16.05.2023

Vi har altid kroppen med os – så hvorfor ikke bruge kroppen som et redskab til håndtere og mestre vores psykiske lidelse?

Sådan svarer Natasja Prior på, hvorfor hun arbejder med psykiatrisk fysioterapi. Natasja er fysioterapeut på det retspsykiatriske sengeafsnit for grønlandske domspatienter.

Psykiatrisk fysioterapi er utroligt spændende at arbejde med. Vi arbejder med alt fra forstyrrede kropsoplevelser, nedsat kropskontakt- og bevidsthed og mestringsstrategier til f.eks. at håndtere svære tanker, følelser eller traumer, som kan forplante sig i bevægeapparatet
- Natasja Prior, fysioterapeut på det retspsykiatriske Sengeafsnit R3 i Skejby.

Ingen plads på de gængse hylder

Under sit fysioterapeutstudie havde Natasja svært ved at mærke, at hun passede ind på de gængse hylder. Hun kunne ikke se sig selv som fysioterapeut i en klinik, på et lokalcenter eller på det almene hospital.

Det kom så langt, at Natasja var lige ved at droppe ud på 5. semester. På 6. semester blev hun dog introduceret til noget, hun kunne se sig selv i. Psykiatrisk fysioterapi i praksis.

- Vi havde kun undervisning i psykiatrisk fysioterapi i tre dage på uddannelsen. Men jeg synes virkelig, det var interessant – så jeg var så heldig, at jeg kom i en 10 ugers praktik i Afdeling for Depression og Angst. Her kunne jeg prøve specialet af i praksis.

Som nyuddannet kan det være svært at finde den rette hylde. Men Natasja var ikke et sekund i tvivl om, at hun her havde fundet sin.

Jeg har fundet min plads i Psykiatrien. Det er et givende speciale, men det er også et område, som har meget at byde på, og som udvikler mig fagligt som personligt. For mig er det enormt vigtigt, at psykiatriske patienter får en behandling, der kan supplere medicin og samtaler.

Et arbejde med mening

Retspsykiatriske patienterne er ofte indlagt i længere tid end i almenpsykiatrien. Ofte er deres forløb flere år. Det er også den tidsramme, der gør det særligt interessant for Natasja:

- Det er muligt at opbygge en god, bærende relation til patienterne, hvor jeg lærer deres person og interesser at kende. Derudover får jeg et indblik i den grønlandske kultur, som personligt har udvidet min forståelse og viden om det grønlandske folk.

Det er alt fra ledelse til personale og patienter, der gør, at Natasja går glad på arbejde hver dag – bl.a. fortæller hun, at den faglige sparring blandt fysioterapeuterne fungerer virkelig godt:

Jeg kan mærke og se på vores patienter, at de værdsætter mit arbejde. De er glade for det, jeg kan tilbyde og hjælpe dem med - også patienter fra de andre sengeafsnit, da mange af vores fysioterapeutiske indsatser foregår på tværs. Derudover bliver mine arbejdsforhold som fysioterapeut prioriteret, og jeg føler mig fagligt værdsat. Det er noget, jeg finder virkelig vigtigt for min arbejdstrivsel.