Forskningsenheden ved Afdeling for Depression og Angst forsker i de sygdomme, der behandles på afdelingen. Det gælder depression, bipolar sygdom, angstlidelser, posttraumatisk stresslidelse, tvangstanker og tvangshandlinger (OCD) samt personlighedsforstyrrelse.

Forskningsenhedens projekter er ofte tværfaglige og involverer stort set alle faggrupper, der arbejder ved Afdeling for Depression og Angst. Der er et bredt spektrum af metoder i spil i forskningen, både af kvantitativ og kvalitativ karakter.

De fem temaer

Forskningsprojekterne kan inddeles i fem overordnede temaer:

  • Sygdomsårsager: Her undersøger vi, hvorfor nogle mennesker udvikler psykisk sygdom, mens andre ikke gør. Der fokuseres særligt på arv (genetik) og miljø og samspillet mellem dem.
  • Forudsigelse af sygdomsforløb: I disse projekter forsøger vi at foregribe begivenhedernes gang ved brug af såkaldt maskinlæring. Her ”trænes” computeralgoritmer til at se mønstre i den elektroniske patientjournal, så de kan komme med kvalificerede gæt på, hvordan det vil gå den enkelte patient. Denne viden vil kunne udnyttes i behandlingen.
  • Farmakologisk behandling: Lægemidler spiller en central rolle i behandlingen af psykisk sygdom. I denne del af vores forskning har vi særligt fokus på præcisionsmedicin altså at finde rette præparat, til rette patient og til rette tid.
  • Non-farmakologisk behandling: I psykiatrien supplerer non-farmakologiske behandlingsmetoder den medicinske behandling. Derfor forsker vi bl.a. i psykoterapi og fysioterapi.
  • Måling af symptomer, bivirkninger og psykisk trivsel: For at kunne yde optimal behandling af psykiske sygdomme er det centralt, at sygdommenes sværhedsgrad monitoreres over tid. Derfor arbejder vi på at udvikle, forbedre og teste nye metoder til måling af symptomer, bivirkninger og psykisk trivsel.

 

Mød forskningsenhedens professor

Han har tidligere været dybt nede i detaljen i arbejdet med forskning. Nu er dataindsamling og analyser lagt på hylden til fordel for koordinering, planlægning og vejledning.

Læs mere om professoren.

Forskningsudvalg

Afdeling for Depression og Angst har etableret et forskningsudvalg med sigte på at realisere afdelingens forskningsstrategi. Udvalget har blandt andet til opgave at initiere og stimulere forskningen i afdelingen blandt alle personalegrupper.

Læs mere om forskningsudvalget.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.