Når anoreksi ikke står alene

06.05.2025

Loa Clausen har arbejdet med spiseforstyrrelser siden 1998. Hun kender patienterne, kompleksiteten og den afmagt, der kan opstå i mødet mellem behandlingssystemet og de allermest sårbare patienter.  

Vigtige spørgsmål blev ved med at rumstere: Hvorfor oplever nogle patienter med anoreksi gentagne gange at blive behandlet med tvang, mens andre ikke gør? I hvilken grad er det selve anoreksien, der udløser tvangen – og hvilke andre faktorer spiller ind? 

– Vi har brug for at finde mønstre, som kan hjælpe os til at forstå og måske forebygge, siger Loa. 

Ved hjælp af data fra danske sundhedsregistre har Loa og hendes forskningskollegaer identificeret, at en meget lille gruppe af patienter med anoreksi står for langt hovedparten af de registrerede tilfælde af tvangsbehandling. 

– For et par år siden fandt vi ud af, at 1% procent af patienterne har mere end 100 episoder hver og står for næsten 70 procent af alle tvangsepisoder. Det kan derfor få stor effekt, hvis vi kan identificere og hjælpe gruppen af patienter, der modtager mange tvangsepisoder, forklarer hun. 

Loa er psykolog og seniorforsker ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling og har sammen med kollegaer fra Center for Registerforskning undersøgt komorbiditet hos patienter med anoreksi. Komorbiditet er, når en patient har flere psykiske eller fysiske sygdomme samtidig med deres primære lidelse – i dette tilfælde anoreksi. 

Det er ikke nødvendigvis de tyndeste patienter, der bliver behandlet under tvang. Og der er heller ikke særlige træk ved anoreksien, som er årsag til tvangen. 

– Vi havde troet, at lav BMI og andre alvorlige spiseforstyrrelsessymptomer ville være en stærk indikator, men det kunne vi faktisk ikke se i data. Det, der derimod skilte sig ud, var, hvis de også havde andre psykiske lidelser – særligt personlighedsforstyrrelser, selvskade, misbrug, adfærds- og udviklingsforstyrrelser, fortæller Loa. 

Ved hjælp af registerdata fra 2000 til 2016 har forskerne identificeret seks forskellige grupper af patienter med anoreksi og komorbiditet. Tre af dem havde markant forhøjet risiko for tvangsbehandling sammenlignet med patienter, der ikke havde andre diagnoser end anoreksi.  

Den første gruppe havde 4,5 gange så høj risiko for tvang og var kendetegnet ved selvskade, misbrug eller personlighedsforstyrrelser. En anden gruppe havde 4 gange forhøjet risiko og var kendetegnet ved mange både fysiske og psykiske diagnoser og var typisk diagnosticeret med anoreksi senere i livet. Den tredje gruppe med udviklingsforstyrrelser som autisme eller ADHD havde 3,6 gange højere risiko.  

– Det handler altså ikke kun om anoreksien. Det handler om kompleksiteten af hele sygdomsbilledet, siger hun.

Udover at lede efter mønstre i registerdata har Loa og kollegaer også talt med de patienter, det hele handler om – dem, der har oplevet tvang mere end 20 gange. 

– Nogle af dem beskrev, at tvangen faktisk kunne være beroligende. At det satte dem fri fra deres egen kamp mod anoreksien og de krav, sygdommen stillede til dem, fortæller hun og fortsætter:  

– For andre var det som at blive fanget som en løve i et bur. Nervesystemet gik i flygt- eller kamptilstand, og de oplevede det som et overgreb, fortæller hun. 

Nogle af de patienter, som i dag er fri af anoreksien, ser på tvangsbehandlingen som livreddende og nødvendig. Mens det hos andre har sat tydelige, negative spor. 

– Der er mange dimensioner i tvangsbehandling. Det er sidste udkald i forhold til at redde liv samtidig med, at det kan være en voldsomt indgribende behandling. Særligt for patienterne, men faktisk også for behandlerne, fortæller Loa. 

For Loa Clausen peger resultaterne på et vigtigt udviklingspotentiale: En mere nuanceret tilgang til behandling af patienter med anoreksi, der også lever med andre psykiske lidelser. 

– Det ser ud som om, at vi kan blive bedre til at kombinere viden om anoreksi med viden om fx personlighedsforstyrrelser eller autisme – og tilrettelægge behandlingen derefter, siger hun. 

Særligt for de patienter, hvor kompleksiteten er høj, kan der være behov for ekstra opmærksomhed og et tættere samarbejde på tværs. 

– Hvis vi kan identificere dem tidligt, kan vi måske sætte ind med mere målrettede eller individualiserede indsatser. Det kan måske mindske behovet for tvangsbehandling og samtidig give bedre behandlingsforløb, forklarer hun. 

Selvom det er svært at gennemføre store behandlingsstudier på små og meget syge patientgrupper, er der allerede gode erfaringer med samarbejder mellem forskellige behandlingsteams. 

– En vej frem kan være at indsamle viden mere systematisk og evaluere de tiltag, der allerede findes. Med tiden kan vi forhåbentlig tilbyde endnu bedre og mere differentierede behandlingstilbud – til gavn for dem, der har allermest brug for det, siger Loa.