Hver onsdag lister en lille fedtet tryksag fra den lokale brugs sig ned i postkassen. Her kan man på fire sider læse om ugens tilbud. Udvalget er til at overse og de fire sider er hurtigt overstået. Ganske anderledes forholder det sig, når november tager fat. Så fylder fuldfede reklamehæfter på tykkelse med romaner postkassen.

Og hvorfor nu denne snak om reklamer? Jo, i disse dage er der frivillig sommerskole for sygeplejestuderende. Sommerskole om psykiatri. Ganske vidst lærer de kommende sygeplejersker lidt om psykiatri i løbet af deres uddannelse. Men det er ikke alverden, der kan klemmes ind på få dages undervisning.. Derfor har region Midtjylland de sidste syv år budt på sommerskole i psykiatri. Her er der tid til en grundigere præsentation af psykiatrien. En præsentation, som deltagerne vælger at bruge en lille uge af deres sommerferie på.  Her hører de om diagnoser, medicin – og hvordan det er at arbejde på eksempelvis et sengeafsnit. Denne dag – sommerskolens anden af i alt fire – står den blandt andet på ADHD og retspsykiatrisk afdeling.

Fordi vi vil vide mere

Sommerskolen foregår på AUH Risskov. I den gamle festsal sidder omkring 35 studerende. Øjne og øre er rettet mod en af dagens tre oplægsholdere, der fortæller om det at arbejde på en retspsykiatrisk afdeling.

Det er tydeligt, at deltagerne har godt af at blive informeret om, hvad en retspsykiatrisk afdeling er – og hvordan det er at arbejde på en. Der brydes fordomme ned. Til eksempel tror mange af de studerende, at retspsykiatrisk afdeling er det sted med mest vold blandt patienterne. Sådan er det langt fra.

- På vores afdelinger har vi patienterne i lang tid – nogle gange i årevis. Det betyder, at vi lærer hinanden at kende ret godt – og opnår en god relation. Derfor kan vi lettere afkode patienterne, ligesom de ved, hvem vi er. En anden forskel fra de "almindelige" sengeafsnit er, at vi har en anden bemanding. Derfor har vi ofte bedre tid og kan lave flere aktiviteter, forklarer oplægsholderen.

Undervejs i oplægget markeres der ofte. Der er masser af spørgsmål, der skal findes svar på, når nu man har en ekspert – og ansat – til rådighed.

- Jeg er her, fordi jeg gerne vil vide mere. Mere end det vi får at vide i undervisningen. Og foreløbig er jeg mere end tilfreds. Jeg er blevet klogere på, hvad psykiatrien laver og har fundet ud af meget mere om diagnoserne. Så skolen er bestemt anbefalelsesværdig rent fagligt. Helt personligt er det også rart at få nedbrudt fordomme. Både om patienter, diagnoser og om enkelte afdelinger. Jeg er i hvert fald blevet meget tryggere, når det handler om psykiatri, fortæller en af de deltagende studerende.

 

Fra opgaveskrivning til bæltefiksering

Den psykiatriske sommerskole varer som sagt fire dage. Derfor kan man heller ikke komme hele vejen rundt om psykiatrien. Men eleverne er alligevel tilfredse. Ikke mindst med, at der er tid til at stille spørgsmål og at emnerne på skolen er mange og forskellige.

De studerende skal ud over ADHD og retspsykiatri også stifte bekendtskab med blandt andet det at høre stemmer, få vejledning i at skrive opgave om psykiatri, høre om tvang og bæltefiksering og møde en patient fra kampagnen En Af Os.

Med andre ord er der i den grad muligheder for at blive klædt på, inden de er færdige med uddannelsen og skal til at vælge job.

Sommerskolen er netop blevet til, fordi man fra regional side gerne vil reklamere for det at arbejde i psykiatrien.

- Hvis det er meningen med skolen, lykkedes det perfekt. I hvert fald for mig, udbryder en deltager spontant, da vi over frokosten taler om meningen med skolen.

En holdning, der bakkes op om fra de andre studerende.

Så hvem ved, måske er de fire dages sommerskolen et match, der udvikler sig til et fremtidigt langt forhold. Noget kunne tyde på det.