Om teamet

Team for Personlighedsforstyrrelse er en del af Klinik for Affektive Lidelser i Regionspsykiatrien Midt. Vi tilbyder behandling til patienter i alderen 18-68 år med personlighedsforstyrrelse. Vi har base i Skive og behandler patienter fra Viborg og Skive.

Oversygeplejerske Hanne Gaarde Nørgaard er leder af teamet.

Vores team består af:  

  • Psykologer
  • Psykoterapeut
  • Læge
  • Lægesekretærer.

Arbejdsopgaver

Som en del af Team for Personlighedsforstyrrelse er nogle af vores opgaver bl.a.: 

  • At tilrettelægge og udføre behandlingsforløb for patienter i og uden for pakkeforløb på hoved- og regionsfunktionsniveau.
  • At varetage indledende samtaler, udredningsopgaver, individuel terapi samt psykoedukation og gruppeterapi med en psykodynamisk referenceramme inspireret af mentaliseringsbaseret terapi (MBT).
  • At fungere som kontaktperson for patienter med komplekse problemstillinger, herunder at dokumentere i EPJ, deltage i behandlingskonferencer og samarbejde med eksterne partnere som jobcentre og IPS-konsulenter.
  • At deltage i kvalitets- og forbedringsarbejde samt varetage undervisning af patienter, pårørende og studerende. 

Vi ser de pårørende som en stor ressource i behandlingsforløbet og vi tilbyder, at de kan deltage i de individuelle samtaler efter aftale.  

Få indblik i Psykiatriens dagligdag

Du kan følge med på Psykiatriens Instagram profil Psykiatriens Ansigter, hvor vi giver et indblik i, hvad det vil sige at arbejde i Psykiatrien.

Profilen bliver ofte styret af vores medarbejdere, og du kan genbesøge deres takeovers under vores højdepunkter.

Trivsel og tryghed

Arbejdsmiljø

Team for Personlighedsforstyrrelse lægger stor vægt på trivsel og arbejdsglæde. Sikkerheden prioriteres højt med fokus på sikkerhedsnormering og kollegial sparring.

Supervision og tværfaglige konferencer er en fast del af arbejdet. Hver uge afholdes møder med teamets læge, souschef og oversygeplejerske, hvor personalet kan drøfte komplekse problemstillinger og dele erfaringer om svære patientsager. Dette sikrer både faglig og personlig støtte i dagligdagen.

Teamets kultur er præget af tillid og inddragelse, og ledelsen arbejder for at sikre, at alle har indflydelse på deres arbejdsopgaver og oplever anerkendelse i hverdagen.

Dine kolleger

Vi har et stærkt kollegialt fællesskab, som vi værdsætter højt. Udover de sociale arrangementer som "god kollega-uge", "farvekode-uge" og "julesweater-dag," prioriterer vi så vidt muligt det sociale samvær både på og udenfor arbejdspladsen.

Vi har en uhøjtidelig omgangstone og et miljø, hvor det er nemt at dele både udfordringer og sejre. Vi bruger aktivt hinanden til at sparre om faglige spørgsmål, og der er altid mulighed for hjælp og støtte fra kolleger.

Introduktionsforløb

Som ny medarbejder får du en introduktionsperiode, som vi tilpasser dine behov. Forløbet inkluderer en tværfaglig mentorordning med fastlagte mentorsamtaler og opfølgning med oversygeplejersken. Derudover får du et særligt onboarding-forløb, der understøtter både din faglige og sociale integration i teamet.

Work-life-balance

Behandling af patienter foregår på hverdage mellem kl. 8.00-15.00, fredage til kl. 13.00, så din arbejdstid vil ligge indenfor dette tidsrum. Vi forsøger at tilrettelægge din arbejdstid sammen med dig, så den også passer med dit privatliv og teamets behov for tilstedeværelse.

Løn

Vi tilbyder løn efter overenskomst og kompetencer.

Muligheder for faglig udvikling

Teamet er karakteriseret ved et højt fagligt ambitionsniveau, hvor medarbejderne sammen arbejder for at udvikle deres kompetencer og levere den bedst mulige behandling. Teamet tilbyder gode muligheder for faglig udvikling, både internt i teamet og på tværs af Regionspsykiatrien Midt. Vi tilbyder bl.a.:

  • Månedlig undervisning med fokus på forskellige relevante emner, der organiseres for alle de ambulante teams i regionspsykiatrien
  • Fællesmøder med psykologkolleger fra Viborg og Silkeborg hver anden måned, hvilket fremmer vidensdeling og netværk på tværs af lokaliteter
  • Årlige temadage arrangeret af teamet
  • Medarbejderudviklingssamtaler (MUS) med fokus på din udvikling og videreuddannelse.

Find kurser og uddannelser

Psykiatriakademiet.rm.dk er vores digitale kursuskatalog og uddannelsesunivers. Her kan du også finde inspirationshistorier, hvor du kan møde medarbejdere og høre om deres karriereveje i Psykiatrien.

På Psykiatriakademiet kan du dykke ned i introduktionssporene for de forskellige faggrupper.

Er du sygeplejestuderende?

Som sygeplejestuderende kan du med fordel deltage i Psykiatrifaglig Sommersymposium og få viden om specialerne i Psykiatrien. Det er også en mulighed for at starte dit netværk i Psykiatrien. Og hvem ved, måske giver det dig interesse i et studiejob hos os?

Ledige jobs

Du kan se alle ledige jobs i Psykiatrien her: