Nicolai forsker i søvn, teknologi og kreativitet

Udgivet 25.02.2025

I en travl hverdag på Sengeafsnit 9 i Afdeling for Depression og Angst, er specialpsykolog Nicolai Lund Ladegaard i gang med at gennemgå journaler. Han arbejder med affektive patienter. Det er tirsdag, og ugen er godt i gang. Nicolai bruger to dage i ugen på klinisk arbejde. 

– Det er lidt som at være detektiv, fortæller han, mens han beskriver, hvordan diagnoser ofte ikke er åbenlyse.  

På afsnittet arbejder han med patienter, der kæmper med alt fra bipolar lidelse til PTSD. Der indlægges med jævne mellemrum patienter, hvor puslespillet ikke falder på plads med det samme. 

–  Vi har ind imellem patienter, hvor vi er i tvivl om, hvad der egentlig er på spil. Hvordan forstår vi bedst vedkommendes tilstand? Det tager tid at observere og stille en præcis diagnose, især når symptomerne overlapper. Det kan en indlæggelse hjælpe med at give svar på. 

Nicolai er en del af et team, der hver dag træffer beslutninger, som har betydning for patienternes liv. Og mens diagnoserne er svære, er arbejdet også det, der driver ham frem. 

–  Vi gør en kæmpe forskel for de patienter, vi har indlagt. Vi yder akut og nødvendig hjælp i en periode af menneskers liv, hvor de har det meget svært. Ind i mellem redder vi også liv, det er jeg ikke i tvivl om, siger han. 

–  Mit kliniske arbejde er i bund og grund en kontaktdisciplin, hvor man skal være meget til stede i nuet og prøve at tune sig ind på patienten. 

Men klinikken er kun én side af Nicolais hverdag.

Forskning fylder også store dele af Nicolais arbejdsuge. To til tre dage i ugen trækker han sig tilbage for at fordybe sig i sin forskning. Nogle dage handler det om søvn. Mange af hans patienter kæmper med søvnproblemer, og det har sat skub i et projekt.

Han har testet nye teknologier, som kan måle søvn hos patienter uden, at de skal indlægges på et søvnlaboratorium.  

– Vi har samarbejdet med Ingeniørhøjskolen om nogle ørepropper, der kan måle EEG. Det er ret innovativt, fordi vi kan måle patienternes søvn i eget hjem, fortæller han. 

Men også andre nye teknologier har vakt Nicolais interesse.  

–  På det seneste er jeg også begyndt at interessere mig for, hvordan vi som sundhedsprofessionelle kan blive bedre til at hjælpe patienter. For eksempel gennem udvikling af en AI-chatbot, der kan fungere som et middel til bedre sygdomsforståelse og som et diagnostisk træningsværktøj. 

Lige nu er han i gang med et projekt, hvor han vil træne en AI-chatbot til at agere som forskellige typer patienter med forskellige udfordringer. På den måde kan de sundhedsprofessionelle få træning i samtaleteknik og screening for symptomer i et trygt miljø, hvor der ikke er noget på spil. 

En del af Nicolais forskning går i en helt anden retning – kreativitet som terapi. 

I samarbejde med Forfatterskolen PS har han været med til at starte skrivegrupper for patienter med bipolar lidelse. Projektet ”Balance mellem linjerne” sætter kreativitet og personlig refleksion i centrum. 

–  Det har været et fantastisk forløb. Patienterne får mulighed for at udtrykke sig kreativt og reflektere over deres situation. Det giver dem en følelse af kontrol, selvindsigt og empowerment, forklarer Nicolai. 

Skrivegrupperne har allerede vist sig at være en succes. Patienternes tekster bliver nu samlet i en antologi, som skal udgives senere på året. Nicolai håber, at projektet vil inspirere både patienter, pårørende og behandlere.

At kombinere klinik og forskning er en balancegang, som Nicolai har mestret gennem flere år.  

–  Jeg synes virkelig, at det er to vidt forskellige verdener, forskning og klinik, siger han. 

–  I forskning bliver patienten i højere grad en abstraktion, og arbejdet består ofte af processtyring og det, man kunne kalde rugbrødsarbejde. Der er mange skridt, der skal følges, alt fra dataindsamling til analyse og rapportering. Det kræver en anden form for tålmodighed og evnen til at arbejde metodisk, også når resultaterne lader vente på sig, forklarer han og tilføjer, at klinikken til gengæld giver mere umiddelbare resultater.  

–  I klinikken får du hurtigt svar på, om du gør en forskel. Du ser det nærmest fra dag til dag. Der er en umiddelbarhed og et nærvær, som er utroligt tilfredsstillende – det er her og nu, at man gør en forskel for det enkelte menneske. 

Men selvom de to verdener virker vidt forskellige, ser han en klar forbindelse mellem dem. 

 –  De ting, vi ikke har svar på i klinikken, kan vi undersøge i forskningen. Særligt i forhold til de behov, der ikke bliver mødt. Og den viden, vi får i forskningen, kan vi bruge til at forbedre behandlingen i klinikken, siger han. 

Men hvordan holder han styr på begge verdener? Forskningens krav om dybde og klinikkens akutte behov for nærvær? 

Og det er den balance, der driver ham. Kombinationen af det langsigtede perspektiv i forskningen og de øjeblikkelige resultater i klinikken giver hans arbejde mening. Hver dag byder på nye udfordringer, nye spørgsmål og nye muligheder for at gøre en forskel. 

–  Jeg elsker den variation, mit arbejde giver mig. Og det føles godt at vide, at jeg både kan hjælpe i nuet og bidrage til mere langsigtede løsninger, der bringer feltet fremad, afslutter Nicolai, inden han kaster sig over endnu et projekt. Denne gang om sorg og udviklingen af et diagnostisk interview.