I andet afsnit af Psykiatriens historie ser vi på, hvad det så var man gjorde på Helbredelsesanstalten for Sindssvage i Nørrejylland.
Idemanden bag helbredelsesanstalten, Harald Selmer, satte i den grad sit aftryk på psykiatrien. Som den første overlæge på stedet satte han rammerne for behandlingen af de 120 patienter, der som de første flyttede ind i 1852.
Hvor man tidligere havde opbevaret psykisk syge, ganske ofte under kummerlige fængselslignende forhold, gik Harald Selmer anderledes radikalt til værks. De indlagte skulle bruges til noget. Forstået på den måde at de indlagte ikke bare skulle sidde og slå tiden ihjel med ingenting. Så når man var på helbredelsesanstalten, skulle man arbejde. Det vil sige,at hvis du var murer, gik du til hånde med småreparationer og mindre tilbygninger. På samme måder klippede indlagte frisører naturligvis andre indlagte. Harald Selmer troede på, at det at arbejde med noget man kunne og var tryg ved, kunne være med til at adsprede patienterne fra sygdommen. Det var, i følge Selmer, vigtigt, at alting ikke gik op i sygdom og at man huskede at holde fast i, at patienterne – trods sygdom – stadig var mennesker, der kunne bidrage.
I det hele taget var der en verden til forskel på, hvordan patienterne blev behandlet på den nye anstalt i Risskov. Det må have været en overvældende oplevelse at have siddet i en dårekiste i 1851 for så året efter at flytte ind på en sengestue og have sin relative frihed. For de indlagte havde deres frihed, så længe de ikke var selvskadende eller udfarende. Blev patienterne for voldsomme, kunne de spærres inde i særligt indrettede afdelinger. Men hvor fortidens dårekister var små kolde murstensrum eller primitive træbure, var den nye tids celler indrettet sådan, at patienterne kunne rase ud uden fare for at skade sig selv. Man kunne også blive fikseret - altså bundet fast - på Helbredelsesanstalten for Sindssvage i Nørrejylland, men først efter en tur i den blødt indrettede celle.
Første, anden og tredje klasse
De 120 patienter, der flyttede ind på Selmers hospital, var vidt forskellige. Akkurat som i dag rammer psykisk lidelse ikke en bestemt befolkningsgruppe. Derfor var der alt fra det finere borgerskab over håndværkere og kontorfolk til fattiglemmer indlagt. Naturligvis kunne de forskellige klasser ikke bo sammen. Sådan var datidens logik. Helbredelsesanstalten for Sindssvage i Nørrejylland var derfor indrettet med en første, en anden og en tredje klasse. Og der var virkelig forskel. Indlagte på første klasse skulle ikke arbejde og måtte selv bestemme, hvad for noget tøj de havde på – inden for anstændighedens grænser, forstås. I stedet for at arbejde skrev de digte, lavede avis eller læste bøger i et lyst indrettet bibliotek, der stadig kan ses på Ovartaci Museet. Førsteklassespatienter boede også på store værelser og sov i enkeltsenge. Enkelte af værelserne var eneværelser og havde et lille tilstødende kammer, hvor en tjenestepige/påklæderske kunne bo. Værelser lå med udsigt til park og hav og de privilegerede patienter boede tættest på, hvor overlægen boede. De gode værelser var møbleret med mahognimøbler og sengetøjet var af fin kvalitet. De fine fik også en bedre kost end de lavere klasser. Maden blev indtaget af musselmalede tallerkner og om søndagen var der vin til maden.
De indlagte på første klasse spiste fornemt. Og menuen var med for- hoved- og efterret - og vin om søndagen.
Arbejdsterapi for de lavere klasser
Sådan var det bestemt ikke på hverken anden eller tredje klasse. Her fik man udleveret tøj, når man ankom, sov på sovesale og måtte som sagt arbejde under opholdet. Anden klasse – middelklassen – fik lov at arbejde med det, de var uddannet til og måtte ligeledes selv vælge deres tøj. Underklassen – tredje klasse - udførte hårdt fysisk arbejde. Derfor skulle tredje klasse også have en anden og anderledes solid kost bestående af flæsk, brød, fedt og vand. De spiste af service, der på ingen måder var fornemt, sov i fyrretræssenge og gik i grå dragter af groft materiale, der blev udleveret ved indskrivningen.
Sådan kunne tøjet se for kvinderne på anden klasse.
Der var altså stor forskel på, hvordan man var indlagt i 1850'erne – og vi skal helt frem til 1928-29 før første klasse blev nedlagt. Her var den offentlige mening den, at det var upassende at have første klasses psykisk syge. Man fortsatte dog med arbejdsterapi helt frem til ca. 1970.
De fine patienter arbejde ikke. De fornøjede sig med at skrive digte og læse i morskabsstuen.
Forskellen på over- middel- og underklassen kom ikke kun til udtryk gennem tøj, kost og arbejde. Der var også stor forskel på, hvordan man blev indlagt og hvad det kostede. Overklassepatienterne blev indlagt af deres familier – efter en vurdering fra overlægen - og betalte selv, en efter datidens rammer, ret høj pris for opholdet. Middelklassen betalte også – en noget mindre pris – for opholdet. Også her var det overlægen, der tog stilling til om patienten skulle indlægges. Noget anderledes forholdt det sig med pøblen. Her betalte staten for opholdet - dog kun for de allerfattigste - og indlæggelsen blev ofte arrangeret på en lidt alternativ måde. Ude på landet var det ikke lige til at sende patienten til undersøgelse hos overlægen. Derfor var det den lokale præst, der kunne indstille til indlæggelse. Det betød i enkelte tilfælde, at man skulle passe på med at rage uklar med den lokale præst. Et eksempel på det, kan du læse i sidste afsnit om Psykiatriens historie, hvor vi dykker ned i historien om Søren Knudsen.
Men før vi når til Søren Knudsen, skal vi lige det sidste store hop fra ca. 1860 og op til samtiden. For hvordan behandlede man så patienterne - hvordan forskede man i psykiatri– og var 120 sengepladser nok til at dække hele Jylland? Det ser vi på i næste afsnit.
Artiklerne om psykiatriens historie er blevet til efter samtaler med Eddie Danielsen, informationsmedarbejder på Ovartaci Museet. Artiklerne er uden kildeangivelser og er ganske givet ikke 100 % historisk eller faktuelt korrekte. Vi håber, de fanger din opmærksomhed alligevel.