Om teamet

Psykiatrisk Mobilteam Gødstrup arbejder med patienter over 18 år:

  • med psykisk sygdom
  • med psykisk sårbarhed
  • som pt. er i psykisk krise
  • mænd og kvinder med reaktioner i forbindelse med graviditet og fødsel.

Vores patienter er bosat i Herning, Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern kommune.

Vi udfører også hjemmebehandling som alternativ til indlæggelse og opfølgning efter udskrivning. Patientforløb varer typisk mellem 4-6 uger. 

Ledelse og personale

Lisbeth Poulsen er leder for Psykiatrisk Mobilteam Gødstrup. 
 
Vores team består af ni sygeplejersker med mange års erfaring indenfor det psykiatriske speciale. Vi har også en speciallæge tilknyttet, som vi kan sparre med ved behov, og vi afholder ugentlig konference sammen.

Samarbejdspartnere

Vi arbejder tæt sammen med pårørende og samarbejdspartnere som regionale klinikker og kommunale instanser (f.eks. bostøtte, jobcenter mm.). 

Fysiske rammer

Vi holder til i Regionspsykiatrien Gødstrup. Vi har kontorer på plan 1, hvor vi opholder os.

Havens Madhus tilbyder mad og måltider til både personale, pårørende og gæster på Regionshospitalet Gødstrup. Der er gratis parkering ved hospitalet.

Få indblik i Psykiatriens dagligdag

Du kan følge med på Psykiatriens Instagram profil Psykiatriens Ansigter, hvor vi giver et indblik i, hvad det vil sige at arbejde i Psykiatrien.

Profilen bliver ofte styret af vores medarbejdere, og du kan genbesøge deres takeovers under vores højdepunkter.

Arbejdsopgaver

Mobilteamet kræver henvisning fra egen læge, privat praktiserende psykiater eller regionale psykiatriske klinikker. Teamet afgør, om vi accepterer henvisningen, og skaber sammenhængende forløb i dialog med patient og netværk.

Dine opgaver vil typisk være: 

  • At være kontaktperson og dele opgaver med en kollega for at sikre kontinuitet i et patientforløb 
  • At planlægge og koordinere den samlede behandlings- og støtteindsats
  • At udarbejde, opdatere og følge op på behandlingsplaner 
  • At gennemføre samtaler, psykoedukation og igangsætte behandling som f.eks. NADA-akupunktur og søvnunderstøttende tiltag 
  • At inddrage og samarbejde tæt med patientens pårørende
  • At rådgive og samarbejde med sagsbehandlere, bostøtte, praksislæger og kolleger i psykiatrien 
  • At skrive journalnotater og registrere aftaler og samtaler 
  • At udføre selvmordsrisikovurderinger og udarbejde sikkerhedsplaner 
  • At afslutte behandlingsforløb med epikriser og sikre en god overlevering.

Om Regionspsykiatrien Gødstrup

Regionspsykiatrien Gødstrup er en del af Psykiatrien i Region Midtjylland. Vi er ca. 350 medarbejdere i nye, moderne faciliteter i Regionshospital Gødstrup.

Psykiatrien har 67 sengepladser og omfattende ambulante tilbud, hvor vi årligt modtager ca. 5.000 patienter, primært fra regionens vestlige del.

Trivsel og tryghed

Arbejdsmiljø

I Psykiatrisk Mobilteam Gødstrup arbejder vi tæt sammen for at sikre et godt arbejdsmiljø og høj trivsel blandt medarbejderne. Vi vægter sparring og samarbejde højt for at skabe tryghed og støtte i hverdagen.  

Alle hverdage har vi et kort morgenmøde i teamet, hvor du kan sparre med dine kolleger. Vi holder desuden også: 

  • Årlige medarbejderudviklingssamtaler (MUS) 
  • Regelmæssige personalemøder  
  • Intern undervisning for at holde os fagligt opdateret 
  • Årlig udviklingsdag for at styrke fagligheden og fællesskabet 
  • Supervision. 

Ledelsesstilen i teamet bygger på tillid, selvstændighed og en høj grad af medindflydelse. Vi fokuserer på løbende at forbedre arbejdsgange. 

Dine kolleger

Du bliver en del af et engageret team med erfarne kolleger, som deler viden og støtter hinanden i patientforløb. Vi har en åben og humoristisk omgangstone, hvor der er plads til forskelligheder og til at lade sig inspirere af hinanden. 

Introduktionsforløb

Som nyansat i Psykiatrisk Mobilteam Gødstrup får du et veltilrettelagt introduktionsforløb, der sikrer en tryg og lærerig opstart:  

  • En dedikeret mentor og et team af erfarne kolleger, som støtter dig gennem de første måneder
  • Et struktureret introduktionsprogram, der indeholder:
    • Følgevagter med erfarne kolleger
    • Oplæring i vores arbejdsmetoder og patientforløb
    • Undervisning i centrale emner som psykopatologi og sikkerhed i arbejdet
  • Regelmæssige dialogmøder med lederen for at følge op på din trivsel og udvikling.

Work-life-balance

Mange medarbejdere arbejder 37 timer om ugen, men der er også mulighed for færre timer, hvis det passer bedre til den enkeltes behov. Vi tror på, at en god balance gavner både medarbejderne og arbejdspladsen.  

Vores arbejdstider ligger fra kl. 7.30-15.00. Alle har en dag til kl. 18.00 eller 19.00.

Vi arbejder kun i hverdage.

Løn

Vil tilbyder løn efter overenskomst og kompetencer.  

Muligheder for faglig udvikling

Vi arbejder med en kultur, hvor alle bidrager til faglig udvikling, og hvor du kan byde ind med dine særlige kompetencer. Uanset om du er nyansat eller erfaren, finder vi sammen ud af, hvordan du bedst kan udvikle dig og skabe værdi for vores patienter.

Vi tilbyder:

Find kurser og uddannelser

Psykiatriakademiet.rm.dk er vores digitale kursuskatalog og uddannelsesunivers. Her kan du også finde inspirationshistorier, hvor du kan møde medarbejdere og høre om deres karriereveje i Psykiatrien.

På Psykiatriakademiet kan du dykke ned i introduktionssporene for de forskellige faggrupper.

Er du sygeplejestuderende?

Som sygeplejestuderende kan du med fordel deltage i Psykiatrifaglig Sommersymposium og få viden om specialerne i Psykiatrien. Det er også en mulighed for at starte dit netværk i Psykiatrien. Og hvem ved, måske giver det dig interesse i et studiejob hos os?

Ledige jobs

Du kan se alle ledige jobs i Psykiatrien her: