21.09.2023

Fire målrettede indsatser

I 2022-2023 er der sat ekstra fokus på forebyggelse af selvmord og selvmordsrisikovurdering gennem fire målrettede indsatser:

  • Bedre samarbejde med pårørende: I efteråret 2022 undersøgte afdelingerne de pårørendes oplevelser af at blive inddraget i patientens forløb og behandling. Det udmøntede sig i en rapport, og på baggrund af rapporten har afdelingerne igangsat lokale indsatser.
  • Fælles journalaudit: I efteråret 2022 gennemførte Psykiatrien den første fælles journalaudit med fokus på forebyggelse af selvmord og overgang mellem sengeafsnit og ambulatorier. Den 20. september 2023 bliver der gennemført en audit, der følger op på resultaterne fra sidste år.
  • Læringsseminar: I 2022 blev der afholdt et læringsseminar for alle afdelinger med fokus på forebyggelse af selvmord. Her blev der delt viden om forbedringsindsatser, og der var mulighed for at inspirere eller hente hjælp. Den 14. december 2023 afholdes endnu et læringsseminar for ledere og medarbejdere i klinikken. 
  • Relevante retningslinjer og materialer: Der arbejdes med at få opdateret og justeret de kliniske retningslinjer, der bruges i arbejdet omkring forebyggelse af selvmord. 

Særlig indsats i Regionspsykiatrien Gødstrup

Foto: Simone, Renate og Irene er udviklingssygeplejersker i Regionspsykiatrien Gødstrup og en del af forbedringsgruppen.

Lokalt bliver der også arbejdet aktivt med forebyggende indsatser. I Regionspsykiatrien Gødstrup har der eksempelvis været en særlig indsats på det ambulante område omkring vurdering af selvmordsrisiko ved første fysiske fremmøde.

Afdelingens udviklingssygeplejersker, der er en del af forbedringsgruppen i Gødstrup, har holdt oplæg i alle ambulante teams og været med til at sikre, at alle medarbejdere har de rette kompetencer til at vurdere selvmordsrisiko. Det har blandt andet været ved at henvise til det nye e-læringsprogram for selvmordsrisikovurdering.

Målet har været at højne niveauet og antallet af vurderinger, og udviklingen er blevet fulgt tæt via tavlemøder og datarapporter. Indtil videre har det været en succes, hvor andelen af gennemførte vurderinger er steget markant.

Nationalt fokus på forebyggelse af selvmord

I Danmark har der siden 2017 været et Nationalt Partnerskab til Forebyggelse af Selvmord og Selvmordsforsøg, som på tværs af centrale aktører på området er med til at opbygge mere viden om selvmord og selvmordsforsøg.

Der er også et nationalt Center for selvmordsforskning, som har til formål bl.a. at forske i belastende og beskyttende faktorer for selvmordsadfærd og anden selvskadende adfærd.

Der er desuden organisationen NEFOS, som yder støtte og rådgivning til alle, der oplever at være påvirket af andres selvmordshandlinger.

Indsatser for forebyggelse af selvmord er også en del af Psykiatriens 10-års plan, hvor målet er, at: "Mennesker med selvmordforsøg og selvmordstanker modtager et rettidigt og kvalificeret tilbud om udredning og behandling".