Om enheden
I Psykiatriens Centrale Visitation (PCV) arbejder vi med visitation af børn, unge og voksne. Vi visiterer også patienter med demens på tværs af psykiatri og somatik. Vi har ingen patientkontakt i klassisk forstand, men vurderer henvisninger og finder det rette behandlingstilbud. PCV modtager og vurderer alle elektive henvisninger til psykiatrien.
PCV ledes af faglig koordinatorer Anne-Mette Coulson og Thyra Jakobsen, og vi er organisatorisk placeret under Regionspsykiatrien Midt.
Vores personalegruppe består af:
- Syv visitationssygeplejersker
- Fem lægesekretærer
- En overlæge
- En oversygeplejerske.
Vi har ikke nyuddannede i vores team, da det er en fordel og et krav, at du har bred psykiatrisk erfaring.
Arbejdsopgaver
I PCV arbejder du primært med visitationer og henvisninger uden direkte patientkontakt. Dit arbejde er alsidigt, systematisk og kræver, at du kan arbejde selvstændigt med høj faglighed. Du arbejder på skift med voksenpsykiatri, børne- og ungdomspsykiatri og demens.
Vi arbejder ud fra faste rammer og retningslinjer, men har også øje for at finde løsninger, når en sag falder "uden for boksen". Der er plads til, at du tager ansvar og følger dine opgaver til dørs.
Arbejdsopgaver - visitationssygeplejerske
Opgaverne for en visitationssygeplejerske består bl.a. af:
- Vurdering af henvisninger: Du gennemgår henvisninger fra praktiserende læger, sygehuse, kommuner og andre instanser. Du vurderer patientens baggrund, tidligere behandlinger og behov.
- Beslutning om videre forløb: Du finder frem til, om patienten skal:
- Henvises til behandlingspakke eller udredningsenhed
- Indkaldes til visitationssamtale i PCV via video
- Returneres med rådgivning til primærsektoren
- Visitationssamtaler via video: Når oplysningerne i henvisningen ikke er tilstrækkelige, tilbydes visitationssamtaler i PCV for at få et bedre billede af patientens behov.
- Deltagelse i daglige konferencer:
- Konferencer med speciallæger i voksen- og børne- og ungdomspsykiatri
- Konference med geriatere og neurologer ifm. demensvisitation


Journaldetektiv
"At være visitator i PCV er lidt som at være journaldetektiv. Man skal være lidt nørdet, nysgerrig og optaget af detaljer."
- Thyra, faglig koordinator i PCV
Arbejdsopgaver - sekretær
Opgaverne for sekretærerne består bl.a. af:
- Visitation og booking af henvisninger på tværs af Region Midtjylland
- Varetagelse af korrespondance og henvisninger modtaget i funktionspostkasse for PCV og Fælles Visitation for Demens
- Håndtering af øvrige henvisninger (fejlsendte, videresendelse etc.)
- Fælles Visitation for Demens – booking og indkaldelse i 3 forskellige specialer
- Hurtig Psykiatrisk Vurdering
- Kommunikation telefonisk med patienter, pårørende og samarbejdspartnere
Andre opgaver
- Eget ansvarsområde: Alle medarbejdere har særlige ansvarsområder. F.eks. har nogle af sygeplejerskerne ansvaret for patientsikkerhed, interne overgange, PCV-Rådet og PCV-Praksis, mens nogle af sekretærerne har ansvar for det administrative vedr. visitationssamtaler, visitation til de rehabiliterende pladser, registreringsnetværk eller hjemmeside/intranet.
- Ad hoc-opgaver: Vi løser opgaver på tværs af regionen f.eks. ved store organisatoriske ændringer, hvor struktur og ensartethed er vigtige.
”Det er et sted med høj grad af frihed til at tilrettelægge sit eget arbejde. Der er fokus på det gode samarbejde både internt og eksternt og det gode arbejdsmiljø. Det er en selvkørende arbejdsplads, hvor der er stor fokus på balancen mellem arbejde og privatliv.”
Patientforløb og pårørende
Vores vigtigste opgave er at sikre, at patienterne får det rette tilbud – uanset hvor de bor i regionen. Vi arbejder systematisk med målgruppebeskrivelser, retningslinjer og beslutninger fra hospitalspsykiatrien og har et solidt kendskab til både de specialiserede behandlingstilbud og de øvrige tilbud internt og eksternt.
Vi bruger standardtekster for at sikre korrekt og ensartet rådgivning, men vi tilpasser altid håndteringen til den enkelte patient. Returneringer bliver håndteret med stor grundighed, så både patienter og henvisere får klar besked.
Vi har telefonisk kontakt til patienter og pårørende i noget omfang. Det kan f.eks. være rådgivning af forældre til børn, som venter på en tid, eller pårørende til patienter, der ikke selv kan møde op. Vi hjælper dem med at navigere i systemet og finde de bedste muligheder. Vi lægger vægt på at være tilgængelige og nemme at få fat i. Alt, hvad der drøftes omkring patienten, dokumenterer vi, så patienten kan følge med i sin journal og e-Boks.
Fysiske rammer
Vi holder til i vores egen kontorbygning i Silkeborg, tæt på banegården. Her er der gode adgangsforhold både med tog og bil og gratis parkering lige uden for døren.
Langt de fleste medarbejdere har eget kontor, så der er mulighed for at fordybe sig uden forstyrrelser, når opgaverne kræver koncentration. Foretrækker du et mere fælles arbejdsmiljø, er der også mulighed for at sidde i et mindre kontormiljø sammen med kolleger.
Vi har desuden et konferencerum og en frokoststue, hvor vi samles til pauser. Kaffe er gratis, men vi har ikke en kantine.
Trivsel og tryghed
Arbejdsmiljø
I Psykiatriens Centrale Visitation er vi alle med til at forme et arbejdsmiljø, hvor der er plads til undrende spørgsmål og til at være i tvivl. Vi tror på "svesken på disken" – fejl håndteres på en ligefrem og nysgerrig måde, ikke med kritik. Vi har stor tillid til hinanden.
Hverdagen byder på faste pauser:
- Kaffepause/skærmpause kl. 9.30
- Fælles frokost hver dag
- Mulighed for en gåtur i forbindelse med din frokostpause
Arbejdsmiljø har høj prioritet. Vores arbejdsmiljøleder (oversygeplejerske Dorte Purr Hede) og arbejdsmiljømedarbejder håndterer i fællesskab eventuelle udfordringer hurtigt og dialogbaseret. Vi har opnået en grøn smiley fra Arbejdstilsynet, og vi holder fire halve fagdage om året for at styrke vores arbejdsmiljø yderligere.
Dine kolleger
Vi er en lille enhed med stærkt sammenhold. Alle hjælper hinanden, byder sig til og tilbyder hjælp. Ingen står alene, og der findes ikke dumme spørgsmål hos os. Vi skaber rum for forskellighed og tager hånd om hinandens behov – uden spørgsmålstegn.
Vi prioriterer vores fællesskab i form af sociale aktiviteter efter arbejde som cafébesøg, minigolf, kagehygge og strik flere gange om året.
Introduktionsforløb
Som ny kollega får du et grundigt onboardingforløb, der er tilpasset dine behov. Inden opstart modtager du et introduktionsprogram, og du får en mentor, sidemandsoplæring og ugentlige møder med din faggruppe og leder.
Vi følger din udvikling tæt med samtaler efter 1, 3 og 6 måneder.
”Det er et sted med høj faglighed, gensidig sparring og respekt, hvor der er frihed under ansvar og alsidige arbejdsopgaver.”
Work-life-balance
I Psykiatriens Centrale Visitation får du en hverdag med faste arbejdstider og høj fleksibilitet. Vi arbejder kun på hverdage i dagtimerne, typisk fra kl. 7.30 til 15.00. Der er ingen aften-, natte- eller weekendvagter, og vi holder fri på helligdage.
Vi tilbyder mindst én fast hjemmearbejdsdag om ugen – hver torsdag – og der kan være mulighed for ekstra fleksibilitet, hvis din hverdag kræver det. Hvis du enkelte gange har behov for at arbejde ekstra, kan du f.eks. også afvikle overarbejde på hjemmearbejdsdage, som du ellers ville bruge på transporttid.
Vi tager hensyn til, at medarbejdernes behov ændrer sig gennem livet. Fleksibilitet er en grundlæggende værdi hos os, og vi gør meget for at finde løsninger, der passer til den enkeltes situation.
Vi vægter det sociale højt og har en række tilbud, som styrker fællesskabet:
- Julefrokost
- Strik, spil og hygge efter arbejde
- Små konkurrencer og sociale arrangementer året rundt.
Løn og ansættelse
Lønnen følger gældende overenskomster, og der kan forhandles individuelle tillæg.
Muligheder for faglig udvikling
Vi prioriterer faglig sparring og videndeling højt og har faste mødefora, som styrker både den enkeltes og enhedens udvikling:
- Fagligt Forum: Hver 6. uge dykker visitationssygeplejerskerne ned i et aktuelt fagligt emne med fokus på visitationspraksis. Sygeplejerskerne forbereder og planlægger selv oplæggene.
- Vidensdeling for lægesekretærer: Hver 14. dag samles sekretærgruppen til 30-60 minutters vidensdeling, hvor der deles erfaringer og indsigter fra praksis.
- Daglig faglig sparring: Vi sparrer løbende med hinanden i hverdagen for at sikre kvaliteten i visitationerne og lære af hinandens erfaringer.
- Tavlemøder: Hver uge holder vi tavlemøde med fokus på nye tiltag, idéudvikling og forbedring af visitationspraksis.
- Personalemøder: En gang om måneden mødes hele afdelingen for at drøfte både faglige og organisatoriske emner.
- Faggruppemøder: En gang om måneden afholder vi særskilte møder for henholdsvis sygeplejersker og sekretærer, så der er plads til at fordybe sig i faglige temaer målrettet den enkelte gruppe.
"Jeg synes, vi bliver set for de ting, vi er gode til og har lyst til at dygtiggøre os i."
Kurser og videreuddannelse
Som nyansat visitator får du efteruddannelse i Diagnostik og Psykopatologi – en national uddannelse, som alle gennemfører i deres opstartsperiode. Derudover tilbyder vi løbende ad hoc-aktiviteter, som f.eks. oplæg om relevante emner.
Vi er altid åbne for forslag fra medarbejderne, og vi tilpasser udviklingsaktiviteter til vores særlige arbejdsområde.
Karrieremulighederne er begrænsede, da vi er en specialiseret og kompakt enhed, men du vil udvikle dig fagligt hver eneste dag gennem arbejdet, sparringen og det ansvar, du får.
Vi arbejder aktivt med medarbejderudvikling gennem:
- Årlige MUS-samtaler
- Halvårlige, uformelle samtaler på ca. 20 minutter
- Løbende sparring og mulighed for ekstra samtaler efter behov.