når de anmoder om sløring.


Bliver det på et tidspunkt muligt, på tværs af afsnit/afdelinger, at se, om der er oprettet sløring på en given patient?

Juridisk er det en kompleks problemstilling, om der skal eller kan orienteres om sløringer på tværs af afsnit/afdelinger. Danske Regioner har lovet juridisk at undersøge, hvad der er muligt, men der er endnu ikke kommet nogen tilbagemelding herom.


Når spørgsmålet skal afgøres, er der blandt andet følgende overvejelser:

  • Der er hensyn til den konkrete patient, der taler imod at orientere på tværs. Sløring er en personlig oplysning, der måske ikke bør deles, da det kan være forbundet med en oplevet trussel.
  • På den anden side er der også argumenter for, at det kan sikre, at de ansatte kan tage de nødvendige forholdsregler ved visse patienter. Dette kunne tale for, at man skal kunne se sløringer på tværs af afsnit/afdelinger.

På grund af kompleksiteten i de forskellige hensyn er Danske Regioner blevet bedt om at foretage en afklaring af dette spørgsmål.


Når en sløring udløber, orienteres medarbejderen ikke om dette. Dette kan være uhensigtsmæssigt, da der er patienter, som man ved er farlige og har en chikanøs adfærd, også i et historisk perspektiv.

Juridisk Kontor har etableret en arbejdsgang, der orienterer både leder og medarbejder ved ophør af en sløring. Der sendes en advisering både 10 dage før og på dag 0. Systemet skulle også sende en automatisk mail til anmoder og til Juridisk Kontors funktionspostkasse, hvorefter mailen videresendes til nærmeste leder.


Derudover er følgende spørgsmål også stillet, og svarene til disse findes i den regionale retningslinje: Sløring af medarbejderes navne i Min Log og Sundhedsjournalen, regional retningslinje (vedlagt denne mail).


Bliver det muligt at sløre specifikke patienter i en længere periode end 90 dage eller på ubestemt tid?

Det er kun muligt at lave sløring i 90 dage ad gangen. Det er dog muligt at iværksætte flere sløringer på samme patient inden for perioden. Hvis der modtages en ny anmodning om sløring på samme patient inden for 90 dage, der også godkendes, vil en ny periode på 90 dage begynde at løbe. Hvis der f.eks. modtages en ny anmodning 30 dage inde i en sløringsperiode, og den også godkendes, vil sløringen overfor patienten vare i alt 120 dage. Bemærk, at selv om en ny anmodning på samme patient skulle blive afvist, vil en tidligere godkendt anmodning fortsætte, så sløringen varer hele de oprindelige 90 dage.


Hvordan er processen for godkendelse af en sløring, og hvem er det konkret, der godkender/afviser en anmodning?

Se beskrivelsen af processen under ”Sagsbehandling af en anmodning om sløring” i vedlagte retningslinje.


Der vil på det kommende møde være en temadrøftelse vedr. det at man som medarbejder nu mere ses som en "gæst" i patientens journal.

Beslutning

Tina Ebler introducerede punktet og gav status.


Hospitalsledelsen har talt med koncernen om Min Log, især vedrørende 90-dages reglen, som kan være uhensigtsmæssig, da farlige patienter ikke nødvendigvis ophører med at være farlige efter 90 dage. Man har desuden drøftet det, at sløring ved udskrivelse ikke kan opretholdes, hvilket heller ikke giver mening.


Der er intet nyt om afdelingsspecifik sløring.


Min Log er ikke anonym, da navne står der, selvom de er sløret i BSK. Dette skaber bekymring i medarbejdergruppen.


Der blev stillet spørgsmål til, hvorfor EPJ logger lægesekretæren så mange gange, selvom man kun er inde én gang. Dette undersøges nærmere hos Sundheds-it.


Psykiatrien støtter fortsat op om PSP-samarbejdet, men det er frivilligt om man vil lave journalopslag.


HMU besluttede

  • at tage orienteringen til efterretning
  • at det skal undersøges nærmere, hvorfor EPJ logger mange gange selvom man kun er inde en gang
Sagnr.: 1-13-3-83-23

5. Status på kapacitetstilpasninger i Skejby og Viborg (13:00 - 13:15)

Det indstilles, at HMU

  • tager orienteringen til efterretning

Sagsfremstilling

Der gives en mundtlig orientering om status på proces vedrørende kapacitetstilpasninger, rokade og omlægning af sengekapacitet i Skejby og Viborg.


Fokus vil være på den igangværende proces med at tilpasse kapaciteten og omorganisere sengekapaciteten i Skejby samt på rokade af kapacitet i Viborg. Der vil blive givet en opdatering på de allerede gennemførte tiltag samt de næste skridt i processen.

Beslutning

Tina Ebler gav en opdatering om flytningen i AUHP Skejby, hvor S7 og S8 har byttet plads. Flytningen gik godt, medarbejderne klarede det fint, og patienterne tog det pænt.


Den sidste flytning i Skejby finder sted den 3. september. Andre afdelinger skal være klar til at kunne bistå. Der er en opmærksomhed på, at nye sengepladser i Horsens åbnes to dage før.


Nye rammer til at håndtere de nye patientgrupper, såsom hegn etc., vil blive implementeret.


Der blev drøftet tværfaglighed, hvor det blev nævnt, at der umiddelbart kun er en ergoterapeut på de rehabiliterende pladser. Dette er op til lokal beslutning, men kan blive drøftet i arbejdsgruppe, som nedsættes på tværs af afdelingerne.


Det blev også bemærket, at syv medarbejdere ikke fik opfyldt deres første prioritet, men fik opfyldt anden prioritet. Ellers fik alle opfyldt deres første prioritet.


HMU besluttede

  • at tage orienteringen til efterretning
Sagnr.: 1-13-3-83-23

6. Pause (13:15 - 13:30)

Det indstilles, at HMU

Pause

Beslutning

.

Sagnr.: 1-13-3-97-23

7. Orientering fra seneste møde i Underudvalget (13:30 - 13:45)

Det indstilles, at HMU

  • tager orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Underudvalget har afholdt deres seneste møde den 27. maj. Der gives en mundtlig orientering fra mødet - herunder status ift. sikkerhedsarbejdet.


Der vil være en større tilbagemelding til HMU omkring temaet "Fra sygefravær til fremmøde", som blev drøftet på underudvalgsmødet på HMU møde 20. august.

Beslutning

Peder Appel Würtz orienterede om seneste møde, herunder at der i Underudvalget bl.a. er fokus på, hvordan der kan arbejdes videre med personaleflow. Derudover arbejdes der med en nyrevideret model for sikkerhed. Opdatering af modellen venter dog lidt på grund af det nyligt igangsatte arbejde med sikkerhed, bl.a. i det nye udvalg.


HMU besluttede

  • at tage orienteringen til efterretning
Sagnr.: 1-13-3-83-23

8. Orientering om lokalløn og trepartsmidler (13:45 - 14:10)

Det indstilles, at HMU

  • tager orienteringen til efterretning

Sagsfremstilling

Lokal løndannelse:

I 2024 har hospitalsledelsen, efter indstilling fra afdelingsledelserne, besluttet at ændre processen for lokal løndannelse i Psykiatrien. Dette indebærer en ny tilgang til forhandlingerne, hvor Psykiatriens HR forhandler med de faglige organisationer på samlede dage pr. faglig organisation. Det betyder, at afdelingsledelserne ikke deltager i lønforhandlingerne, men Psykiatriens HR vil fortsat samarbejde tæt med ledelserne (AL/FL) omkring prioritering af indstillingerne inden forhandlingerne. Der sker en større digitalisering med fokus på en lettere proces.


Psykiatriens HR har medio maj fremsendt udtræk af lønoplysninger til FTR eller de faglige organisationer, hvis der ikke er valgt en FTR. Lønoplysningerne er ikke sendt direkte til tillidsrepræsentanterne. Deadline for fremsendelse af lønforslag for de faglige organisationer er d. 4. september 2024. Forhandlingerne starter herefter fra 1. oktober 2024. Der er også udsendt en nyhed på Psykiatriens Intranet vedrørende den ændrede proces.


Trepartsmidler:

Der er indgået en trepartsaftale d. 4. december 2024, som inkluderer en ekstraordinær ramme til løn og arbejdsvilkår. Aftalen skal gøre det mere attraktivt at arbejde i vagt på skæve tidspunkter og få flere til at arbejde på fuldtid. I trepartsaftalen er der afsat midler til lokalløn, både varige midler og engangsmidler til 2024 og 2025. Lokallønsmidlerne skal målrettes Psykiatrien og øvrige områder og kan anvendes til rekruttering og fastholdelse.


Region Midtjyllands og Psykiatriens andel af lokallønsmidlerne er fortsat uafklaret. Det forventes at blive politisk behandlet i august 2024 med henblik på forhandlinger og aftaler med de faglige organisationer efterfølgende.

Beslutning

Dorthe Pinnerup, HR-chef, og personalekonsulent Pernille Haunsvig deltog under dette punkt. De introducerede processen, formålet og ændringerne i, hvordan de lokale lønforhandlinger nu håndteres. Dette med udgangspunkt i slides.


Formålet med den nye proces er at spare tid og administration hos afdelingerne, skabe en mere effektiv administrativ proces og sikre ensartet løndannelse på tværs af Psykiatrien.


Ændringerne i 2024 indebærer, at HR afholder forhandlingerne uden deltagelse af afdelingsledelserne (AL). Forhandlingerne afholdes i Viborg (eller online) på samlede dage pr. faglig organisation. Der er sket optimering af den administrative proces, herunder digital blanket til ledelsesindstillinger og Excel-blanket til medarbejderindstillinger.


Implementeringsprocessen inkluderer tjek-in’s med de faglige organisationer og afdelingerne, information om proces og ændringer, gennemgang af tidsplan og evaluering i efteråret. Tidsplanen forløber således, at lønindstillinger udveksles den 4. september, forhandlingerne starter den 1. oktober og forventes gennemført i starten af november, hvorefter processen evalueres.


Der blev stillet spørgsmål til beslutningsgrundlaget for at indføre denne nye metode, og det blev forklaret, at der var et stort ønske fra AL om at lave denne ændring for at sikre ensartethed. Ledere er ikke taget ud af processen; de ser medarbejdernes indstillinger og laver et mandat til HR. Bekymring om manglende dialog ved forhandlingerne blev drøftet, men det blev understreget, at dialog stadig vil finde sted, og at det er de faglige organisationer eller faglige ledere, der giver tilbagemelding efter forhandlingerne. Det blev også diskuteret, om dette kan få betydning for ikke-organiserede medlemmer. Alle indstillinger vil der blive forhandlet om.


Trepartsmidler

Der blev givet en orientering om trepartsaftalen, som Danske Regioner indgik i december med regeringen og de øvrige parter på det offentlige arbejdsmarked. Formålet med aftalen er at løse udfordringer med rekruttering, især inden for psykiatrien, akutområdet, det medicinske område på hospitalerne, og yderområderne. Midlerne fra trepartsaftalen kan anvendes til rekrutteringstillæg og fastholdelsestillæg.


HMU besluttede

  • at tage orienteringen til efterretning
Sagnr.: 1-30-74-42-24

9. Udmøntning af midler til Psykiatrien (14:10 - 14:20)

Det indstilles, at HMU

  • tager orienteringen til efterretning

Sagsfremstilling

Regeringen, Danske Regioner og KL indgik den 2. april 2024 ”Aftale om udmøntning, implementering og opfølgning på Aftale om en 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed (2022) og Aftale om en bedre psykiatri (2023)” (herefter kaldet udmøntningsaftalen). Udmøntningsaftalen er vedlagt som bilag.


Med aftalen udmøntes midler til en række specifikke indsatser. Region Midtjyllands andel af midlerne udgør 91,2 mio. kr. i 2024, 84,6 mio. kr. i 2025 og 85,0 mio. kr. årligt herefter. Beløbene i 2025 og frem forventes at stige en anelse, når midlerne til ”Højere kvalitet i indsatsen til børn og unge med autisme” er endeligt fordelt.


Tabel 1: Oversigt over indsatser og Region Midtjyllands andel af midlerne i udmøntningsaftalen fra 2024

Mio. kr.

2024

2025

2026+

Lettilgængelige behandlingstilbud i kommunerne til børn og unge med psykisk mistrivsel

2,5

2,5

2,5

Forløbsbeskrivelser for voksne og børn og unge med psykoselidelser

23,1

23,1

23,3

Botilbudsteams

13,0

13,3

13,3

Tryghedspakke for medarbejdere i psykiatrien

10,9

Forløbsbeskrivelse for børn og unge med autisme

7,6

4,3

4,3

Forebyggelse af selvmord*

8,8

11,7

11,7

Hurtig opstart af behandling i børne- og ungdomspsykiatrien

11,0

13,0

13,0

Systematisk opfølgning efter endt forløb i børne- og ungdomspsykiatrien

4,3

6,5

6,5

Styrket hjælp til mennesker med spiseforstyrrelser

6,5

6,5

6,5​​

Mindre tvang i psykiatrien

3,5

3,7

3,9

I alt

91,2

84,6

85,0

*Fremgår ikke af vedlagte udmøntningsaftale, da midlerne er udmøntet efterfølgende på en separat politisk aftale: Endelig aftaletekst om en handlingsplan for styrket forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg.pdf (ism.dk)


Aktuel status

Det er politisk godkendt i regionsrådet, at Psykiatrien kan disponere over midlerne i takt med at de udmøntes til Region Midtjylland fra udmøntningsaftalen. Samtidig er det også politisk besluttet, at implementeringen af de konkrete initiativer fra udmøntningsaftalen i Psykiatrien løbende skal forelægges til politisk behandling.


Der er i Psykiatrien nedsat en koordineringsgruppe, der løbende holder styr på udmøntningen, de konkrete indsatser og processen ift. politisk behandling.


Beslutning

Tina Ebler introducerede til punktet. Der kommer en del penge, men det er ikke bare frie midler. Pengene er i høj grad øremærket og kommer fra to puljer: 10-årsplanen og aftalen om bedre psykiatri. Mange af disse midler er endnu ikke nærmere beskrevet. Bl.a. blev følgende vendt:


  • Der arbejdes på øget samarbejde med kommunerne via STIME, men ikke alle kommuner er interesserede. Der er nedsat en tværsektoriel gruppe der arbejder med anbefalinger.
  • Der er desuden fokus på at øge kapaciteten for børn og unge, selvom det endnu ikke er klart, hvad det indebærer. Målsætningen er dog hurtig opstart for forløb.
  • Spiseforstyrrelsesområdet skal desuden styrkes ligesom der investeres i tvangsforebyggelse.
  • Det er vigtigt at det kommunale område også får en del af midlerne, da det ikke er nok kun at støtte behandlingspsykiatrien.
  • Udrulning af OPUS afventer politisk afklaring i øjeblikket
  • Alle varige midler undtagen tryghedspakken på 10 millioner er inkluderet.


HMU besluttede

  • At tage orienteringen til efterretning
Sagnr.: 1-13-3-83-23

10. Aktuelle byggerier (14:20 - 14:25)

Det indstilles, at HMU

  • tager orienteringen til efterretning

Sagsfremstilling

Der gives en kort mundtlig status på aktuelle byggerier i Psykiatrien. Dette er dog forudsat at der er sket ændringer siden sidst.

Beslutning

Tina Ebler gav en opdatering om de aktuelle byggeprojekter:


Viborg: Der var lidt forsinkelse på grund af tvivl om lokalplanen, men nu kører det efter planen.


Horsens: Klar til indflytning, og rekrutteringen går også fint.


Skejby: Retspsykiatrien kører efter planen, og brugerprocesser er i gang.


Psykiatriens byggeorganisation vil forventeligt organisatorisk blive samlet på regionalt niveau.


HMU besluttede

  • at tage orienteringen til efterretning
Sagnr.: 1-13-3-83-23

11. Orientering fra seneste RMU møde (14:25 - 14:30)

Det indstilles, at HMU

  • tager orientering til efterretning

Sagsfremstilling

Referat fra det ordinære RMU-møde den 25. april er nu frigivet og tilgængelig via First Agenda.


De væsentligste informationer fra RMU-mødet til videreformidling til HMU’erne:

  • RMU fik en præsentation af hovedbudskaber af projekt "Matterhorn" - resultater fra kortlægning af funktionslederes trivsel og psykiske arbejdsmiljø på hospitaler i Region Midtjylland, og hvordan der er arbejdet med opfølgningen. Datarapporten med resultater er vedlagt som bilag.
  • RMU drøftede status på økonomien på baggrund af regnskab 2023, og herunder bl.a. de usikkerheder der har været
    i forhold til PL-reguleringen, som vil blive udmøntet til finansiering af de centralt aftalte lønstigninger mv. Inddragelse af MED-systemet i forhold til budget 2025 blev gennemgået. Frist for udtalelse/bemærkninger fra RMU-medarbejderside til 1. behandling er 24. juni. Forslag til budget 2025 offentliggøres til høring 8. august, og frist for høringssvar fra HMU’erne er 23. august. Frist for supplerende høringssvar fra RMU er 28. august. De plancher, som blev anvendt i forbindelse med punktet, er vedlagt som bilag.
  • RMU fik en orientering om den nye login-løsning og de valg, som er truffet. De mulige ændringer i systemet, som Digitalisering og It arbejder med i øjeblikket, blev drøftet.


Dagsordener og referater kan ses i First Agenda og på hjemmesiden: https://hr.rm.dk/medhjemmeside/regions-medudvalget/dagsordner/


Beslutning

Henrik Ørskov orienterede om seneste møde i RMU. Der opleves nu en mere positiv stemning i forhold til at få økonomien til at hænge bedre sammen. Derudover drøftede man de nye regler for arbejdstidsregistrering. Umiddelbart bør det ikke give vanskeligheder for psykiatriens medarbejdere, da man allerede registrerer sin arbejdstid.


HMU besluttede

  • at tage orienteringen til efterretning
Sagnr.: 1-13-3-83-23

12. Eventuelt og Evaluering (14:30 - 14:40)

Det indstilles, at HMU

  • drøfter eventuelt
  • beslutter hvad der skal deles fra HMU drøftelserne
  • evaluerer mødet


Beslutning

Intet til punktet.

Revideret 13-02-2025