2.11.2016
Arbejdet med at nedbringe tvang i psykiatrien rummer en række dilemmaer. På den ene side skal medarbejderne helst undgå at bruge tvang af hensyn til patienterne. På den anden side er formålet med tvang at forhindre, at patienten skader sig selv eller andre.
- Hvis man for eksempel har en patient, der skærer i sig selv. Så vil det ofte blive en afvejning af, hvor meget selvskade man vil acceptere, før man griber ind, fortæller sygeplejefaglig direktør Claus Graversen fra psykiatri- og socialledelsen.
- Ofte vil personalet aflede patientens opmærksomhed indtil den selvskadende adfærd klinger af, men hvor langt kan man gå, før skaden bliver så alvorlig, at vi må bringe den til ophør? Det er et dilemma, der fylder rigtigt meget hos medarbejderne, siger han.
Medarbejderne gør det i forvejen
Som en del af psykiatriens øverste ledelse har Claus Graversen en del af ansvaret for at Region Midtjylland lever op til lovkravet om at halvere brugen af tvang frem mod 2020. Med en faglig baggrund som sygeplejerske forstår han dog også godt, at det er lettere sagt end gjort for de medarbejdere, der står med patienterne til dagligt.
- Som medarbejder kan det være svært at forstå, at vi skal reducere brugen af tvang så markant, når man i forvejen føler, at man gør, hvad man kan for at minimere brugen af tvang.
- Samtidig kan det virke demotiverende for mange, at der iværksættes en masse tiltag, hvor det er svært at se en effekt, fordi det tager tid, før tiltagene begynder at virke, siger han.
Svære valg på splitsekunder
Claus Graversen fortæller, at de situationer, der udløser tvang ofte opstår fra det ene øjeblik til det andet. I mange tilfælde må medarbejderne træffe beslutningen i løbet af splitsekunder. Det kan for eksempel være en patient, der pludselig bliver meget aggressiv.
- I løbet af det splitsekund skal medarbejderen vurdere, om patienten kan tales til ro eller om nogen vil komme alvorligt til skade, hvis der ikke bliver grebet ind, siger han.
I den sammenhæng spiller narkomisbrug en stadig større rolle. De psykiatriske afdelinger oplever i stigende opfang at få mennesker ind, der er påvirket af stoffer.
- Mange af disse patienter optræder meget aggressivt og det er ikke muligt at nå ind til dem med almindelig tale. Samtidig har vi en pligt til at hjælpe disse mennesker, siger han.
To former for tvang
Claus Graversen skelner mellem to former for tvang: Den nødvendige og den forebyggelige. Det er den sidste, som psykiatrien især forsøger at komme til livs. Det handler blandt andet om, at medarbejderne trænes i at undgå situationer, hvor patienten blive følelsesmæssigt påvirket. Det er ofte de situationer, der kan udvikle sig og komme ud af kontrol.
- Tilbage er de situationer, hvor det er nødvendigt med tvang for at beskytte patienten eller andre mennesker mod noget, der er værre. Dilemmaerne vil dog stadig være der. Den enkelte medarbejder skal fortsat afveje, hvor meget skade eller risiko man kan acceptere, før man griber ind, sig han.