Professor Charlotte Ulrikka Rask til venstre og afdelingslæge Karen Hansen Kallesøe til højre.

19-11-2024

Compassionfokuseret app

Et nyt forskningsprojekt skal hjælpe forældre til børn og unge, der er henvist til hospitalsbaseret psykiatrisk udredning og behandling. Projektet, der har fået 6,6 millioner i støtte fra Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond, skal udvikle en app med fokus på “compassion” – en tilgang, der handler om at styrke den enkeltes evne til at forstå og være venlig og omsorgsfuld over for sig selv. 

Karen Hansen Kallesøe, afdelingslæge og seniorforsker står sammen med Charlotte Ulrikke Rask, overlæge og professor, bag projektet. De arbejder begge ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital Psykiatrien. Karen forklarer, at et "compassion" fokus går ud på at arbejde med måden, man er på som person overfor sig selv og andre – hvordan man regulerer sig selv og sin relation til andre.  

– Compassion er et grundbegreb, der indeholder både viden, mod og omsorg. Det handler ikke kun om at være omsorgsfuld, men også om at styrke ens fundament i forhold til forståelse af sig selv og omgivelserne, siger Karen. 

Tre systemer i spil

Appen vil arbejde med tre psykologiske systemer: trusselsystemet, drivesystemet og beroligelsessystemet. Trusselsystemet aktiveres, når man er under stort pres og føler angst, mens drivesystemet er motiveret af ønsket om at præstere og opnå noget. Beroligelsessystemet hjælper med at finde ro og balance. Forældre til børn i psykiatrien oplever ofte at være primært i trusselsystemet, hvilket gør hverdagen udfordrende. Lange ventetider forværrer desuden stress og giver en følelse af hjælpeløshed. 

Vi ønsker at give forældrene strategier til stresshåndtering og til at mindske selvkritik og skyld, fordi der kan være meget skyld og en følelse af stigmatisering forbundet med at være forældre til et barn med psykiske vanskeligheder.

Tidlig indsats

Appen vil være rettet mod forældre til børn og unge henvist til børne- og ungepsykiatrien med mistanke om forskellige psykiatriske diagnoser – uanset alder og udfordringens art. Udviklingen af appens indhold vil ske i tæt samarbejde med brugerne selv for at sikre, at det møder deres behov. Eksperter inden for compassionfokuseret terapi, en dansk psykolog Christina Schlander og to udenlandske psykologer James Kirby og Chris Irons, vil også bidrage til at sikre indholdets kvalitet. Inspirationen til projektet kommer blandt andet fra et australsk projekt, hvor man har set gode effekter af at arbejde med compassion hos forældre til børn med autisme. 

Det unikke ved appen er, at den skal kunne bruges i en tidlig fase – før et barn er fuldt udredt.  

– Det er ikke meningen, at vi kommer ind og ‘fikser’ barnet. Vi ønsker at møde forældrene, hvor de er, og give dem nogle almene strategier til at håndtere stress og belastning, fortæller Karen Hansen Kallesøe.  

Appen vil give fleksibilitet i tid og sted og kan benyttes, når det passer ind i forældrenes liv, hvilket kan være en klar fordel sammenlignet med faste behandlingsaftaler. 

Jordnært og forståeligt

Appens indhold vil bestå af tre moduler over tre uger, hvor brugerne præsenteres for viden om at være forælder til et barn i psykiatrisk udredning og behandling og guides gennem øvelser, der styrker deres beroligelsessystem. Øvelserne kan inkludere vejrtrækningsøvelser og andre metoder, som vil blive testet i brugerinddragelsesprocessen for at sikre, at de giver mening for målgruppen. 

– Det er vigtigt, at det bliver jordnært og forståeligt, så brugerne faktisk får noget ud af det, påpeger Karen Hansen Kallesøe. 

Planen er at inkludere 1200 forældre fra Region Midtjylland og Region Nordjylland i forskningsprojektet. Efter en indledende udviklings- og testfase vil appen blive afprøvet i et randomiseret studie, hvor nogle deltagere får appen, mens andre får information uden de samme øvelser. På den måde kan forskerne undersøge, om compassion-tilgangen har en effekt. 

Udfordringer og muligheder

En af de største udfordringer bliver at få forældrene til at påbegynde og gennemføre forløbet, da appen ikke vil være terapeutstøttet.  

– Vi overvejer et setup, hvor vi kontakter dem, hvis de ikke er kommet i gang. Det er vigtigt, at de føler sig motiveret til at deltage og får hjælp til at starte, så de får noget ud af forløbet, siger Karen Hansen Kallesøe. 

Projektet er en del af et større forskningsprogram kaldet “Bedst for os” i Region Nordjylland. Målet er at skabe en app, der kan implementeres i praksis og gøre en reel forskel for forældre og deres børn.  

– Det handler om at lave noget, som er realistisk og brugbart i praksis. Hele vejen til implementering skal være gennemtænkt, understreger Karen. 

At skabe noget, som gør en forskel for andre, er Karens motivation for at lave kliniknær forskning, der har en direkte betydning for forældre og børn. Med dette forskningsprojekt er håbet at hjælpe forældre til bedre at håndtere de udfordringer, de står over for, og give dem styrken til at støtte deres børn på den bedst mulige måde.  

Hvis forældrene kan møde sig selv med mere venlighed og omsorg, kan det have en positiv effekt på både dem og deres børns behandling.

Den compassionfokuseret app skal styrke forældrenes mentale sundhed og reducere stressniveauet. Målet er at hjælpe både forældre og børn gennem udfordringerne.