Alle regionsrådet partier står bag budgetaftalen, der tilfører psykiatrien ekstra 50 mio. kroner varigt fra 2019. Af budget aftalen fremgår det, hvordan politikerne vil løfte psykiatrien.

Der afsættes her og nu 10 mio. kr. årligt frem til 2020 til at styrke personalenormeringerne. Det sker for at bibeholde og etablere yderligere buffersenge på Aarhus Universitetshospital Psykiatrien.

Således bliver der op til 12 buffersenge i voksenpsykiatrien og to buffersenge i børne- og ungdomspsykiatrien. Omregnet til fuldtids-senge svarer det til 4 – 7 senge. Det forventes samtidig, at en stigende bemanding vil medføre færre udgifter til plejepersonalets over- og merarbejde, vikarer og sikkerhedsvagter. Derefter evalueres behovet for buffersenge.

Derudover har politikerne aftalt, at styrke psykiatrien her:

  • Etablering af 12 ekstra senge i Viborg i slutningen af 2020.

  • Fokus på rekruttering og fastholdelse samt kompetenceudvikling

  • Øget anvendelsen af peer-medarbejdere i psykiatrien

  • Udvikling af Aarhus Universitetshospital Psykiatrien og de højtspecialiserede funktioner

  • Fokus på at styrke den udadgående ambulante kapacitet i voksenpsykiatrien

  • Fokus på at permanentgøre og udbrede de tværfaglige udadgående teams (TUT) i børne- og ungdomspsykiatrien.

  • Styrket samarbejde med kommunerne, evt. gennem etablering af flere psykiatrihuse og ambulante døgnpladser.

  • Videreførelse af det kreative værksted i Aarhus Universitetshospital Psykiatrien.

  • Afklaring af mulighederne for at indgå en aftale med Pårørenderådgivningen SIND.

  • Prioritering af non-farmakologiske behandlingsmuligheder i psykiatrien.

Forligspartierne vil blive forelagt et samlet udmøntningsforslag i december 2018, herunder forslag til konkrete succeskriterier for målopfyldelse. Det indebærer blandt andet nedbringelse af tvang, genindlæggelser, patienttilfredshed og medarbejdertilfredshed m.v.

Artiklen er lagt på nettet 5. september 2018