08.04.2025

4,5 mio. kr. til psykiatrisk forskning

Psykiatriens forskningsfond i Region Midtjylland har i alt uddelt knap 4,5 mio. kr. til projekter, der spænder fra sprogteknologi og søvnforskning til tidlig indsats for børn og bedre behandling til patienter med dobbeltdiagnoser.

Fonden støtter både strategisk vigtige indsatsområder og talentudvikling blandt yngre forskere. Den aktuelle uddeling omfatter tre postdoc-bevillinger og én bevilling til en særlig strategisk indsats med fokus på dobbeltdiagnoser.

– Forskning er en uundværlig del af psykiatriens udvikling. Vi skal hele tiden blive klogere – både på sygdommene og på, hvordan vi bedst hjælper dem, der lever med dem, fortæller lægefaglig direktør Jakob Paludan.

Tre postdoc-projekter får støtte

Tidlig opsporing af sårbare børn

Psykolog og ph.d. Lotte Veddum undersøger, om sociale kognitive udfordringer – som f.eks. evnen til at forstå andres tanker og følelser – kan være en markør for sårbarhed hos børn med familiær risiko for skizofreni eller bipolar lidelse. Projektet er en del af den landsdækkende VIA-undersøgelse, som følger en gruppe børn, der på nuværende tidspunkt er blevet undersøgt, da de var 7, 11 og 15 år. Formålet med projektet er at forbedre mulighederne for tidlig opsporing og støtte til særligt sårbare børn og familier.

Søvnbehandling til unge med depression

Klinisk sygeplejespecialist og ph.d. Sanne Toft Kristiansen undersøger søvnproblemer hos unge med depression. Ved hjælp af øre-EEG, en teknologi, der måler hjerneaktivitet under søvn, undersøger hun, hvordan søvnarkitekturen ændrer sig efter kognitiv adfærdsterapi for søvnløshed (CBT-I). Hun ser også på, hvilken betydning dette har for de unges helbred og livskvalitet.

Forudsige behandlingseffekt med maskinlæring

Læge Erik Perfalk bruger maskinlæring og sprogteknologi til at analysere journaldata og udvikle modeller, der kan måle sværhedsgraden af symptomer og forudsige, hvordan patienter med depression, bipolar lidelse og skizofreni vil respondere på behandling. Projektet undersøger også patienters og medarbejderes perspektiv på brugen af teknologien i psykiatrien.

Strategisk forskningsindsats: Fokus på dobbeltdiagnoser

Forløb og bedring hos patienter dobbeltdiagnoser

Seniorforskerne Tine Holm og Arndis Simonsen står bag et projekt, der undersøger patienter med både psykisk sygdom og rusmiddelbrug. Formålet er at skabe en klinisk database, følge patienternes udvikling på tværs af flere helbredsparametre og identificere mønstre, der kan bruges til at tilpasse og forbedre behandlingen.

En del af en større strategi

De nye forskningspuljer er en hjørnesten i Psykiatriens forskningsstrategi, der har to overordnede mål: at integrere forskning i klinisk praksis og at fremme talentudvikling og karriereveje for kommende lektorer og professorer. For at sikre en åben og meritbaseret proces uddeles midlerne via årlige puljeopslag.

Næste ansøgningsrunde åbner i august 2026.

Læs mere om de forskellige puljer på Psykiatriens forskningsfond.