Om teamet
Bliv en del af et tværfagligt og dedikeret team i Team for Retspsykiatri, der en del af Psykiatrisk Klinik 1 i Regionspsykiatrien Gødstrup.
Vi varetager udredning og behandling af patienter over 18 å, der har psykisk lidelse og en dom til behandling. Vi tilbyder både ambulant behandling og støtte ved komplekse forløb med fokus på patienternes individuelle behov og forebyggelse af ny kriminalitet.
Teamet arbejder tværfagligt. Vi mener, at alles mening er en vigtig brik i behandlingen af den enkelte patient – uanset hvad din faggruppe er. Du kommer til at samarbejde med:
- Sygeplejersker
- Læger
- Psykologer
- Socialrådgivere og lægesekretærer der er ansat i Psykiatrisk Klinik 1, som har opgaver på tværs af flere teams i Regionspsykiatrien Gødstrup.
Team for Psykiatrisk Udredning ledes af:
- Oversygeplejerske Heidi Schmidt (primær)
- Ledende specialpsykolog Torben Østergaard Christensen.
Derudover har vi en en teamkoordinator, der hjælper med f.eks. visitationer og sikkerhedsopgaver.
Bliv en del af Klinik 1 i Regionspsykiatrien Gødstrup

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Arbejdsopgaver
I Team for Retspsykiatri arbejder vi med en bred vifte af opgaver, der inkluderer:
- Samtaler, ofte sammen med Kriminalforsorgen
- Deltagelse i netværksmøder (primært hvis du er socialrådgiver)
- Diagnosticering
- Behandlingsplaner
- Psykoedukation
- Medicinsk behandling
- Samarbejde med kommunale instanser, pårørende, Kriminalforsorgen og andre samarbejdspartnere, som vi bl.a. også bruger en del tid på at tale i telefon med
- Relationsarbejde
- Observation for at sikre helhedsorienteret patientforståelse
- Deltagelse i IPS-samarbejdet (Individuelt Planlagt job med Støtte), der understøtter beskæftigelse for patienter med psykiske lidelser.
Vi har et tæt samarbejde med sengeafsnittene i afdelingen, fordi mange af de patienter, der er tilknyttet teamet, bliver indlagt på Sengeafsnit 2 for Psykose Lidelser, Sengeafsnit 3 for Affektive Lidelser eller et andet sengeafsnit i regionen. Vi afholder fælles konference med Sengeafsnit 2.
Hver mandag har vi medarbejdere til stede på Udrejsecenter Kærshovedgård, hvor nogle af vores patienter er tilknyttet.
Du vil ofte inddrage pårørende, fordi de kan være en støtte for patienten. Vi anbefaler altid pårørendeinddragelse til samtaler. De kan hjælpe med at fortælle os:
- hvordan patienten plejer at være, når vedkommende har det godt
- forløbet op til, at patienten har fået en henvisning til os
- særlige forhold i patientens opvækst, som teamet skal være opmærksomme på.
Vi tilbyder også psykoedukation i gruppe, hvor både patienter og deres pårørende kan deltage.


Få indblik i Psykiatriens dagligdag
Du kan følge med på Psykiatriens Instagram profil Psykiatriens Ansigter, hvor vi giver et indblik i, hvad det vil sige at arbejde i Psykiatrien.
Profilen bliver ofte styret af vores medarbejdere, og du kan genbesøge deres takeovers under vores højdepunkter.
Fysiske rammer
Teamet hører til på 1. sal i S-fløjen i Regionspsykiatrien Gødstrup, hvor vi deler kontor med resten af Klinik 1. Det er et storkontor, der er opdelt i tre sektioner, som hver især kan lukkes af. Hver sektion har flexrum tilknyttet, som kan bruges til møder. Fra hovedområdet i Regionspsykiatrien Gødstrup og ned til Klinik 1 er der gange, hvor der er samtalerum til patientsamtaler. Vi har også et undersøgelsesrum til somatiske undersøgelser.
Der er et tekøkken og frokoststue, som deles mellem Klinik 1 og Klinik 2.
For at imødekomme patienter i yderområder, der har svært ved at komme til Gødstrup, har vi satellitfunktion i byer som Holstebro, Ringkøbing, Tarm, Brande, Ikast og Lemvig. Det kan være på bosteder, jobcentre eller sundhedscentre. Det er cirka hver tredje uge og det er faste medarbejdere, som varetager funktionen. Alle patienter, der benytter dette tilbud, skal først ses i Gødstrup, hvor vi vurderer, om det er patienter, der egner sig til at modtage behandling på en satellitlokation.
Havens Madhus tilbyder mad og måltider til både personale, pårørende og gæster på Regionshospitalet Gødstrup. Der er gratis parkering ved hospitalet. Hvis du bor i Aarhus, kan du have mulighed for at tage Psykiatribussen til og fra Gødstrup.

Om Regionspsykiatrien Gødstrup
Regionspsykiatrien Gødstrup er en del af Psykiatrien i Region Midtjylland. Vi er ca. 350 medarbejdere i nye, moderne faciliteter i Regionshospital Gødstrup.
Psykiatrien har 67 sengepladser og omfattende ambulante tilbud, hvor vi årligt modtager ca. 5.000 patienter, primært fra regionens vestlige del.
Trivsel og tryghed
Arbejdsmiljø
Vi lægger stor vægt på trivsel og et godt arbejdsmiljø. Klinik 1 og Klinik 2 har en tværgående arbejdsmiljøgruppe, der arbejder med, at klinikkerne er et godt sted være.
Vi afholder månedligt kulturmøder i storkontoret for at tale om arbejdsmiljø og planlægge sociale aktiviteter.
Dine kolleger
Vi holder arrangementer kun for teamet, som f.eks. sommerfest, julefrokost og andre sociale begivenheder. Vi prioriterer sammenholdet og understøtter hinanden i dagligdagen, hvilket giver et stærkt kollegialt fællesskab. Vi har det sjovt sammen og er gode til at markere de små sejre i hverdagen.
Vi deltager i diverse aktiviteter, som f.eks. DHL-stafet, Fuglsangsø Stafetten eller en gåtur rundt om søen.
Vi dækker ind for hinanden, hvis der er nogen der er syg, som skal holde en indledende samtale med en ny patient. Når der er sygdom, og vi skal holde almindelige behandlingssamtaler, bliver disse udsat, fordi vores patienter gerne vil se den samme behandler, som de har haft en kontakt med.
Introduktionsforløb
Vi sørger for at introducere dig godt til dine opgaver som ny medarbejder. Du får støtte til at udføre dit arbejde på bedste vis af både din leder og resten af teamet.
Du får et grundigt introprogram med:
- Kurser og undervisning
- Deltagelse i ambulante samtaler med dine kommende kolleger
- En mentor i ca. 1 år, som du har ugentlige samtaler i starten og senere bliver mere ad hoc
- Tilbud om supervision af din opgaveløsning
- Introsamtaler med ledelsen ved opstart samt efter 1, 3 og 6 måneder.
Work-life-balance
Du får fleksible arbejdsvilkår med mulighed for en hjemmearbejdsdag om ugen.
Vi bestræber os på at imødekomme behov for deltid, seniordage og fleksibel ferieafholdelse for at understøtte balancen mellem arbejde og privatliv.
Klinikken har åbent til kl. 16 på hverdage med undtagelse af torsdage, hvor der er lang åbningstid til kl. 17.30. Der er muligheder for at tilrettelægge din arbejdstid, så den passer sammen med privatlivet, så længe det harmonerer med opgaveløsningen i teamet.
Løn og ansættelse
Vi tilbyder konkurrencedygtig løn i henhold til overenskomst samt lokale individuelle aftaler. De fleste medarbejdere er fastansatte, medmindre der er tale om f.eks. et barselsvikariat.
Muligheder for faglig udvikling
Vi sparrer fagligt med hinanden hele tiden i det daglige. Teamet har et fokus på faglig udvikling, som bliver understøttet af bl.a.:
- Intern undervisning
- En årlig temadag i teamet
- Separate mødefora og konferencer for teamet, hvor der er fokus på tværfaglighed
- Månedlige orienteringsmøder sammen med resten af Klinik 1 på en halv time
- Årlige medarbejderudviklingssamtaler (MUS).


Find kurser og uddannelser
Psykiatriakademiet.rm.dk er vores digitale kursuskatalog og uddannelsesunivers. Her kan du også finde inspirationshistorier, hvor du kan møde medarbejdere og høre om deres karriereveje i Psykiatrien.
På Psykiatriakademiet kan du dykke ned i introduktionssporene for de forskellige faggrupper.
Er du sygeplejestuderende?
Som sygeplejestuderende kan du med fordel deltage i Psykiatrifaglig Sommersymposium og få viden om specialerne i Psykiatrien. Det er også en mulighed for at starte dit netværk i Psykiatrien. Og hvem ved, måske giver det dig interesse i et studiejob hos os?
Ledige jobs
Du kan se alle ledige jobs i Psykiatrien her: