09.09.2025

Bedre søvn giver bedre trivsel

Alle kender fornemmelsen af at sove dårligt, og at det kan påvirke hele dagen. For mange mennesker med psykisk sygdom er søvnproblemer hyppige og tilbagevendende. 

Nogle oplever søvnløshed og urolige nætter, andre sover for meget eller oplever døgnrytmeforstyrrelser, hvor der er vendt rundt på nat og dag. De har det til fælles, at søvnproblemer forstyrrer deres hverdag og påvirker deres trivsel. 

I 2019 tog Henny Dyrberg og Mette Kragh fra Psykiatriens Hus i Aarhus de første skridt mod at tilbyde søvnbehandling til mennesker med psykisk sygdom. De var drevet af et ønske om at give patienterne en bedre søvn og mere livskvalitet. Siden da er over 500 patienter blevet henvist til deres søvnforløb. 

Nu kan de sætte videnskabelige resultater bag indsatsen. Deres nye randomiserede kontrollerede studie (RCT) dokumenterer, at den seks uger lange søvn- og døgnrytmeintervention gør en mærkbar forskel. 

– Vi har altid kunnet mærke på patienterne, at det virkede. Men det er fantastisk at kunne vise det sort på hvidt, fortæller Mette Kragh, klinisk sygeplejespecialist. 

Studiet viser, at deltagerne ikke alene sover bedre, men også oplever større trivsel, bedre arbejdsevne og generelt bedre helbred.

Fra venstre: Mette Kragh, Sanne Toft Kristiansen og Henny Dyrberg

Behandling på tværs af diagnoser

Søvnforløbet er målrettet voksne med psykiske lidelser, der samtidig kæmper med søvnproblemer. Forløbet strækker sig over seks uger og bygger på kognitiv adfærdsterapi, hvor patienterne lærer at forstå og ændre deres søvnvaner.  

Søvnbehandlingen kan bruges på tværs af psykiatriske diagnoser. Den transdiagnostiske tilgang betyder, at mennesker med eksempelvis depression, ADHD eller bipolar lidelse kan få gavn af den samme behandlingsmanual. 

– Det er en kæmpe fordel, at vi kan bruge det samme tilbud på tværs af diagnoser. Søvnforløbet kan tilpasses den enkeltes behov, men metoderne er grundlæggende de samme, fortæller Henny Dyrberg, specialpsykolog.   

Allerede første session går i dybden med at afdække patientens søvnmønster og udfordringer. Herefter følger en kombination af søvndagbog, faste søvnvinduer, kognitive metoder, afspænding og individuel vejledning. 

– Bare det, at nogen interesserer sig for deres søvn, betyder meget for patienternes tillid og håb. De føler sig set og hørt på en ny måde, og det skaber engagement og motivation til at ændre vaner, siger Sanne Toft Kristiansen, klinisk sygeplejespecialist, der også er en del af søvnteamet i Psykiatriens Hus og beskæftiger sig med søvnforskning.  

Effekten rækker ud over nattesøvnen

Studiet omfatter 88 ambulante patienter med depression, ADHD eller bipolar lidelse. Deltagerne blev tilfældigt fordelt i to grupper: en, der fik seks individuelle sessioner med en kombination af kognitiv adfærdsterapi for insomni (CBT-I) og kronoterapi – og en kontrolgruppe, der fik ti generelle søvnråd. 

Efter blot seks uger viste de, der fik den individuelle søvnbehandling, markante forbedringer.

Vi ser, at deltagerne får en bedre søvnkvalitet og mindre søvnbesvær. De oplever øget trivsel, personlig recovery og arbejdsevne – og de føler sig simpelthen mere raske. Mange af dem er overraskede over, hvor meget seks uger kan ændre.

At forbedre søvnen handler ikke kun om at mindske trætheden. Søvnen har en dominoeffekt på hele livet. Bedre søvn hjælper deltagerne til at håndtere deres psykiske symptomer, men også deres job, skolegang og relationer i familien. 

– Vi ser også, at pårørende og endda kæledyr påvirkes positivt – som en patient sagde, så sover hunden nu bedre, fordi den ikke længere er i soveværelset om natten, smiler Mette.

Et tilbud med potentiale til mere

Søvnforløbene tilbydes i dag primært til borgere i Aarhus Kommune. Men Mette, Henny og Sanne håber, at deres forskning kan være med til at udbrede tilbuddet til flere. 

– Vi kan se, at det virker. Nu håber vi, at vi kan inspirere andre regioner og kommuner til at følge trop, siger Sanne. 

Søvnteamet i Psykiatriens Hus arbejder videre med både forskning og udvikling af nye tilbud. De har blandt andet udviklet et kursus i samarbejde med Recovery-skolen, som tilbyder søvnundervisning til alle interesserede for eksempel stressramte.  

Samtidig vil de forske videre i søvn og undersøge, hvordan behandlingen kan målrettes bestemte grupper, og hvordan den påvirker søvnens biologiske kvalitet. For som de selv siger: Søvnproblemer er et 24-timers problem. 

FAKTA