Introduktionsmateriale og -program

Introduktionsprogrammet tilpasses den enkelte læge ud fra dennes erfaring og kan omfatte bl.a.:

  • Introduktion til lægearbejdet og til arbejdsgangene i afsnittet.
  • Generel orientering om afdelingens struktur, uddannelsesprogram, konferencer samt arbejdstidsplan og procedure ved sygemelding.
  • Introduktion til hjertestopbehandling, ECT og til somatisk behandlergang.
  • Introduktion til arbejdsmiljø- og tillidsmandssystemet.
  • En planlagt følgevagt, herunder introduktion til alarmsystemet, samt deltagelse ved ECT-behandling.
  • Introduktion til afdelingens kvalitesorganisation, herunder E-Dok.
  • En planlagt første vejledningssamtale med uddannelsesvejlederen.


Vagtvejledning findes på hospitalets intranet (kan kun ses internt), instrukser findes i E-Dok.

Obligatoriske kurser og uddannelsesforløb

 

Kurser

H2-lægen er selv ansvarlig for tilmelding til kursus i ledelse, administration og samarbejde (LAS 3) inden for 1. halvår og for orientering af vagtplanlægger.

Læs mere om de forskellige kurser samt tilmelding til disse.

Se generelt uddannelsesprogram og logbog.

H2-lægen vil ved ansættelsen i H1-stilling have modtaget information om tilmelding fra det Regionale Videreuddannelsessekretariat.

H2-lægen vil kunne deltage i valgfrie specialkurser, f.eks. efteruddannelseskurser i Psykiatrisk Selskab eller kongresser efter aftale med vejleder.

 

Forskningskursus

H-lægen skal i H1-forløbet ved introduktionssamtalen med forskningsvejleder aftale plan for forskningsforløbet, der skal godkendes af postgraduat klinisk lektor og påbegyndes inden for 2 år.

Der vil være nogle af H-lægerne, der ikke har haft mulighed for at gennemføre selve forskningsforløbet inden for H1 ansættelsestiden. Såfremt dette er tilfældet, skal der aftales en introduktionssamtale med forskningsvejleder.

Forskningskursus består dels af 10 dages forskningsmetodologikursus. H-lægen skal selv tilmelde sig. Kursus består aktuelt af to dele. Først et tredages generelt forskningskursus og efterfølgende det specialespecifikke forskningskursus.

Dette udbydes af Psykiatrisk Selskab og kan erstattes af et firedages overbygningskursus udbudt af Aarhus Universitet, eller af andre relevante forskningskurser på landsplan, der passer ind i det påtænkte forskningsprojekt.

Relevante kurser kunne være enkelte ph.d.-kurser udbudt af Aarhus Universitet eller Aalborg Psychiatric Summer School, PSE-kursus, kursus i epidemiologi eller registerforskning og må aftales med forskningsansvarlige overlæge. 


Derudover består kurset af 10 dages forskningstræning, dvs. konkret arbejde med forskningsopgaven, der således kun kan være af et begrænset omfang, f.eks. i form af systematiseret litteratursøgning og dataindsamling om et udvalgt emne, eller et kvalitetssikringsprojekt.

Det samlede kursusforløb skal først være opnået i H2-ansættelsen (kompetence 37 og 38).

H-læger, der har erhvervet ph.d. eller doktorgrad, skal ikke gennemgå forskningskursus.

 

Psykoterapeutisk uddannelse

Det psykoterapeutiske uddannelsesforløb fortsætter under H-ansættelsen. Såfremt H-lægen ikke har deltaget i et teoretisk grundkursus under I-forløbet, skal dette gennemføres under H-forløbet (kompetence 10). Læs beskrivelse af omfanget af den psykoterapeutiske uddannelse.

H-lægen skal selv fremsende ansøgning om deltagelse i teoretisk kursus i psykoterapi samt aftale et psykoterapeutisk forløb med den ansvarlige psykoterapeutiske overlæge.

Der er ved hospitalet mulighed for videreuddannelse inden for det psykoterapeutiske område, både inden for psykodynamisk og kognitiv psykoterapi med fokusskift mellem individuel terapi og gruppeterapi.

 

Klinisk vejledning og evaluering

H2-lægen modtager klinisk vejledning i den lægegruppe, denne er tilknyttet, i et sengeafsnit eller et ambulant team. Vejledning gives af de læger, man arbejder sammen med, og som selv har opnået den pågældende kompetence.

H2-lægen vil således have til opgave at yde klinisk vejledning til yngre læger, både i dagarbejds- og vagtfunktionen, og vil have opgaver som uddannelsesvejleder.

H2-forløbet vil hyppigst være fokuseret omkring ledelseskompetence, samarbejde og den professionelle rolle. H2-lægen vil således indgå i vagten på bagvagtsniveau og i løbet af sin ansættelse fungere som ansvarshavende for en sengeafdeling under supervision af overlægen, der har uddelegeret funktionen.

Det er væsentligt, at de kliniske vejledere løbende orienterer uddannelsesvejlederen om læringsforløbet. Dette er især væsentligt i de situationer, hvor H2-lægen skifter tjenestested, således at uddannelsesvejlederen ikke i det daglige arbejder sammen med H2-lægen.

Læringsstrategierne er gennemgået i Målbeskrivelse for speciallægeuddannelsen i psykiatri.

Ved den kliniske vejledning anbefales brug af evalueringsmetoden PQRS.
Som eksempel på struktureret bedømmelse henvises til Mini-Clinical Evaluation Exercise (CEX) og Case-based Discussion (CbD).

Man kan med fordel i forlængelse af en struktureret kollegial bedømmelse gennemføre audit på det skriftlige materiale, herunder den farmakologiske behandling.

Opnåede kompetencer attesteres i logbogen med dato, læselig underskrift og stempel ud for hver enkelt kompetence.

Logbogen skal afsluttes med den uddannelsesansvarlige overlæges, alternativt den ledende overlæges læselige underskrift samt stempel.

 

Uddannelsesvejleder og uddannelsessamtaler

Uddannelsesvejlederen udpeges af den uddannelsesansvarlige overlæge blandt lægerne, H2-lægen tilknyttes ved ansættelsen. Ved skift af tjenestested tilstræbes opretholdt samme uddannelsesvejleder, med mindre andet er ønsket.

Der anbefales i starten af ansættelsen uddannelsessamtale én gang om måneden. Hver 3. måned eller hyppigere udfyldes uddannelsesbilagene, og der udfærdiges en individuel uddannelsesplan, hvoraf fremgår hvilke uddannelseselementer og kompetencer, der vil blive arbejdet med i den kommende periode.

Uddannelsesbilagene afleveres til uddannelsesansvarlig overlæge til underskrift og drøftelse mellem denne og vejleder.

Læs mere om nødvendigheden af disse planer.

Forud for første samtale anbefales H-lægen at skabe sig et generelt overblik over det ønskede uddannelsesforløb i afdelingen, således at der til uddannelsesvejlederen kan videregives en orientering om, hvilke elementer der mangler i speciallægeuddannelsen, og hvilke supplerende elementer der ønskes.

 

Kompetencemål

I denne fase godkendes den sidste del af kompetencerne, og de kompetencer, hvori delkompetencerne er godkendt tidligere, summeres op og godkendes endeligt, jfr. tjeklisten.

I H2-forløbet skal lægen opnå kompetencer, der gør, at vedkommende ved afslutningen af forløbet kan arbejde selvstændigt inden for følgende områder: 

  • Klinisk arbejde i såvel stationært som ambulant regi.
  • Kliniske ledelsesopgaver.
  • Som vejleder i forhold til yngre kolleger.
  • Wndervisningsopgaver over for kolleger på kurser. 
  • Psykoterapi på grundniveau (psykoterapeutiske læringsforløb afsluttes, typisk den gruppeterapeutiske del).

 

Særlige forløbselementer

  • Ambulante patienter afsluttes. Man skal være opmærksom på, at det er nødvendigt fra starten at opbygge et ambulatorie for at kunne have behandlingskontakt i mindst 1 år (kompetence 7) respektive 1-3 år (kompetence 12).
  • Forskningsprojektet afsluttes, inkl. supervision af dette.
  • Planlægge en eventuel snusedag mhp. senere ansættelse og valg af ekspertområde.
  • Inden for andet halvår af ansættelsen afvikles et møde med den ledende overlæge med henblik på drøftelse af lægens ønsker til fremtidig ansættelse.


Derudover indgår karrierevejledning under uddannelsessamtalerne. Ved problemer med at opnå kompetencerne eller ved over 10 % fravær skal uddannelsesansvarlig overlæge inddrages, da det midtvejs i forløbet skal konkluderes, hvorledes uddannelsesforløbet kan gennemføres.

Ved afslutningssamtalen drøftes det samlede uddannelsesforløb og H2-lægens slutevaluering.

Den uddannelsesansvarlige overlæge videresender afslutningsevalueringen til den ledende overlæge og udfærdiger en bekræftelse på tidsmæssigt gennemført H2-forløb, der sendes til H2-lægen med kopi til Løn- og Personaleafdelingen.