Udgivet 25.02.2025
Det første kliniske forsøg
At glemme simple dagligdagsopgaver som at børste tænder, holde hjemmet ryddeligt eller endda huske, hvad man skulle gøre på arbejdet, er hverdagsudfordringer for mange med skizofreni. Disse kognitive vanskeligheder påvirker alt fra evnen til at planlægge og få overblik til at indgå i sociale interaktioner. Men hvad hvis en enkelt tablet kunne hjælpe med at lindre disse udfordringer? Det er præcis, hvad Connex-projektet forsøger at undersøge.
Sissel Marie Holm Madsen, projektsygeplejerske og Arndis Simonsen, psykolog og Ph.d., er sammen koordinerende ansvarlige for Connex-projektet ved Afdeling for Psykoser på Aarhus Universitetshospital, Psykiatrien.
Det her er det første kliniske forsøg, vi har her i Psykiatrien i Region Midtjylland.
– Processen med at finde ud af, hvordan man gennemfører et klinisk forsøg, har været virkelig spændende, fortæller Sissel.
Projektet Connex undersøger effekten af en tabletbehandling, som har til formål at forbedre kognitionen hos patienter med skizofreni. Kognition dækker over evnen til at planlægge, få overblik og strukturere hverdagen, hvilket ofte er en udfordring for patienter med skizofreni.
En kompleks proces og grundige undersøgelser
At gennemføre et klinisk forsøg er ikke uden udfordringer. Connex-projektet er et omfattende studie, hvor patienterne gennemgår en række grundige undersøgelser for at måle både sikkerheden og effekten af behandlingen. Udover kognitive tests som MCCB og SCoRS-testen, der evaluerer opmærksomhed, hukommelse og problemløsning, bliver patienternes livskvalitet også vurderet gennem spørgeskemaer.
Derudover foretages regelmæssige somatiske undersøgelser for at overvåge deres fysiske helbred.
– Patienterne skal monitoreres tæt, der skal tages EKG'er, blodprøver og koordineres med laboratorier i udlandet, siger Sissel.
Sikkerheden bliver desuden prioriteret med hyppige selvmordsrisikovurderinger og PANSS-30 tests for at vurdere, om patienterne oplever forværring af psykotiske symptomer. Dette omfattende set-up sikrer, at forsøget forløber sikkert for patienterne, mens der samles valide data om behandlingens effekt.
Det er tydeligt, at der er mange komponenter at holde styr på, men Sissel, Arndis og deres kolleger har gjort en stor indsats for at sikre, at alt forløber korrekt.
Connex-projektet er et globalt forsøg med deltagere fra flere lande, herunder Grækenland, New Zealand og Mexico. Projektet er finansieret af det tyske medicinalfirma Boehringer Ingelheim, hvilket har skabt en unik mulighed for at arbejde med ressourcer, som sjældent er til rådighed i psykiatriske forsøg.
Bidrag til forskningen giver mening for patienterne
For patienterne, der deltager i forsøget, har oplevelsen været overvejende positiv.
– Patienterne er rigtig glade for at bidrage til forskning, fortæller Sissel.
– De føler, at det er deres chance for at give noget tilbage og ikke kun være modtagere i systemet.
Det er netop denne følelse af at bidrage, som har skabt stor motivation blandt deltagerne. Flere af dem har også udtrykt, at hvis behandlingen var tilgængelig uden for forsøget, ville de gerne fortsætte med den.
Trods de høje krav og den lange tidsinvestering, forsøget kræver, har patienterne været villige til at deltage, hvilket er afgørende for succesen af studiet. Sissel understreger vigtigheden af det tætte samarbejde mellem hende og patienterne for at få projektet til at lykkes.
– Selvom det kræver meget af patienterne, er de virkelig glade for at være med, siger Sissel.
Vejen frem mod bedre behandlinger
Connex-projektet har skabt håb om at forbedre livskvaliteten for patienter med skizofreni markant.
Som et af de første store kliniske forsøg på Aarhus Universitetshospital, Psykiatrien, er Connex et eksempel på, hvordan klinisk forskning kan spille en afgørende rolle i udviklingen af nye behandlinger.
– Vi skal være stolte af det arbejde, vi laver her på hospitalet, siger Sissel afslutningsvis.
– Det er takket være professor Ole Mors, at vi har kunnet tiltrække et stort klinisk forsøg til Psykiatrien, der giver både klinikere, forskere og patienter en vigtig rolle i udviklingen af nye behandlinger.
Efter interviewet med Sissel Marie Holm Madsen er der kommet resultater fra studiet, som desværre viser, at tabletbehandlingen iclepertin ikke havde den ønskede effekt på kognition eller funktion sammenlignet med placebo.
Trods dette understreger Boehringer Ingelheim betydningen af at fortsætte forskningen på området, hvor der fortsat er et stort uopfyldt behov. Resultaterne vil bidrage til fremtidig videnskabelig forståelse og potentielt bane vejen for nye tilgange til behandling af kognitive udfordringer ved skizofreni.
Du kan læse pressemeddelelsen om resultaterne her: Update Phase III CONNEX clinical program schizophrenia | Boehringer Ingelheim