Som træner eller idrætsleder har du en tæt kontakt til mange børn og unge. 
Du er en af nøglepersonerne omkring det enkelte barn i forhold til dels at observere og vurdere trivsel, og dels at støtte og påvirke til bedre trivsel. 
Uanset hvilken idrætsform du beskæftiger dig med, er det vigtigt, at du har øjne og ører åbne for, om en af dine elever har en spiseforstyrrelse. Netop i forbindelse med sportsudøvelse giver sygdommen sig ofte tidligt til kende. 

Du skal være opmærksom på følgende tegn: 

• Vægttab og vægtsvingninger. Hvis hun/han har tabt sig, vil hun/han ofte komme i flere lag træningstøj, og undgå omklædning og bad sammen med andre.
• Ændringer i træningsmængde og måden der trænes på. Træningen bliver mere intens, og eleven bliver mere fokuseret på kalorieforbrænding end på leg og socialt samvær.
• Social isolation. Som nævnt bliver det sociale element af idrætten mindre interessant for hende/ham. Ofte undgår hun/han også det sociale samvær før og efter træningen, måske tager hun/han hjem for at bade, og besøg i kantine/kiosk efter endt træning undgås.
• Der kan ses dårligere præstationer trods stor anstrengelse, simpelthen fordi den unge får for lidt at spise. Hun/han bliver hurtigere træt, svimmel og kan klage over hovedpine eller muskelkramper.
• Humørsvingninger er typisk ved spiseforstyrrelser. Hun/han er langt mere påvirkelig over for, hvordan træningen går, hvordan samspillet med de andre unge og med dig som træner forløber. Hun/han har ofte en kort lunte og bliver lettere irriteret og ked af det end før.
• Hun/han bliver meget optaget af figur og vægt, og ofte ses det, at hun/han taler en del om at tabe sig, at ville ændre figuren eller komme i form, selv om hverken form eller figur efter dit skøn har ændret sig.
• Ved større vægttab kan ses hævelser omkring ankler og i ansigtet.
• Acetonelugt forekommer hos nogle under sult.
• Hvis hun/han kaster op, kan ses rødsprængte øjne, hævede ørespytkirtler (hævelse foran ørerne som ved fåresyge) og af og til sår på bagsiden af hænderne som følge af selvfremkaldte opkastninger.

Hvad kan jeg gøre?

• Tal med den unge. Det er vigtigt, at du gør opmærksom på, at du har bemærket, at hun/han ikke trives, som hun/han plejer. Hun/han vil sikkert nægte, at der er tale om spiseproblemer i første omgang, men måske kan du skabe en god kontakt ved at tale om de sociale forandringer og den hårde træning, du har bemærket.
• Følg op på jeres snak. Ved at henvende sig til den unge med jævne mellemrum kan du sikkert opbygge en tillid, der gør, at I kan tale om problemerne efterhånden. Det er vigtigt, at du ikke lader dig afvise. Din opgave er at støtte og motivere til at turde slippe tankerne om vægttab og intens træning.
• Informér den unge om nødvendigheden af tilstrækkelig og god kost når der trænes og om konsekvenserne af for intens træning og for lidt næring i forbindelse med træning. Det er især vigtigt at fortælle om risiko for hjerterytmeforstyrrelser, forstyrrelser i væskebalance, muskelskader og knogleskørhed. 
• Styrk det sociale og legende element i idrætten. Idræt skal være en glæde og have til formål at styrke krop, psyke og socialt sammenhold. Hvis du opdager, at det ikke er det, der er fokus på hos de unge, er det din opgave at ”vende skuden”. Det kan betyde, at fokus må flyttes fra præstationer en periode, og at træningen måske skal tilrettelægges lidt anderledes, indtil den sociale trivsel er bedret.
• Samarbejde med det øvrige netværk, først og fremmest forældre hvis hun/han er hjemmeboende, kan være en god idé og er altid nødvendig i alvorligere tilfælde. Selv om hun/han er under 18 år, er det vigtigt, at du fortæller, at du vil kontakte hendes/hans forældre, da du eller med stor sandsynlighed mister den unges tillid. 
  Måske vil den unge gerne selv informere forældrene først, eller I kan tale en fælles snak med dem. 
  Ofte kan et samarbejde etableres, så den unge kan fortsætte med sin sportsinteresse under forudsætning for. at hun/han indgår aftaler om spisning. Her kan aftaler med forældrene være en god hjælp, så du f.eks. ved, at hun/han har spist hjemmefra osv. 
  Skolen kan også være en god samarbejdspartner.
• I mere alvorlige tilfælde er det en god idé at opfordre den unge og hendes/hans forældre til at kontakte egen læge, dels for at få vurderet tilstanden og dels til fortsat vægt- eller blodprøvekontrol, hvis det er nødvendigt.

Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser

Mail: Skriv sikkert til os via borger.dk
Tlf: 7847 3306