At blive lagt i seng - fastspændt med et bælte om maven lyder ikke tiltalende for ret mange af os. Men for 20-årige Rikke er bæltefiksering ikke kun noget negativt – faktisk ville hun ikke have undværet det. Og Rikke ved, hvad hun taler om.

I dag er Rikke ikke længere patient i psykiatrien. Hun bor sammen med en veninde og er i fuld gang med en ungdomsuddannelse. Hun er veltalende, reflekterende og virker på ingen måde som en, der har været helt derude, hvor løsningen var et bælte om maven.

Vi mødte Rikke en regnfuld søndag. Til en snak om hvordan det er at blive bundet til en seng. Om den form for tvang er nødvendig og kan opleves som noget positivt – og om hvordan det kunne gå sådan?

Som 14-årig blev hun indlagt med spiseforstyrrelser på et psykiatrisk hospital, og har siden været bæltefikseret flere gange end de fleste. Alene under en senere indlæggelse på AUH Risskov blev hun fastspændt til sin seng 168 gange på bare syv måneder. Det er på ingen måde almindeligt med så stort et antal bæltefikseringer, der kun bruges i yderste nødstilfælde, når patienten vil skade sig selv eller andre, eller har gjort det.

Men som vi skal høre, er historien om Rikke, heller ikke almindelig.

 

God og dårlig fiksering

Rikkes oplevelser med bæltefiksering er både gode og dårlige. Hendes første møde med bæltefiksering var på AUH Risskov. Det var den allerførste aften, hun var indlagt og hører til i den dårlige kategori.

- Jeg har læst mig frem til i mine journaler, at jeg skulle have slået hovedet ind i væggen. Der står ikke noget i journalerne om, at det var voldsomt. Det står der så mange andre steder i mine papirer, fortæller Rikke.

Hun mener ikke, at hun skulle have været fikseret den aften, men har et bud på, hvorfor hun blev det:

- Måske har personalet tænkt, jeg havde brug for at falde ned og finde ro - og at det var et middel til at få mig hurtigt udskrevet igen. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at den bæltefiksering er jeg ikke enig i. Det er jeg i så mange andre, understreger Rikke.

For Rikke har haft brug for at blive bæltefikseret. Den ro hun ikke fandt første aften, fandt hun senere. Og lærte at bruge fiksering til at slappe af:

- Måske lyder det mærkeligt. Men det at blive bæltefikseret kan faktisk give ro. Når hverdagen er præget af tanker om, hvordan man kan skade sig selv, kan en bæltefiksering være det helt rigtige. Når man ligger der – og ikke kan rejse sig - ved man godt, at det ikke nytter noget at tænke tanker om selvskade. Det er alligevel umuligt at skade sig selv – og så kommer roen.

 

Snød sig i bælte

Bæltefiksering kan altså - ikke bare i Rikkes tilfælde - bruges til at få slappet af. Til at få stoppet den dårlige tankerække om for eksempel selvmord og mindreværd.

Men en bæltefiksering kunne for Rikke også bruges til noget andet:

- Da jeg var på Risskov, ville jeg ikke væk. Jeg var bange for, at de tanker jeg havde, ville tage til i styrke, hvis jeg kom tilbage på det bosted, hvor jeg boede dengang. Derfor blev jeg panisk, når personalet begyndte at tale om, at jeg var ved at være klar til at komme hjem. Jeg var bange for, at jeg ville gøre noget helt vildt.

- Hvad var du bange for, at du ville gøre?

- Jeg var bange for, at jeg ville slå mig selv ihjel.

Rikke blev ikke sendt hjem hurtigt. Hun slog heller ikke sig selv ihjel. I stedet udviklede hun en forsvarsmekanisme, som hun kunne trække frem og bruge, når personalet mente, hun var i bedring og måske snart skulle hjem.

- Jeg fandt ud af, at hvis jeg havde været bæltefikseret, gik der et stykke tid, før personalet igen begyndte at tale om at sende mig hjem. Så når der blev talt om, at jeg var i bedring, lavede jeg noget lort og kom i bælte. Så var jeg i sikkerhed et stykke tid. På den måde skulle jeg ikke hjem til bostedet med det samme. 

- Hvordan har du det med, at du selv fremprovokerede mange bæltefikseringer?

- Blandet. Jeg er ikke stolt af det - og har faktisk ikke fortalt nogen om det før. Men samtidig tror jeg, at det var med til at redde mit liv.

 

Kan ikke forestille sig en psykiatri uden bæltefiksering

Selv om Rikke har sagt farvel til psykiatrien i dag, er hun ikke uden holdninger til bæltefikseringer eller psykiatrien som helhed. På trods af et kæmpestort antal fikseringer er Rikke ikke modstander af bæltefikseringer. Tvært om:

- Jeg kan slet ikke forstille mig, at der ikke var bæltefiksringer i psykiatrien. Nogen gange er man, som patient, helt derude, hvor der skal noget særligt til. Noget man ikke kan kæmpe i mod. Noget der holder en fast. Som et bælte, siger Rikke.

Til gengæld kan hun godt komme med ideer til, hvordan man kan undgå nogle af fikseringerne og gøre psykiatrien bedre.

- Jeg tror, det handler om penge. Var der flere penge til flere personaler, færre nye vikarer og tid til at gøre ting sammen som patient og behandler, ville meget være bedre, tror jeg, siger Rikke, der kommer i tanke om nogle af de ting, der rykkede hende, da hun var indlagt:

- Noget af det der gjorde, at jeg glemte at gøre dumme ting – eller at fremprovokere en fiksering var for eksempel, hvis personalet havde tid til at sætte sig på mit værelse og måske bare se nogle feriebilleder. Eller tale helt stille. Det virkede i hvert fald nogle gange. Andre gange var der ikke noget, der hjalp. Jeg ville bare skade mig selv. Og så var det kun bæltet, der kunne hjælpe.

 

Rikke er et opdigtet navn. Redaktionen bag "Psykiatrien i Region Midtjylland" kender Rikkes sande identitet.