"E2 er et sengeafsnit for voksne. Det er et specialiseret døgnafsnit for patienter med affektive sygdomme – mani, angst og depression."

Sådan står der på hjemmesiden - og det var med den viden jeg mødte op i Herning. Jeg betragter mig selv som et menneske med højt til loftet på flere planer. Alligevel havde sætningen "mani, angst og depression" sat indre billeder i gang: E2 er sikkert sådan et sted med lås for døren, tremmer for vinduerne og hvor begreber som "fise rundt som fluer i flaske" og "sov med det ene øje åbent" er helt på sin plads.

Lad det være sagt med det samme: Der var stille - helt stille på E2, denne fredag. Ganske vist var døren ind til og ud af afdelingen låst og jeg måtte pænt vente på at blive lukket ind. Men bortset fra det lignede afdelingen til forveksling en gang på det plejehjem, hvor min salig farmor brugte den sidste tid af sit levende liv. I hvert fald med hensyn til aktivitetsniveauet.

E2 fremstod denne dag som et meget stille lang gang med tolv sengestuer, opholdsrum, køkken og personalestuer og møderum. Og så var afdelingen som sagt besynderligt tom.

　

Morgenmad og gymnastik

Tomheden skyldes ikke, at der ikke var beboere på de tolv stuer. Snarere at jeg ankom forholdsvist tidligt og de indlagte enten var ved at få øjne eller morgenmad i køkkenet.

Efter at have hilst på en del af personalet og fået en kop kaffe skete der noget. Afdelingens indlagte samlede sig i køkkenet til morgensang.

Vi skulle synge "Svantes lykkelige dag", have morgenmøde og efterfølgende gymnastik.

Under morgenmødet, blev patienter og personale mindet om, hvem der var kontaktpersoner for hvem. Bagefter - mens vi strækkende og vrikkende fik hørt en meget populærmusisk version af Leonard Cohens "First we take Manhattan", havde jeg god til at se de indlagte an – og omvendt.

Under kyndig, smilende og charmerende vejledning af en ergoterapeut vrikkede en ældre nydelig gråhåret dame for i køkkenet, mens en mand på min egen alder (sin bedste, naturligvis) og en ung mand i 20'erne stod ude på gangen og stampede lidt med fødderne i takt til musikken.

Gymnastikken var på ingen måde svær at følge med i. Arme op mod loftet, lidt ned i knæ og forfra igen. Men hvad gymnastikken måske manglede i udfordring, havde den til gengæld i vigtighed.

- Gymnastikken giver en god fornemmelse for egen krop. Noget vi arbejder meget med på afdelingen – og hvis du har undret dig over, hvorfor vi tramper så meget, er der faktisk en god forklaring. Det giver en god grounding, altså jordforbindelse. Og så har gymnastikken den fordel, at alle – også du og jeg, der ikke er syge – får det bedre af motion, forklarer ergoterapeuten.

Da gymnastikken er færdig, sætter de to fodstampende mænd sig ved et lille bord på gangen og begynder at tale sammen.

Jeg lister mig hen for at være med på en lytter. Deres samtale lyder som en helt almindelig samtale mellem gennemsnitsmænd. Altså lige dele praleri, røverhistorier og anekdoter om damer og biler. Der er ikke umiddelbare tegn på, at de skulle fejle noget – eller være et sted i livet, hvor de ikke selv kan følge med. Det gør sig nu gældende for alle de patienter, jeg møder denne dag. De ligner, det de er. Et udpluk af den helt almindlige danske befolkning. Men med den forskel at langt de fleste af os ikke har brug for at være på E2 en periode af vores liv.

 

Fællesskab over en forsvunden kyllingeburger

Selv om E2 var stille og rolig, er det ikke altid sådan. De ansatte er udstyret med alarmer, så man kan tilkalde kolleger fra andre afdelinger, hvis noget går galt, eller en patient reagerer voldsomt.

Derfor er det også vigtig, at personalet har 100 % tillid til hinanden og sørger for at få klemt aktiviteter ind i en travl hverdag, der kan opbygge og understøtte tilliden.

En af de ting man gør, er at spise sammen hver fredag. For når maven bliver fyldt, er man lige – uanset om man er overlæge eller Social og Sundhedsassistent. Sådan er det også denne fredag, hvor overlægen oven i købet må lide den tort, at hans kyllingeburger er blevet forbyttet, så han i stedet får en stor kyllingesalat.

 

Bordet rundt

Inden fællesfrokosten har personalet konference. Her taler man om de nytilkomne patienter og giver en vurdering af dem. Vurderingen foregår efter et talsystem, der beskriver tilstanden hos patienten. Her kunne man godt tro, at overlægen - måske i samarbejde med en sygeplejerske – fik sat nogen tal på patienterne i en ruf. Sådan er det ikke. Naturligvis er det overlægen, der har sidste ord, hvis der er uenighed om, hvilket tal den enkelte patient skal tildeles, men ellers er det en meget, meget flad struktur, der er på en konference på E2.　

Konferencen starter med at patientens kontaktpersoner giver en kort beskrivelse af den indlagte. Herefter kan kolleger spørge ind til patienten, hvorefter alle skriver et tal, som altså skal fungere som en slags nøgle til, hvilken patient, man har med at gøre. Jeg fik i dagens anledning også lov til at byde ind med tal. Mit første bud på en patient var 37, som faktisk også endte med at blive patientens tal. Herefter ramte jeg helt galt hver gang. Så hvis der skulle sidde en politiker og læse med, kan man altså ikke sætte journalister til at arbejde som overlæger på E2 for at spare penge.

Til gengæld kan man som politiker være stolte over den indsats personalet yder. Også på E2. Der er slet ingen tvivl om, at alle – uanset stilling – lægger mere end bare 37 timer i jobbet. Der er – personificeret ved ergoterapeuten med morgengymnastikken – en vilje til at gøre det absolut bedste for patienterne.

Da frokosten er ovre har ergoterapeuten fri, men synes alligevel at hun skal vise E2's nye lokaler i kælderen frem. Så hun bruger lige en halv time på at vise de kreative rum, styrketræningsrummet og den nyindrettede gymnastiksal frem. 

Under rundvisningen er engagementet tydeligt. Det nærmest lyser ud af hende, hvor godt det er, at patienterne har mulighed for at lave andet, end bare være på afdelingen og få tiden til at gå:

- Vi er nødt til at skabe nogle rammer, for de mennesker der er her, som understøtter den behandling, vi giver. Derfor er jeg også stolt af, at vi kan tilbyde alt fra kreative aktiviteter over fysisk udfoldelse. For når patienterne trives, er det en større tilfredsstillelse at gå på arbejde.