I første del af sommerføljetonen om psykiatriens historie ser vi på, hvorfor psykiatrien er indrettet, som den er. Hvorfor behandler vi, som vi gør – og hvornår begyndte man at behandle på egentlige hospitaler?

Vi spoler rask væk tilbage til attenhundredegrønhvidkål – mere nøjagtig til 1838, hvor en vis Harald Selmer blev uddannet læge fra Sankt Hans Hospital ved Roskilde.

Sankt Hans – eller Psykiatrisk Center Sankt Hans - var tilbage i det 13. århundrede spedalskhedshospital i København. I 1630 flyttede hospitalet til Roskilde og blevindrettet, så det fortrinsvis tog sig af fattige og borgere, der havde været udsat for en epidemi som for eksempel pest. Hospitalet havde også funktion som dårekiste. Altså et sted hvor man opbevarede dårer (sindssyge). En dårekiste var den primitive forløber for et egentligt psykiatrisk hospital. Her behandlede man ikke psykisk syge – her opbevarede man. Psykisk sygdom blev nemlig set som et moralsk onde, der skulle undertrykkes med straf og tvang.

I resten af landet var dårekister også almindelige. I byerne deltes kirken og hospitalerne ofte om at spærre de gale inde, mens man på landet selv tog sig af de ramte. De kunne være at de syge, alt efter graden af sindssyge, passede gæs, blev sendt på fattiggården eller i perioder, hvor sygdommen var værst, blev spærret inde i et dertil indrettet skur eller bundet fast – deraf udtrykket bindegal - så gal at man måtte bindes.

Selmers revolution 

Og så er vi tilbage ved Harald Selmer igen. I sin tid på Sankt Hans var han ikke imponeret af den måde, man behandlede psykisk syge på – eller måske rettere, ikke behandlede psykisk syge på. Harald Selmer var sikker på, at psykisk sygdom kunne behandles. Derfor satte han sig for, at modernisere sindssygevæsnet, som det hed i datiden.

Harald Selmer er den danske forfader til behandling af psykisk sygdom.

For at blive klædt bedst muligt på til en svær offentlig debat, tog han i 1847-48 på en omfattende europæisk rejse. Her besøgte han både moderne anstalter til behandling af sindssyge og stadigt fungerende dårekister.

Med sig hjem fra rejsen havde han, foruden en omfattende rejsedagbog,en ide om, hvordan sindssyge skulle behandles i Danmark. På rejsen blev han klar over, at nogle patienter med sikkerhed kunne helbredes, mens han også måtte erkende, at det ikke gjaldt alle.

Et kongeligt ja

Harald Selmer debatterede, hvor han kunne, og heldigvis var han ikke alene om, at ville revolutionere sindssygevæsnet. En lang offentlig debat, der var med til at gøde jorden for, at det i 1849 blev besluttet at opføre sindssygehospitalet i Risskov, der den gang lå uden for Aarhus. Forud for beslutningen lå et ihærdigt lobbyarbejde af Selmer, der fik overtalt både kongen og kancelliet i 1847. Det var i sidste øjeblik, Selmerfik overtalt konge og kancelliet, der i 1848 blev afløst af ministerier. Måske havde beslutningen så været endnu sværere at få igennem. Men nu havde kongen sagt ja til et sindssygehospital i provinsen – og så skete der noget.

Valget faldt på Aarhus, der i 1847 havde 5-6000 indbyggere, og hvor kirken og hospitalet deltes om dårekistefunktionen.

Det blev besluttet, at Risskov Krat skulle huse det nye hospital. Med en smuk beliggenhed gav det patienterne mulighed for ro i sjælen og med direkte adgang til Aarhus Bugten var placeringen ideel. Søbade var nemlig en del af behandlingen mod sindssyge.

Sådan så den ud - helbredelsesanstalten. I stueetagen boede overlæge Selmer og i fløjene tættest på overlægen boede de fine patienter.

1. september 1852 åbnede så Harald Selmers vision for behandling af psykisk sygdom. Helbredelsesanstalten for Sindssvage i Nørrejylland var en realitet. Her var der plads til 120 patienter. I begyndelsenvar alle patienter som udgangspunkt helbredelige og boede sammen. I 1860 blev der dog bygget en plejeafdeling for uhelbredelige. Behandlingen af patienterne var foruden søbade også en form for arbejdsbehandling. Denne behandling skal vi høre mere om i næste afsnit af Psykiatriens historie, hvor vi også ser nærmere på, hvor stor forskel der egentlig var på de indlagte, der var inddelt på første, anden og tredje klasse. Og lad os bare afsløre. Der var virkelig stor forskel.

Artiklerne om psykiatriens historie er blevet til efter samtaler med Eddie Danielsen, informationsmedarbejder på Ovartaci Museet. Artiklerne er uden kildeangivelser og er ganske givet ikke 100 % historisk eller faktuelt korrekte. Vi håber, de fanger din opmærksomhed alligevel.