I denne tredje afdeling af psykiatriens historie ser vi på hvordan Helbredelsesanstalten for Sindssvage i Nørrejylland, senere Jydske Asyl og Psykiatrisk Hospital i Risskov, udviklede sig. Både størrelsesmæssigt og med hensyn til hvilken behandling patienterne fik.
Da hospitalet blev opført i 1852 var det det første af sin art. Både som institution men også, når man ser på hvordan, behandlingen foregik. Først og fremmest troede man på – med overlæge Harald Selmer i spidsen – at psykisk sygdom kunne kureres. Behandlingen bestod,som nævnt tidligere, af søbade, arbejdsterapi og medicinsk behandling. I 1850'erne var det sparsomt med medicin – også til psykiatriske patienter. Man prøvede ganske vist at dulme sygdommene med blandt andet cannabis og morfin. Men cannabis havde den effekt, at patienterne blev for mærkelige.
Behandlingen af psykiatriske patienter var så at sige stadig uopdaget land, og vi skal helt frem til ca. 1920, før der sker et lille gennembrud. Her finder man ud af, at malariabehandling havde en gavnlig effekt på nogle af patienterne. Hvis en psykisk syg blev stukket af en malariamyg, ville malariaen "brænde" noget af sygdommen af. I 1930'erne kommer endnu et gennembrud. Her begynder man at eksperimentere med elektrochok. En behandling, der hurtigt viste sig, som effektiv og som gav resultater. Ideen til elektrochok kom i øvrigt fra en italiensk læge, der havde set hvordan man brugte elektrochok til at bedøve grise, inden de (grisene altså) skulle slagtes. Elektrochok bruges stadig, om end der i dag bruges magneter i stedet for strøm, da denne behandling er mere skånsom.
Ny medicin gav rolig aftentur
I det hele taget gik det hurtigt i årene op til anden verdenskrig. Det var også her at en anden form for behandling tog fart, nemlig lobotomi – også kaldet det hvide snit. Behandlingen går ud på, at man overskærer en stor del af forbindelserne til hjernens pandelap. På den måde mente man, at kunne pacificere nogle af de voldsomste patienter. Det kunne man i den grad også. Særlig fordi behandlingen i begyndelsen var så primitiv, at man uden ret megen overdrivelse ganske enkelt borede et hul på siden af hovedet og rodede lidt rundt med en steril strikkepind. Man havde derfor den tommelfingerregel, at hvis patienten hurtigt ændrede adfærd, var operationen mislykkedes. Fra ca. 1940 til 1950 blev der udført omkring 1000 hvide snit i Risskov og på hospitalet i Aarhus.
Lobotomien blev dog hurtigt afløst af medicinsk behandling. Medicinalindustrien blomstrede fra slutningen af 1950'erne, hvilket betød ny viden og nye former for medicin.
I de følgende årtier fik lægevidenskaben stor viden om medicinsk behandling. Man begyndte at behandle mani og depression med litium. Psykofarmaka og beroligende medicin vandt også frem. Virkningen var til at få øje på – og høre. Således beskriver en ansat i Risskov, at han under aftengåtur med sin hund i 1960 bemærkede den nye medicins effekt. "Der er så stille. Man kan ikke længere høre de indlagte forsøge at skrige deres psykoser ud. Det skyldes den nye medicin".
Den næsten kroniske pladsmangel
Den nye måde at behandle på – den medicinske – betød, at mange patienter kom i mærkbar bedring, således at de ikke længere behøvedes at optage en plads på hospitalet. Patienterne havde dog stadig brug for at kunne modtage medicin. Derfor udviklede man i 1970'erne en ny måde at drive hospitalsvæsen på. De af patienterne, der havde det bedst, skulle ikke længere være indlagt, men behandles ambulant. Dermed var distriktspsykiatrien født.
Helt fra åbningen af Helbredelsesanstalten for Sindssvage i Nørrejylland i 1852 led man af kronisk pladsmangel og overbelægning. Trods mange udvidelser af hospitalet – den første udvidelse blev besluttet allerede i 1856, kun fire år efter indvielsen – har pladsmangel altid været en følgesvend. Da første ombygning stod færdig i 1860, var de 400 pladser ikke nok. I 1900 opkøbte man to fattiggårde på Djursland, som blev bygget om, så de kunne huse de uhelbredeligt syge fra hospitalet i Risskov.
Distriktspsykiatrien kom som et lille åndehul for hospitalet i Risskov. I 1976 oplevede man således for første og eneste gang at have for få patienter. Både i Risskov og på afdelingerne på Djursland, var der underbelægning, fordi der blev udskrevet så mange patienter til distriktspsykiatrien. Det var ikke kun i Danmark, at 1970'erne bød på omvæltninger inden for psykiatrien. Der var på dette tidspunkt stor offentlig debat i Italien, hvor temaet var: Hvem er gal og hvem er normal? Debatten resulterede i, at man udskrev de indlagte og lukkede de italienske hospitaler. Og i maj 1978 blev der vedtaget en lov, der bød, at alle psykiatriske hospitaler skulle lukkes inden 1980. Der er dog stadigt både private og offentlige psykiatriske hospitaler i Italien.
Debatten fra Italien om hvem der var syg, var dog på ingen måde ny. Allerede fra åbningen af Helbredelsesanstalten for Sindssvage i Nørrejylland var der problemer med, at de indlagte måske ikke havde en psykisk sygdom. Som tidligere beskrevet var det ofte den lokale præst, der kunne udfylde indlæggelsespapirerne. Det resulterede i nogle indlæggelser, der aldrig skulle have fundet sted. Det handler fjerde og sidste afsnit af Psykiatriens historie om. Du kan finde afsnit fire på Facebook om nogle dage.
Artiklerne om psykiatriens historie er blevet til efter samtaler med Eddie Danielsen, informationsmedarbejder på Ovartaci Museet. Artiklerne er uden kildeangivelser og er ganske givet ikke 100 % historisk eller faktuelt korrekte. Vi håber, de fanger din opmærksomhed alligevel.