Opstartet januar 2024 - forventet afsluttet 2027
Tværregionalt forskningspartnerskab
Et nyt forskningsprogram vil med en bevilling på 6 millioner fra de regionale forskningsmidler og 1.5 millioner fra Aarhus Universitet, grundlægge Region Midt Skizofreni (RMS) kohorten, som bliver verdens største undersøgelse af mennesker med skizofreni.
– Forskningsprogrammet repræsenterer en milepæl i vores bestræbelser på at forstå og behandle skizofreni bedre. Ved at integrere forskningen tættere ind i den kliniske hverdag styrker vi ikke kun vores vidensgrundlag, men skaber også en direkte forbindelse mellem vores forskningsindsats og behandlingen af vores patienter, fortæller lægefaglige direktør Jakob Paludan.
Projektet er i gang med at rekruttere på alle psykiatriske afdelinger i Region Midtjylland, og der er ansat lokale forskningsassistenter, som vil være ansvarlige for at rekruttere og følge patienterne.
"Ved at samle viden fra en bred vifte af patienter kan vi skabe den største og mest repræsentative undersøgelse af skizofreni nogensinde."
Dybt forankret i daglig klinisk praksis
Projektet er stærkt forankret i det kliniske arbejde. Patienterne deltager i grundige samtaler om deres diagnose og symptomer samt regelmæssige, opfølgende besøg. I tre måneder vil deltagerne få målt aktivitet og søvn.
Forventningen er, at ratings omkring symptomer og bivirkninger kan registreres i den elektroniske patientjournal (MidtEPJ) og dermed blive tilgængelige i den daglige praksis.
– Det er meget interessant at få lov til at bidrage til et ambitiøst og praksisnært forskningsprojekt, som i kraft af samarbejde på tværs af regionen forhåbentlig kan gøre os meget klogere på, hvorfor nogle mennesker udvikler skizofreni og hvorfor deres prognose er så forskellig, fortæller Pia Høgh, der er psykolog og har en delt ansættelse mellem klinikken i Regionspsykiatrien Midt og som forskningsassistent på projektet.
Vigtige fund de første tre år
Inden for de første tre år regner vi med at få vigtige fund om søvnmønstre og brug af sovemedicin ved nydiagnosticeret skizofreni. Vi vil undersøge, hvordan personer med nydiagnosticeret skizofreni sover, og hvor effektive forskellige sovemidler som Zopiclon eller lav-dosis Quetiapin er.
– Vi ved meget lidt om søvn og effekten af sovemedicin hos patienter med skizofreni, selvom det er en meget hyppig klinisk problemstilling, fortæller læge og ph.d.-studerende på projektet, Nina Bak Fuglsang, der i sin ph.d. vil undersøge søvn og sovemedicin i RMS-kohorten.
Forskningsprogrammet vil også undersøge faktorer, der påvirker udviklingen af skizofreni hos personer med misbrug og samtidige psykotiske symptomer, samt om traumer i barndommen kan ændre, hvordan nogle gener fungerer (epigenetik), og dermed have betydning for udviklingen af skizofreni.
Bygger grundlaget for mere forskning
De første tre år er kun begyndelsen. Projektet har til hensigt at udvide for at besvare yderligere spørgsmål om, hvordan ny-diagnosticerede patienter klarer sig efter 5 og 10 år, og om der er en sammenhæng mellem betændelse og traumatiske oplevelser i barndommen.
Desuden vil projektet undersøge, hvordan medicinen virker i den virkelige verden uden for kontrollerede forsøg, og hvilke forskelle og ligheder der er mellem mennesker med skizofreni i forskellige lande. Projektet vil samarbejde med lignende projekter i Berlin, Paris og Australien.
RMS-kohorten er et betydeligt skridt i retningen af at optimere den psykiatriske og somatiske behandling hos mennesker med skizofreni. Samarbejdet, der omfatter alle regionens psykiatriske afdelinger, skaber ikke kun en solid platform for rekruttering af patienter, men bliver også hjørnestenen i implementeringen af innovative kliniske forsøg og hurtig udbredelse af ny viden til klinikken.

Mød Susanne, der er forskningsassistent på projektet
Susanne er sygeplejerske og forskningsassistent i Regionspsykiatrien Randers. Hun rekrutterer og følger patienter, der har fået stillet en skizofrenidiagnose inden for de sidste tre måneder.
Læs mere i artiklen: Susanne samler data til fremtidens skizofrenibehandling