I 2015 blev det besluttet, at antallet af bæltefikseringer skulle halveres inden udgangen af 2020.

Det har betydet nytænkning rundt om på afdelingerne i hele psykiatrien. Ikke bare i Region Midtjylland, men i hele Danmark.Men hvad gør man konkret i Region Midtjylland? Vi har set nærmere på sagen og præsenterer her nogle af de mange tiltag, der skal være med til at nedbringe tvang.

Aktiviteter – lav noget i stedet for at lave ingenting

I Region Midtjylland arbejder 30 afsnit i øjeblikket med et tema, der hedder "aktiviteter og fysiske rammer". Det betyder, at der flere steder er ansat aktivitetspersoner, der udelukkende har til opgave at lave aktiviteter med de indlagte. Det kan være alt fra boldspil på multibanen over gå- og løbeture til et slag kort i fællesstuen.

Aktiviteterne er både i dag- og aftentimerne, men man har fra psykiatriens side prøvet at have særligt fokus på i aftentimerne. Det er nemlig i de sene timer, at langt de fleste af tilfældene af tvang finder sted.

Tiltaget fungerer blandt andet i Randers, hvor man har rigtig gode erfaringer med at nedbringe tvang ved at lave aktiviteter med patienterne.

Mestringsstrategier – stop tvangen før det sker

Et af de andre redskaber, der benyttes med succes, er, at patienten i samarbejde med en behandler skal lave en slags plakat. Plakaten skal blandt andet indeholde beskrivelser af de signaler og reaktioner umiddelbart op til, at patienten tidligere er blevet bæltefikseret. På den måde bliver både behandler og patient klar over, hvornår en bæltefiksering kan være lige oppe over. Patienten kan i rigtig mange tilfælde godt selv mærke, hvornår det er ved at gå galt. Plakaten skal derfor også indeholde konkrete ideer til, hvad behandleren og patienten skal gøre, hvis patienten viser tegn på at være på vej mod en fiksering. Det kan være at tage en smøg, gå en tur, putte sig under en kugledyne, høre musik eller hvad den pågældende patient ellers har fortalt, kan være med til at få ham til at slappe af.

Plakaten skal så – hvis patienten giver tilladelse til det – hænges op på patientens værelse. På den måde kan alle ansatte se, hvad man kan gøre, hvis patienten kører op.

Patienten kan få plakaten med hjem ved udskrivelse, så redskaberne også kan bruges derhjemme. Plakaten gemmes i øvrigt på afdelingen, hvis patienten bliver indlagt igen.

Safewards – ti enkle tiltag der virker

Engelske undersøgelser har vist, at man ret nemt kan nedbringe tvang. Det kræver dog, at personalet afsætter tid til at have fokus på ti ting. Ti ting, der kræver en lidt anderledes måde at arbejde på. Til gengæld kan resultaterne ret hurtigt aflæses. Region Midtjylland begyndte at arbejde med safewards i september 2016. Her kommer en kort beskrivelse af tre af tiltagene.

 

Gensidige forventninger – det har vi aftalt:

De ansatte i psykiatrien skal blive bedre til at inddrage patienterne. Og patienterne skal samtidig blive endnu bedre til at tage ansvar for den afdeling, de er indlagt på. Patienten får under en indlæggelse nye samboere. Det er vigtigt med fælles spilleregler, som alle patienter og behandlere skal leve op til. Derfor er det også vigtigt, at man fortæller, hvad man forventer af hinanden og få skrevet tingene ned, så nye patienter kan se, hvilke aftaler der er med hinanden på afdelingen.

 

Relationer – kend hinanden:

Hvis patient og behandler kender hinanden bedre – eller i hvert fald ved mere om, hvem hinanden er – giver det patienterne en tryghed i, hvem personalet er. Meningen er, at både patienter og behandlere skriver ting ned om sig selv i en bog, der er frit tilgængelig på afdelingen. En slags venindebog, hvor man skriver favoritfilm, rejsemål, hobby og den slags ned. Det giver mulighed for at tale om andet end sygdom og gør, at man lærer hinanden en anelse bedre at kende på afdelingen. For hvis man skal være sammen hver dag, er det vigtigt at kende hinanden for at få det hele til at gå gnidningsfrit.

Det er også vigtigt, at personalet husker at sige godmorgen og at patient og personale taler sammen hver dag, hvis relationen skal holdes ved lige. Det er nemlig sværere at komme op at toppes med en man kender - i forhold til en man ikke ved noget om.

 

Breve fra patient til patient:

Et helt tredje tiltag er, at de patienter der er på vej til at blive udskrevet, skal skrive et brev til nye patienter, eller til de patienter der stadig er indlagte. En hilsen der indgyder håb. Håb om bedring – om at blive rask.

Patienten der skriver brevet, fortæller sin historie. Det er lettere for en nyindlagt at forholde sig til en anden patients historie. I hvert fald er det et uundværligt supplement til kun at høre behandlere tale om sygdom. Og så er det betryggende at høre historier fra nogen, der ved, hvad det vil sige at have en psykisk sygdom. Brevene bliver hængt op på afdelingen.

Tiltagene lyder måske enkle. Men ting behøver ikke være svært for at virke. Engelske undersøgelser viser i hvert fald, at tiltagene virker. Derfor har Region Midtjylland også forhåbninger om, at når Safewards virker ude i Europa, virker det også i Midtjylland