På jomfrurejse i børnepsykiatrien

Du skal på besøg på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter i Herning. Skriv hvad du ser - og fortæl hvad du oplever, lød opgaven.

Efter ganske kort research og en telefonsamtale med overlægen Tine stod følgende på blokken:

”Porøse børn. Undgå at fylde for meget. Husk at trække vejret.”

Det sidste var ubetinget det vigtigste. For efter en biltur med store uheld på motorvejen, udsigt til roadrage-slagsmål i midterrabatten og tristesseradio om krænkelser på kvinder, skulle der lige et par dybe vejrtrækninger til, før jeg gik ind ad døren på Skolegade 75 i Herning.

Skolegade 75 er en lav rødstensbygning med smalle linoleumsbelagte gange. Ind imellem åbner gangene sig op til større venterum, hvor forældre og børn med kaffekopper og iPads slår tiden ihjel, eller får nerverne i ro. For Skolegade 75 er for manges vedkommende et sted, der får konsekvenser for deres videre liv.

Konference – en slags bilsyn for mennesker

Første punkt på dagen er at lytte med til en konference. Her indtræffer en ægte aha-oplevelse. En konference er nemlig ikke altid noget, der foregår i aula, hvor man hører om ny forskning, resultater eller lignende. I et lille kontor blev jeg mødt af en lammende tavshed fra personerne om det forstørrede rektangulære kontorbord. Tavsheden bliver kun afbrudt af overlægen, der rutineret taler i diktafon. Da indtalingen er omme, får vi sagt hej, skænket kaffe og der bliver skiftet lidt ud i personalesammensætningen.

Om bordet sidder nu en psykolog og en læge – begge fra det børnepsykiatriske afsnit - og overlægen Tine. Hun åbner med at præsentere mig for de andre og forklarer, at jeg har tavshedspligt, så vi kan tale åbent og frit. Så starter konferencen.

Over en lille halv times tid opridses en drengs historie. Fra hans tid som foster, det første besøg hos egen læge - over mødet med en psykolog – til de oplevelser han har haft i forbindelse med sin skolestart. Meget af snakken foregår i et sprog, der for lægmand virker som en ubrydelig kode, der benyttes til særligt fortrolige oplysninger, hvilket det bestemt også er. Altså fortroligt.

Historien er trist. Forstået på den måde at et lille liv allerede har oplevet flere store udsving og vanskeligheder, end mange af os andre skal igennem på et helt liv. Alligevel er mange af de symptomer og historier om barnet, noget jeg – og med mig mange, mange andre – kan kende fra eget liv. Der bliver sagt flere ting, hvor jeg tænker, at det passer på mine egne børn.

- Jeg synes, jeg kan genkende flere ting fra mit eget liv. Både hvordan jeg var som barn, og hvordan mine egne børn gebærder sig. Betyder det så, at der er et eller andet galt, spørger jeg, og er en anelse urolig for, hvad svaret må være.

Heldigvis bliver jeg beroliget. Først af tre brede smil og seks venlige øjne. Så kommer der ord på.

- Nej, på ingen måde. Et er at have nogle reaktionsmønstre, der måske er besværlige. Noget helt andet er, ikke at kunne lære af de besværlige og helt naturlige reaktionsmønstre. Enten med hjælp fra andre eller af livet generelt. Hvis man ikke kan det, er det måske et tegn på, at man ikke er som flertallet af børn, forklarer de tre om bordet.

Således beroliget fortsætter konferencen. Det er tydeligt, at barnet, der tales om, ikke er som børn er flest. Det er ikke nogen nem historie, han bærer rundt på. Efter en lille halv time, tager Tine mikrofonen og dikterer. Fem minutter senere har barnet diagnosen F84.0 – infantil autisme. Bum.

Uværligt kommer jeg til at tænke på, da min gamle Opel Kadett var til sit sidste syn. Der er mange lighedspunkter. Et objekt kommer ind i den ene ende og bliver undersøgt og vurderet for uregelmæssigheder og anormaliteter. Efter forholdsvis kort tid, kommer et stykke papir, hvor der står hvad der er galt. Både med dette og hint.

Det billede vil jeg præsentere for Tine, når vi kommer ned på hendes kontor.

Heldigvis er der hjælp at hente

Min salig Opel Kadett, klarede den ikke. Den blev aflivet i en kværn hos en ophugger. Og selv om vi heldigvis er for civiliserede til at behandle mennesker sådan herhjemme, præsenterer jeg alligevel Tine for historien om bilen og min sammenligning.

Overlægen lytter og lægger hovedet en anelse på skrå. Hun skal til at svare, men stopper. En lille krusning i mundvigen forandrer sig til et skævt smil, mens hun tænker. Det er tydeligt, at hun umiddelbart ikke køber sammenligningen. Alligevel svarer hun på den groft forenklede sammenligning med bilsynet.

-Ved et bilsyn tager man ikke stilling til, hvem der har produceret bilen – er det en Trabant eller en Audi - hvilke veje den har kørt på, eller hvordan den er blevet vedligeholdt gennem årerne, svarer hun.

Efter en kort pause fortsætter hun:

- Og endelig er der jo også biler, der er så medtaget, at de må kasseres. Så jeg køber ikke helt dit billede, smiler hun, rejser sig og går op til en tavle, tager en sprittusch og går i gang med at tegne de veje børn kan have ind i – og gennem psykiatrien

De børn og unge man modtager på Skolegade 75 er blevet henvist. Det kan være fra en børneafdeling, PPR-samarbejde, egen læge, eller fordi barnet har været forbi den psykiatriske skadestue og har brug for akut hjælp. Når først de små mennesker er inde i systemet, bliver der taget grundigt og omsorgsfuldt hånd om dem.

Alligevel kan man måske godt få den fejlagtige opfattelse, at man på Skolegade er meget ensidigt fokuseret på at få stillet en diagnose. Påhæftet et nummer, ind i protokollen og så i gang med næste forrevne lille sind.

- Diagnosesystemet er sekundært. Det handler om at få sat fokus på barnets udfordringer og give redskaber til udvikling og fremtidig trivsel. Vi ser et unikt barn, når vi taler om det og dets udfordringer. Ikke som diagnosen F84.0. Når vi for eksempel har et barn med autisme, har vi set ét barn med autisme. Børn er ikke ens. Heller ikke selv om de har den samme diagnose. Derfor er der heller ikke kun en løsning eller anbefaling, som passer til alle børn med autisme. Vi ser desuden på barnets netværk og familie. Diagnosen er således en grov forenkling af en ofte kompleks problematik, men samtidig et vigtigt redskab for vores kommunikation med netop familie og netværk. Det er også vores opgave at hjælpe forældrene og netværket med at støtte deres barn. Og at give anvisninger til at få en ”normaliseret” hverdag, eller i det mindste en bedre hverdag.

Derfor dur dit ellers let forståelige billede med bilsynet heller ikke. Det er i hvert fald slet ikke fyldestgørende, forklarer Tine. Hun ser på sit ur og undskylder:

- Jeg skal altså lige ringe til nogle ansøgere og fortælle, hvem der har fået jobbet. Kunne du ikke tage frokost og så komme igen, når der er møde med sygeplejersker og læger?

Sygeplejerske med mere

Efter en tur gennem Herning, hvor det tilsyneladende ikke er unormalt at møde unge – ellers velklædte og normalt udseende – mennesker i badesandaler, er jeg tilbage på Tines kontor. Denne gang sammen med seks sygeplejersker.  Tine præsenterer mig og understreger igen, at jeg har tavshedspligt. Alligevel mødes jeg med en sund skepsis.

Mødet - den medicinsk konference – bliver afholdt to gange om ugen. Her kan sygeplejersker og læger følge op på de børn, som de hver i sær følger i medicinsk behandling.

Eksempelvis har en mor skrevet en mail omkring medicineringen.

- Mor (sådan siger man på BUC) er bange for, at den medicin hendes barn får, er gået ud af produktion. I hvert fald kan den ikke bestilles af apoteket længere, beretter en sygeplejerske.

Efter en ganske, ganske kort snak, bliver der fundet en løsning. Et andet barn bliver på mødet sat en anelse op i dosis. Og det aftales, at en sygeplejerske kontakter mor for at høre, om ikke barnet skal en tur fordi Skolegade 75.

Da den første sygeplejerske er færdig med ”sine” børn, rejser hun sig og forlader lokalet med mig. Normalt ville hun blive siddende og gøre runden færdig. Nu har hun i stedet indvilliget i en snak om sit arbejde.

Sygeplejersken, Vibeke, har jeg mødt tidligere på dagen. I kantinen. Her var hun temmelig skeptisk over for, hvad en journalist overhovedet lavede der. Men hvem ville ikke være det, hvis der pludselig står en journalist på ens arbejdsplads og begynder at stille spørgsmål?

- Er du sådan en BT-journalist, blev der spurgt i kantinen.

På Vibekes kontor bløder stemningen gevaldig op, som samtalen skrider frem. Der brydes fordomme ned. Både over for journalister og psykiatrien.

- Min fornemmeste opgave er at tilpasse mig det enkelte barn og den enkelte familie. Der er aldrig to sager, der er helt ens. Derfor er mit arbejde heller aldrig det samme, selv om det kan se sådan ud, fortæller hun.

Jeg nikker og tænker, at sådan er det også at være journalist.

- Ikke alle forældre er lige ressourcestærke og måske har forældrene, eller den ene af dem, selv iboende vanskeligheder og udfordringer. Derfor kan man ikke behandle folk ens. Nogle gange er jeg nødt til at være meget direkte og konkret i min kommunikation. Andre gange virker det slet ikke, fortsætter hun.

- Hvad er forskellen egentlig på en sygeplejerske på et almindeligt hospital og så her hos jer.

- Det er i princippet den samme rolle. Vi har nogle opgaver, vi skal løse. Vores kerneydelse – både i somatikken (for menigmand et almindeligt sygehus, red.) og psykiatrien - er stadig at udrede, behandle og vejlede. I psykiatrien løser vi også hverdagsproblemer og slukker ildebrande. Vi har en lidt udefinerbar opgave, der betyder, vi også er det menneskelige ansigt – en man kan tale med. Vi skal også, mellem alle de andre opgaver, få forældre og pårørende til at slappe af. Vi skal være en ventil, når det brænder på. Det er ikke sikkert, jeg kan hjælpe konkret, hvis jeg får en opringning eller en mail. Men jeg finder tid til en snak og prøver altid at vejlede omkring, hvor de kan henvende sig, hvis ikke jeg kan løse problemet, fortæller Vibeke.

At normalisere det unormale

I løbet af samtalen er det tydeligt, at Vibeke ikke bare har et job. Hun er sit job. Flosklen med at brænde for noget er ikke bare en floskel, når det handler om sygepleje i psykiatrien. I hvert fald ikke her på matriklen. Vibeke tager naturligvis ikke sit arbejde med hjem. Efter mange år som sygeplejerske har hun lært at lade ”det værste” ligge på arbejdet.

Alligevel strækker hun sig langt for at hjælpe de børn og pårørende, som hun møder på sit arbejde. Og nogen gange er det, hun tilbyder, måske slet ikke, hvad man forbinder med klassisk sygeplejerske-arbejde.

- Jeg ser det som en meget vigtig opgave, hvis ikke den vigtigste, at hjælpe forældre og pårørende til at se og forholde sig til børnenes udfordringer og vanskeligheder, samtidig med at jeg også peger på den helt normale udvikling, et hvert barn er igennem. At et barn, der har fået en eller flere diagnoser også er en helt almindelig dreng eller pige, der udvikler sig og kommer i puberteten, siger hun alvorligt.

- Hvordan mener du?

- Hvis en forælder for eksempel kontakter mig og fortæller, at barnet ikke kan sove en nat eller tre i træk, fordi det er bange for at dø, er det min opgave at undersøge, om det beror på vanskeligheder pga. diagnosen eller berolige med, at alle kan have svært ved at sove i perioder og det ikke nødvendigvis har noget med en diagnose at gøre, at et barn har den slags tanker. Det er også helt normalt, at et barn mener, at forældrene er urimelige, verdens dårligste og alt hvad de voksne siger, er ekstremt dumt. Sådan er det i alle familier. Uanset om der er flyttet en diagnose ind i huset eller ej. Det unormale kan altså også være helt normalt.

Snakken bliver hægende ved de problemer, som nogle gange mistænkes for, at være andet end de er. Nemlig helt almindelige bump på livets vej. Vibeke understreger flere gange, at hun sagtens kan forstå, at man som forældre til et barn med diagnose, måske kommer til at overfortolke barnets signaler eller opførsel.

- Som forældre kan man godt føle sig alene. Føle, at man er den eneste med de udfordringer. Når man står midt i det, bliver man natteblind – og kan ikke se, at andre har samme udfordringer. Det gælder også, hvis barnet har søskende. Jeg stikker ikke blår i øjnene og siger, at det er helt normalt alt sammen. Men jeg fortæller, at deres barn altså også er en helt almindelig dreng, selv om han har en diagnose, fortæller hun indlevende.

- Hjælper den snak med dig så – eller skal der mere til?

Vibeke tænker sig om. Mit bud er, at hun godt ved, hvad hun vil svare. Men at hun vil være sikker på, at hun forklarer det bedst muligt.

- Jeg prøver altid at vejlede forældre og søskende i, hvor de kan finde andre, der har samme betingelser, som de har. Det kunne være at finde frem til interesseorganisationer, eller guide dem til hvor de kan finde grupper for forældre og pårørende til eksempelvis børn med autisme. Måske står det ikke i vores jobbeskrivelse, men jeg er ikke kun sygeplejerske. Jeg er også et menneske. Jeg ved, at det er forældrenes guld, de kommer med. Og den slags skal tages alvorligt og passes på. Så naturligvis gør vi det, siger Vibeke.

Vi er ved at have brugt den afsatte tid. Egentlig vil jeg gerne vide meget mere. Jeg har masser af spørgsmål og kunne måske godt have brug for at få forklaret enkelte ting en gang mere. Men jeg er udmærket klar over, at der er andre, der gerne vil tale med Vibeke. Andre med en langt vigtigere og menneskelig porøs dagsorden end min.

Så jeg takker af, pakker sammen og snor mig ad linoleumsgangene mod parkeringspladsen. Da jeg forlader Skolegade 75, tænker jeg på det første, der mødte mig, da jeg kom. En tydeligt ulykkelig præ-teen-pige med tårer i øjnene, der hastede ud af døren. Lidt efter kom en mand, måske hendes far. Han havde mere travlt med at finde sine smøger og tjekke sin telefon.

Pludselig er jeg lykkelig for, at jeg skal hjem til ulvetime. Til madlavning, opvask og en helt almindelig forstyrret teenager, der med stor sandsynlighed vil skælde ud over, hvor rærlig en far jeg er og at alle andre må alt. Jeg vil prøve at huske billedet af hende, der gik ud af døren. Og huske den dreng, der endte som F84.0. Den vej de skal ud på er så hård, at min mors evindelige mantra: ”Der er ingen, der har lovet dig, at livet er let” for en gangs skyld ikke slår til.