07.05.2018 

26. maj er der stor pårørendedag, hvor pårørende til mennesker med en psykisk lidelse kan møde andre pårørende. En af deltagerne er Tove. Du kan læse hendes historie her - og høre hvor vigtigt møder mellem pårørende er for hende. 

Hvis du er pårørende til en psykisk syg, ved du det godt. Dagene kan være lange og problemerne kan visse dage stå i kø for at afløse hinanden. Det ved Tove alt om. I 27 år har hun været pårørende til sønner, der begge har diagnoser. Hun er ikke i tvivl om, at man som pårørende har behov for hjælp. Hun er ked af, at der ikke helt automatisk starter et forløb med hjælp til pårørende, når et familiemedlem får stillet en diagnose.

- Det har taget mig 27 år, at få min far til at indse, at mine drenge havde en diagnose og jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har hørt om dårlig opdragelse, når de ikke har været, som børn er flest. Og endelig er der de kolossale udfordringer, der er i hverdagen. Det er hårdt arbejde at være pårørende 24 timer i døgnet. Så selvfølgelig skal man have hjælp, siger Tove.

Forbudte tanker og det evige tabu

Tove er i dag mere end erfaren, når det handler om at være pårørende. Alligevel er det stadig hårdt. En af de ting, der gør det svært, er det konstante pres fra omgivelserne, der ikke forstår, hvad det vil sige.

- Jeg har mange bekendte, som ofte siger, at de glæder sig til at få besøg af deres voksne børn og som glæder sig til at få børnebørn. Hvis jeg fortæller, at jeg ikke håber, jeg får børnebørn eller siger, at jeg godt kunne bruge en weekend uden at se mine børn, kan jeg se, de undrer sig og tænker, at jeg er gal. Men det handler ikke om, at jeg ikke elsker mine børn. Det gør jeg. Jeg har to fantastisk dejlige og kærlige drenge. Men de kan være ekstremt udfordrende at være sammen med, fortæller hun.

Hun har lært, at der er ting, man ikke skal sige i offentligheden. Ting, der er tabu.

- Hvis jeg siger noget af det højt, jeg tænker, når det er allersværest at være mor til to børn med infantil autisme, ADHD og skizofreni, kan mennesker, der ikke er pårørende overhovedet ikke forstå, at man kan tænke sådan. Tanker som: "jeg ville ønske, jeg aldrig fik børn" eller "bare de dog forsvandt for evigt" er tanker, jeg skal holde for mig selv, for andre kan ikke forstå, at jeg kan tænke sådan om mine egne børn, siger Tove.

Der skal være plads til Tove

Der er ingen tvivl om, at Tove elsker sine børn ubetinget. Det er tydeligt, når hun taler om dem. Det er også tydeligt, at hun elsker livet og har lagt en plan for, hvordan hun passer på det gode liv.

- Jeg kan ikke holde til at være hjælper for mine børn altid. Derfor sørger jeg for, at der også er tid til at være mig selv, Jeg rejser 1-3 gange om året, motionerer, læser bøger, mødes med andre pårørende og tager kun telefonen, når jeg vil tale. Det giver ny energi.

Tove sørger også for at passe på sig selv, når hun er sammen med sønnerne.

- Når de er her en dag i weekenden, sørger jeg altid for at lægge en middagslut på en times tid ind i programmet. Det er ikke sikkert, jeg sover. Men jeg går ind til mig selv og slapper af. Døren er lukket og de kommer ikke ind. Jeg kan ikke holde til at være på hele tiden. For så har jeg ikke overskud til at være mig selv. Og skal man være noget for andre, skal man også kunne være sig selv, fortæller Tove.

Samtale kan tage trykket

Heldigvis er der nogle, der ved nøjagtig, hvordan Tove har det, når de forbudte tanker melder sig. 
Og nogle som kan forstå, hvad hun taler om, når hun siger, at hun ikke gider sine børn. Nemlig andre pårørende.

- Første gang jeg mødte og talte med andre pårørende var det en lettelse. Endelig var der nogen, so ikke så skævt til mig og ikke stillede spørgsmål til, hvordan jeg kunne tænke sådan. De forstod hvad jeg talte om, fordi de selv havde oplevet det samme som mig – eller noget der ligner, husker Tove.

Siden den dag har hun været aktiv i forskellige foreninger og ved arrangementer for pårørende.

- Hvis jeg kan hjælpe nogle mennesker derude, så de ikke skal igennem lige så mange år som mig uden at have nogen, der kan forstå dem, så gør jeg det med glæde. At være sammen med andre pårørende giver ny luft. Bare tanken om, at man ikke er den eneste i verden, der har det sådan, er fantastisk. Derfor kan jeg slet ikke anbefale nok, at man deltager i arrangementer for pårørende.

Er du pårørende til en psykisk syg, har Tove fire gode råd.

1. Man når altid længere med ros end med ris. Også selv om det kan være svært ikke at skælde ud.

2. Tal med nogen, der forstår dig. Det gør andre pårørende.

3. Sæt grænser for, hvad du vil tillade. Psykisk syge skal ikke altid tages med fløjlshandsker. Nogle gange skal de, men det er vigtigt, at der også er plads til dig som mennesker og at de ikke fylder det hele.

4. Del dine tanker og erfaringer med andre pårørende. Måske kan du hjælpe dem. Og det letter altid hjertet at hjælpe.

Du kan tilmelde dig dagen ved at følge linket her:
https://link.rm.dk/2jrtneG