Om afsnittet
Enhed for unge med depression er et gruppetilbud målrettet patienter i alderen 18-29 år, der har fået diagnosen moderat depression og er sat i behandling med antidepressiv medicin. Patienterne er enten udredt ved egen læge, privatpraktiserende psykiater eller ved et ambulatorium i psykiatrien, og behandlingen er et Shared Care tilbud med egen læge som medicinsk behandlingsansvarlig.
Enheden består af en tværfaglig gruppe på ti medarbejdere:
- To specialpsykologer, der også har andre funktioner i Psykiatriens Hus
- To psykologer
- Fem sygeplejersker
- En lægesekretær.
Teamet er forankret i Psykiatriens Hus Aarhus, men vi tilbyder behandling i hele regionen, med fremmøde i Gødstrup, Aarhus og Viborg. Den arbejdsmæssige base er i Psykiatriens Hus Aarhus, men for enkelte medarbejdere med kørsel i arbejdstiden en dag om ugen.
Den regionale del af Psykiatriens Hus hører under Afdeling for Depression og Angst og ledes af oversygeplejerske Tanja Prlac Jessen.
Psykiatriens Hus i Aarhus
Psykiatriens Hus i Aarhus er et samarbejde mellem Psykiatrien i Region Midtjylland og Aarhus Kommune, hvor omdrejningspunktet for husets mange forskellige indsatser er rehabilitering. Vi inddrager brugere og pårørende i udformning og drift. Vi udvikler løbende nye tværsektorielle samarbejder med fokus på patientinddragelse, bl.a. gennem brugerstyrede tilbud.
Fysiske rammer
Både den kommunale og regionale del af Psykiatriens Hus holder til på MarselisborgCentret i Aarhus. Der er gratis parkeringsmuligheder og gode busforbindelser. Der er også adgang til kantinefaciliteter.


Få indblik i Psykiatriens dagligdag
Du kan følge med på Psykiatriens Instagram profil Psykiatriens Ansigter, hvor vi giver et indblik i, hvad det vil sige at arbejde i Psykiatrien.
Profilen bliver ofte styret af vores medarbejdere, og du kan genbesøge deres takeovers under vores højdepunkter.
Trivsel og tryghed
Arbejdsmiljø
Du bliver en del af et fællesskab, hvor vi lægger stor vægt på et positivt arbejdsmiljø og medarbejdernes trivsel. Det tværfaglige samarbejde betyder, at vi arbejder tæt sammen på tværs af forskellige faggrupper om behandlingen af vores patienter. Det gør, at der er et stærkt team om hvert enkelt patientforløb samt i gruppeforløbene, hvor der altid er tilkoblet to gruppeledere.
Vi har to arbejdsmiljørepræsenter i Psykiatriens Hus Aarhus, som indgår i Afdeling for Depression og Angsts samlede arbejdsmiljøgruppe. Gruppen mødes regelmæssigt for at drøfte trivselsrelaterede emner.
Der er faste personalemøder hver måned i Psykiatriens Hus Aarhus. I Enhed for Unge med Depression har vi også teammøder hver måned, hvor ledelsen orienterer og inddrager medarbejderne i beslutningsprocesser. Sammen bidrager vi til at planlægge og udvikle tilbuddet.
Dine kolleger
Teamet består af medarbejdere med forskellige erfaringsniveauer, hvor alle er indstillede på at hjælpe hinanden og sikre sparring om de konkrete patientforløb. Vi arbejder selvstændigt under ansvar og har tillid til, at den enkelte medarbejder kan løse sine opgaver på bedste vis.
Vi arrangerer regelmæssigt sociale arrangementer og mødes også uden for arbejdet, hvilket styrker det kollegiale fællesskab. Enheden støtter op om sociale arrangementer som f.eks. deltagelse i DHL.
Introduktionsforløb
Vi sørger for at introducere dig godt til dine opgaver som ny medarbejder. Samtidig får du den nødvendige supervision og støtte til at udføre dit arbejde på bedste vis. Vi lægger vægt på din sikkerhed og har løbende fokus på dig og dine kollegers trivsel.
Du får et grundigt introprogram med:
- Kurser og undervisning
- Deltagelse i ambulante samtaler med dine kommende kolleger
- En mentor, som vil hjælpe dig med at komme godt i gang
- Supervision
- Kursus i compassionfokuseret terapi.
Work-life-balance
De fleste af vores medarbejdere arbejder 32 timer om ugen. Vi har også nogle, der arbejder flere timer. Vi forstår vigtigheden af at skabe en balance mellem arbejde og privatliv og tror på, at det ikke kun gavner den enkelte medarbejder, men også vores arbejdsplads som helhed.
Du får stor selvstændighed til at udføre dit arbejde, og der er gode muligheder for at tilrettelægge din arbejdstid, så den passer sammen med privatlivet. Mange af vores ansatte med små børn udnytter muligheden for at have tidlige eller sene arbejdsdage, så de kan få det til at fungere med deres familieliv.
Weekend- og aftenvagter er ikke en del af enhedens drift. Det meste af tiden vil du udføre ambulant patientarbejde på klinikken, men der er også mulighed for at udføre skriftligt arbejde hjemmefra.
Mulighed for faglig udvikling
Som medarbejder i den regionale del af Psykiatriens Hus er der gode muligheder for faglig udvikling uanset om du har meget erfaring eller er mere ny i psykiatrien.
Følgende fora/områder er eksempler på muligheder for faglig udvikling:
- Interaktiv undervisning - både med interne og eksterne undervisere
- Søvn: forskning, undervisning og eventuelt oplæring i søvnforløb
- Løbende undervisning i behandlings- og vurderingsværktøjer som f.eks. Hamilton, selvmordsrisikovurdering og -forebyggelse mm.
- Åben Dialog sparring
- Tvær- og monosektorielle temadage
- Kursus i kognitiv adfærdsterapi.
Forskning
Psykiatriens Hus er en del af Aarhus Universitetshospital Psykiatrien og vi har flere forskningsaktive medarbejdere, som brænder for at kombinere forskning og klinisk praksis for at forbedre patientbehandlingen.


Find kurser og uddannelser
Psykiatriakademiet.rm.dk er vores digitale kursuskatalog og uddannelsesunivers. Her kan du også finde inspirationshistorier, hvor du kan møde medarbejdere og høre om deres karriereveje i Psykiatrien.
På Psykiatriakademiet kan du dykke ned i introduktionssporene for de forskellige faggrupper.
Er du sygeplejestuderende?
Som sygeplejestuderende kan du med fordel deltage i Psykiatrifaglig Sommersymposium og få viden om specialerne i Psykiatrien. Det er også en mulighed for at starte dit netværk i Psykiatrien. Og hvem ved, måske giver det dig interesse i et studiejob hos os?
Ledige jobs
Du kan se alle ledige jobs i Psykiatrien her: