Henvisning fra læge

Henvisninger må KUN indeholde cpr og data på den henviste patient.

Elektive henvisninger til ambulant behandling sendes til Psykiatriens Centrale Visitation via Edifact på lokationsnummer:

  1. 5790002000171 (fra 18 år)

Bilag kan vedhæftes henvisningen.

Husk at opdatere mobiltelefonnummer på patienten og at ajourføre FMK.

Henvisningerne skal sendes elektronisk via Edifact og udfærdiges i henhold til Henvisningsvejledningen for Voksne.

Der er d. 25.04.2022 oprettet WebReq profil "RM - Ambulant Psykiatri". Formålet med profilen er en ensrettet biokemisk udredning for voksne patienter forud for henvisning til ambulant psykiatri.

Det er den enkelte læges ansvar at sikre, at it-systemet er opdateret, så kun ovenstående lokationsnummer anvendes.

Visitationspraksis

Hvis Psykiatriens Centrale Visitation vurderer, at henvisningen er fagligt velbegrundet og sandsynliggør, at patienten har behov for udredning og/eller behandling i regionspsykiatrien, visiteres patienten videre.

Hvis henvisningen ikke sandsynliggør behovet for udredning og/eller behandling i regionspsykiatrien, returnerer Psykiatriens Centrale Visitation henvisningen med henblik på uddybning eller yderligere oplysninger, hvorefter henvisningen kan fremsendes igen. Ved returnering sendes brev til både henviser og patient. Returneringer sker altid efter vurdering ved en speciallæge i psykiatri.

Med indførelsen af ret til hurtig udredning og behandling udgår begrebet subakut. Patienter med et akut opstået behov for behandling på et sygehus har ret til udredning og behandling med det samme.

Henvisning af akutte patienter sker direkte til de enkelte afdelinger/modtagelser.

Patientrettigheder og samtykke

Rettighederne gælder for alle elektive patienter, der har behov for udredning eller behandling i psykiatrien.

Udrednings- og behandlingsforløb

En patient betragtes som færdigudredt, når der er truffet en lægefaglig beslutning om, hvilken initiel behandling, patienten kan tilbydes (hvis ikke mistanken om sygdom afkræftes).

Hvis intentionen om hurtigere udredning skal lykkes, er det vigtigt, at patienterne er relevant somatisk udredt samt at den nødvendige somatiske behandling er iværksat af almen praksis. Informationerne herom skal fremgå af henvisningen.

Udredningen skal danne grundlag for den lægelige vurdering af, om patienten efterfølgende skal behandles.

Hvis udredningen ikke kan realiseres på regionens egne psykiatriske afdelinger har regionen pligt til at tilbyde udredning hos andre regioners sygehuse eller på private sygehuse og klinikker.

Hvis det på baggrund af henvisningen fra den praktiserende læge er klart, hvilken behandling patienten skal tilbydes, så skal patienten betragtes som en behandlingspatient. Vedkommende vil derfor være omfattet af behandlingsretten.

Der er ikke ændret ved retten til frit sygehusvalg for patienter visiteret til behandling.

Udrednings- og behandlingspakker i psykiatrien

Pakkeforløb for udredning samt behandling for en række diagnosegrupper i psykiatrien

Sexologisk Enhed

Henvisning til Sexologisk Enhed

Transkraniel Magnetstimulation – TMS

Transkraniel Magnetstimulation - TMS

Visitationssamtale

Prøvehandling 1.9.24 - 1.2.2025 – der kan ikke henvises til visitationssamtale.

En visitationssamtale er en videokonsultation mellem patienten og en erfaren sygeplejerske fra Psykiatriens Centrale Visitation. Formålet med samtalen er at afklare og sikre, at patienten visiteres til rette udrednings- eller behandlingstilbud, når der er tvivl om, hvorvidt patienten tilhører til regionspsykiatriens målgruppe.

Specialisering voksenpsykiatri RM

Formålet med specialeplanlægning er at sikre høj faglig kvalitet og sammenhæng i behandlingen for patienter i hele landet.

Specialeplanlægning sker ved en konkret vurdering af kvalitet og nærhed i løsningen af de enkelte specialiserede sundhedsfunktioner.

Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning sætter rammerne for den specialiserede behandling på sygehusene i Danmark.

Det sker ved, at styrelsen definerer og afgør, hvilke offentlige og private hospitaler, der må varetage de særlige komplekse sygehusfunktioner i Danmark.

Links

 

Om PCV