19-11-2024
En dag i forskningsenheden
Klokken er syv om morgenen, og Sabrina Mohamed sidder allerede på sin plads foran pc'en i forskningsenheden ved Afdeling for Psykoser. Som projektsygeplejerske arbejder hun fuldtid på et forskningsprojekt, der har til formål at validere et interviewredskab vedrørende selvskade.
– Mit arbejde er utrolig varieret, forklarer hun og beskriver en dagligdag, hvor hun jonglerer mellem korrespondance med kollegaer, møder, journal club og patientrekruttering. Det kræver både struktur og fleksibilitet.
At gøre en forskel for en udsat patientgruppe
Sabrinas arbejde går ud på at skabe bedre forståelse og behandling for patienter med selvskadeproblematikker. Hun rekrutterer patienter fra både sengeafsnit og klinikker, men altid med en etisk tilgang.
– Vi går aldrig direkte til patienterne. Vi arbejder gennem deres kontaktpersoner, så de ikke føler sig pressede til at deltage, siger hun.
Hun lægger vægt på, at patienterne skal føle sig trygge og hørt, og understreger, at projektet handler om mere end blot at få data – det handler om at skabe en positiv forskel i patienternes liv.
Selvskade er et følsomt emne, og for mange patienter er det svært at tale om. Men Sabrinas erfaring er, at når hun møder dem med tillid og respekt, åbner de op.
– Jeg bliver ramt hver gang af, hvor modige patienterne er. De deler så intime dele af deres liv, og det er dybt rørende, fortæller hun.
Patienterne synes, det er meningsfuldt at bidrage, fordi de gerne vil forbedre psykiatrien og behandlingen. For Sabrina er det vigtigt, at patienterne føler sig set og hørt, og hun ser det som sin opgave at skabe et trygt rum for dem.
At arbejde med psykiatriske patienter handler om mere end behandling – det handler om at møde dem med respekt og forståelse.
Fra klinik til forskning: At bygge bro mellem verdener
Sabrina Mohamed har over 10 års erfaring som kliniker i psykiatrien. Hendes erfaring fra klinikken har givet hende et unikt perspektiv i sin nuværende rolle.
– Jeg har altid elsket at være tæt på patienterne, men jeg savnede muligheden for at fordybe mig og forstå baggrunden for deres adfærd og problematikker, siger hun.
Derfor valgte hun forskningsvejen, hvor hun nu arbejder på at validere et transdiagnostisk redskab til selvskade, som kan bruges til systematisk at spørge ind til selvskade på tværs af psykiatriske diagnoser.
At kombinere forskning og klinik er ikke uden udfordringer, men for Sabrina er det en balancegang, der er helt essentiel.
– Jeg vil gerne sikre, at forskningen har en direkte anvendelse i praksis, understreger hun. For hende handler det om, at resultaterne fra forskningen ikke skal samle støv på en hylde, men hurtigt implementeres i det kliniske arbejde.
– Det er vigtigt for mig at blive ved med at have føling med klinikken, så vi ikke mister forbindelsen til virkeligheden.
Selvskade – mere end et tabubelagt emne
En af de ting, der driver Sabrina, er at nedbryde myter omkring selvskade.
– Det er en stor myte, at det primært er patienter med personlighedsforstyrrelse, der selvskader, forklarer hun.
– Forskning viser, at op til 30 procent af psykiatriske patienter har erfaring med selvskade, uanset deres diagnose.
Det er netop derfor, projektet forsøger at afdække selvskade som et bredere symptom på psykisk mistrivsel, så behandlingen kan tilpasses på tværs af diagnoser.
Hun arbejder tæt sammen med et tværfagligt team for at sikre, at projektet forløber planmæssigt. En af hendes centrale opgaver er at interviewe patienterne om både selvskade og andre psykiatriske symptomer samt mental trivsel.
– Det handler om at få en dybere forståelse af patientens oplevelser og udfordringer, så vi kan udvikle de bedst mulige interventioner, siger hun. For Sabrina er det vigtigt at etablere en hurtig og tillidsfuld kontakt, da hun ofte kun har én time med hver patient.
En passion for at videregive viden
For Sabrina handler det ikke kun om at indsamle data og analysere resultater – det handler også om at bringe ny viden videre til sine kollegaer.
– Jeg elsker at videreformidle forskning, og det har været en af mine største kæpheste, siger hun.
Hendes engagement har blandt andet ført til, at hun har været med til at udvikle en specialistuddannelse inden for selvskade, hvor hun kunne sætte sit eget præg på undervisningen.
– Det har været en fantastisk proces, og jeg har virkelig fået mulighed for at kombinere min forskningsviden med min kliniske erfaring.
Fra intuition til evidens
Sabrina Mohamed understreger vigtigheden af at huske sin sygeplejefaglighed, selv når man bevæger sig ind i forskningsverdenen. For hende handler sygepleje ikke kun om at være nærværende i nuet, men også om at sikre, at den pleje og behandling, der tilbydes, bygger på solid evidens.
Vi har et ansvar for at sikre, at vores praksis er baseret på forskning og ikke kun på mavefornemmelser.
Sabrina lægger stor vægt på vigtigheden af monofaglighed i psykiatrien. Hun mener, at det er essentielt at anerkende, at forskellige faggrupper – som sygeplejersker, læger, fysioterapeuter og social- og sundhedsassistenter – hver især har unikke kompetencer og perspektiver, der bidrager til patientbehandlingen men også i forskning.
– Det er vigtigt at værne om vores monofaglighed. Vi kan hver især bidrage med værdifulde indsigter, der kan sikre kvalitet i både behandling, udredning og forskning, afslutter hun.