Psykiatriens historie er en lang og snørklet fortælling. I denne lille serie har vi forsøgt at ridse historien op. Meget er udeladt og endnu mere har slet ikke ladet sig gøre at finde frem.

Et er dog sikkert. I 1852 begyndte en ny måde at behandle på. Fra at opbevare psykisk syge, begyndte man, med overlæge Harald Selmer i spidsen, at behandle patienter. Vel at mærke med det for øje, at patienterne kunne helbredes. I begyndelsen troede Harald Selmer, at alle kunne helbredes. En antagelse han dog reviderede med tiden. Sikkert er det også, at en del af patienterne aldrig skulle have været indlagt. Indlæggelsespapirerne kunne således udfyldes af den lokale landsbypræst. Så kom man til at stå på dårlig fod med en lokal præst, kunne det betyde en tur på helbredelsesanstalten i Risskov. Således er der flere historie om kvinder, der blev sendt på hospital af deres ægtemænd, fordi de ikke makkede ret, var nervøse eller på anden måde uduelige. Mange af disse kvinder blev dog udskrevet igen. Det var ikke kun kvinder, der blev indlagt på forkert – eller ikke eksisterende – grundlag. For en gangs skyld gør vi en undtagelse og dykker ned i en enkeltsag. Nemlig i historien om Søren Knudsen fra Glud ved Horsens.

En ganske særlig mand 

Søren Knudsen blev født som tømrersøn i 1878 og udviste allerede fra barnsben en mere end almindelig interesse for historie. Han opbyggede i en ung alder således sin egen lille oldtidssamling og havde en tanke om, at ville åbne et museum. En tanke som bogstavelig talt fik ben at gå på, da han omkring 1900 gik på valsen – altså drog rundt i kongeriget og arbejde sig frem som maler og tegner.

Søren Knudsen ved Glud Museum efter udskrivelsen.

Da han i 1911 hørte, at en gammel gård fra 1600-tallet i Glud skulle rives ned, lykkedes det ham at mobilisere lokal økonomisk støtte, og han nedtog gården og genopførte den på en grund tæt på hans eget hus. Det blev begyndelsen på Glud Museum, som åbnede i 1912, og som viser dansk bondekultur fra Juelsminde-halvøen. Derudover var Knudsen en flittig tegner, som tegnede talrige bondegårde i lokalområdet, ligesom han i en årrække drev en tegneskole for børn og unge.

Søren Knudsens interesse for oldtidsfund var dog langt fra det eneste, der gjorde, at han stak ud fra borgerne i Glud. Han gik i sandaler året rundt, lod sit hår gro langt og spiste ikke kød. Og da han samtidig havde stærke, selvstændige meninger, som han forsvarede med et iltert temperament, måtte der være noget galt med Søren Knudsen. Det hjalp heller ikke på opfattelsen af ham, at han var asatroende og ville begraves i en gravhøj.

Tvangsindlagt

Antagelsen i lokalsamfundet – og hos præsten – var derfor, at Søren Knudsen måtte være gal. Derfor blev han tvangsindlagt i 1924. Indlæggelsen og hans excentriske facon gjorde, at han i 1930 blev afskediget af den museumsforening, der nu ejede Glud Museum. Allerede i 1922 var han blevet frataget tegneskolen, da omgivelserne ikke mente, at man kunne lade hampåvirke børn og unge.

Søren Knudsen blev udskrevet fra Risskov flere gange, men genindlagt af lokalsamfundet. På hospitalet var han uhyre produktiv og tegnede og malede. Han mente dog vedvarende,at han ikke var rask og besluttede sig for, at gå rettens vej for at blive permanent udskrevet. I 1932 valgte han så at føre sin sag ved Højesteret. Søren Knudsen ville have rettens ord for, at han ikke var sindssyg. Og det fik han. I 1932 afsagde højesteret nemlig dom. En dom hvori Søren Knudsen frikendes for sindssyge.

Herefter tog han tilbage til Glud og fortsatte sit arbejde med at opbygge et lokalhistorisk museum, hvor han i 1943 blev genansat som forstander.

Søren Knudsen lod ikke sine indlæggelser gå upåtalt hen. Således rejste han efter sin frikendelse for sindssyge en skamstøtte over den behandling, han havde fået.

Søren Knudsen døde i 1955. Han efterlod sig et museum, der eksisterer den dag i dag. En af hovedattraktionerne kom til i 1980erne, hvor museet modtog og genopbyggede en stor, firelænget gård (Badensminde) fra 1811 på museets grund. Søren Knudsen havde optegnet bygningen og dens indretning i detaljer i 1928, og museet valgte derfor at indrette gården, som Søren Knudsen havde set den.

Uddrag af teksten på Skamstøtten:

"...Til Skam og Skændsel for det danske Folk.
Glud Sogns Folk fratog mig i 1922 mine børnOg stemplede mig som en slet person...
Politimesteren truede og vildledte, Amtmanden løj som betalt...Hele rækken har optrådt mod mig som en Forbryderbande.Glud, 1935, S.K"

Søren knudsen spiste ikke kød. Heller ikke under sin tvangsindlæggelse.

Artiklerne om psykiatriens historie er blevet til efter samtaler med Eddie Danielsen, informationsmedarbejder på Ovartaci Museet. Artiklerne er uden kildeangivelser og er ganske givet ikke 100 % historisk eller faktuelt korrekte. Vi håber, de fanger din opmærksomhed alligevel.