I en tid hvor vi oftest kun hører om, hvad psykiatrien ikke gør godt nok; at folk bliver overmedicineret, svigtet, at antipsykotisk og antidepressiv medicin slet ikke virker, men at det hele er en stor konspirationsteori omkring organiseret fornægtelse og kriminalitet, er der også brug for gode historier.

Der er i medierne kun fokus på alt det negative, og ja, jeg giver ret i, at der er meget, som kunne forbedres og gøres anderledes.

Jeg kan selv nævne de første 20 ting, som skulle være anderledes og bedre, men jeg kan også fortælle noget godt omkring psykiatrien. De gode historier hører vi ofte ikke, så derfor dette lille opråb omkring at der også findes den gode behandling i psykiatrien til trods for, at der er meget som kan og skal være anderledes. Der findes behandlere som brænder for deres job, og kærer sig om deres patienter. De som har tålmodighed og omsorg for os, skal også huskes og anerkendes. For jeg er EN AF OS, og har fået hjælp af psykiatrien til at få mit liv tilbage, både via samtaler og medicin.

Min historie begynder for nogle år tilbage, hvor jeg blev syg med en svær depression som 27-årig. Jeg endte med at blive indlagt, da jeg ikke længere ønskede at leve.

Jeg ønskede ikke at starte med medicin, da jeg var overbevist om, at jeg ville få bivirkninger, og at det alligevel ikke ville virke.

Jeg startede dog op på det, og det er jeg den dag i dag rigtig glad for. Jeg var ikke imponeret over at være patient på et sengeafsnit i psykiatrien, der skete en del fejl i min behandling, og jeg havde en følelse af ikke at blive set og hørt. Jeg var derfor svært negativ, da jeg skulle starte op i lokalpsykiatrien efter endt indlæggelse. Ja, for at sige det lige ud, så havde jeg dømt dem til at være nogle inkompetente idioter. Men med tiden viste det sig, at jeg skulle tage så grueligt fejl.

Positivt møde med lokalpsykiatrien

Jeg mødte op med en del forbehold, da jeg skulle møde mine nye behandlere, og tænkte, at det nok blev en kort samtale og at jeg nok ville blive afsluttet ret hurtigt, grundet de nye pakkeforløb som man tildeles i psykiatrien.

Tillid, det havde jeg ikke noget af til dem.

Jeg havde det stadigvæk elendigt, og ikke magtede selv de mindste ting i min hverdag.

Bare det at skulle gå i bad, virkede som en uoverskuelig opgave. For at sige det lige ud, så var livet elendigt og jeg havde opgivet det. Jeg havde opgivet at få hjælp af psykiatrien og jeg havde opgivet, at medicinen skulle virke.

Samtalen med lokalpsykiatrien, den varede længe, nok omkring to timer. Det var en virkelig grundig samtale og for første gang følte jeg, at der var nogle der tog mig alvorligt. De kunne se, jeg havde brug for hjælp, og bare som et knips med fingrene fik jeg to distriktssygeplejersker, som kom og besøgte mig hjemme to gange om ugen.

De snakkede med mig, hjalp mig med min hverdag, og hjalp mig til at indse at jeg havde behov for medicin. I starten var jeg dybt irriteret på dem og ikke særlig venlig i kontakten, hvis man kan sige det på den måde. Men de holdt ved, blev ved med at fortælle mig, at de gerne ville hjælpe mig. De sagde til mig utallige gange, at jeg nok skulle få det bedre. De opretholdt et håb for mig, som jeg ikke selv kunne skimte det mindste af på dette tidspunkt. De viste en omsorg og forståelse for mig, som er svær at beskrive. Men det er en følelse som man kan mærke helt ind til knoglerne, når nogen oprigtigt vil hjælpe en.

I dag er jeg taknemlig for, at de holdt ved.

De blev ved og ved med at kæmpe for mig, til trods for at jeg var rigtig strid over for dem. Jeg har undskyldt mange gange senere hen for min opførsel, men de siger, at det skal jeg ikke tænke på, at det gør ikke noget.

Lægen, jeg fik tilknyttet, ønskede også at se mig hver 14. dag. Det overraskede mig utroligt meget, for lægen på sengeafsnittet, så jeg kun 2-3 gange på de seks uger. Lægen i lokalpsykiatrien brugte enorme mængder tid på mig, både for at komme ordentligt til bunds i det hele, finde den rette medicin, og for at kunne hjælpe mig bedst muligt.

Tak for hjælpen og for livet

Det som jeg troede skulle blive en kort kontakt, har nu været en kontakt i over 2 1/2 år.

Jeg har tit bandet lokal psykiatrien langt væk og ønsket at stoppe, men hvor er jeg taknemlig for i dag, at jeg ikke gjorde det.

For uden dem, uden mine distriktssygeplejersker, læge og medicin (ja, også mine venner) havde jeg ikke været her i dag.

Jeg får tre forskellige former for medicin, har ingen bivirkninger, kun virkning. Går i et intensivt terapiforløb, og har en lokal psykiatri, som altid er der for mig. De er fleksible, lyttende og omsorgsfulde over for mig, og vil strække sig utrolig langt for at hjælpe mig. De lærer mig at passe på mig selv. Jeg har stadigvæk meget at lære, men min pointe er: Jeg fik hjælp af psykiatrien, jeg fik livet tilbage takket være en specialiseret indsats. Jeg er tilbage på mit arbejde fuldtid, har en normal hverdag, nyder at være i live, og glad for at vi har et sundhedsvæsen i Danmark, som hjælper én, når man har behov for det. 

Der findes gode forløb i psykiatrien, hvor omsorg, støtte og en specialiseret indsat er i højsæde, disse skal vi ikke glemme i en tid, hvor det at fremhæve det dårlige ofte får mere ørenlyd end det positive.

Tak til psykiatrien i Region Midtjylland for at have givet mig livet tilbage.

 

Mange hilsner fra en anonym bruger.