Som lærer er du en af nøglepersonerne omkring et barn eller en ung. Du er ofte en af de voksne i barnets omverden, hun/han er mest tryg ved og fortrolig med. Ofte vil du derfor også være en af de første, der bemærker, at et barn/en ung ikke trives, som hun/han plejer. Manglende trivsel kan skyldes mange ting, men her kan du læse om symptomer og tegn, der bør få dig til at overveje, om der kan være tale om en spiseforstyrrelse, og hvordan du kommer videre med en sådan mistanke.

Hvad skal jeg være opmærksom på?

• Optagethed af vægt, figur og diæter. Den sygelige optagethed af disse emner vil ofte på længere sigt vise sig i timer, hvor emner som disse tages op. F.eks. biologi, idræt og hjemkundskab. Ofte vil du bemærke intens træning og svært ved at hengive sig til leg og afslappede aktiviteter i idrætstimerne, og stor fokus på kalorieindhold, fedt og raffineret sukker i hjemkundskab. Ofte vil den spiseforstyrrede elev forsøge at undgå at spise med eller rode rundt med maden, skære den i små bidder og ikke få spist ret meget.
• Træthed og koncentrationsproblemer, måske med dalende fagligt standpunkt.
• Social tilbagetrækning. Sociale svigt kan være en af de udløsende årsager til en spiseforstyrrelse, men det ses også ofte, at den spiseforstyrrede person selv trækker sig fra det sociale fællesskab. Det skyldes både frygten for at blive ”afsløret”, og at hun/han ikke overkommer at engagere sig socialt, fordi alt energi bruges på spiseforstyrrelsen.
• Vægttab eller svingende vægt. Det kan være svært at se i begyndelsen, da personer med spiseforstyrrelse ofte vil forsøge at skjule et evt. vægttab med flere lag tøj,og f.eks. ved at have gentagne undskyldninger for ikke at deltage i idræt.
• Klager over fysiske gener. Det kan være hovedpine, svimmelhed, kuldskærhed, maveproblemer eller gener fra muskler og led.
• Psykiske forandringer. Tristhed eller humørsvingninger. Tiltagende perfektionisme og ønske om kontrol, ofte kombineret med dårligt selvværd. 
  Mange af de nævnte tegn kan hver især være tegn på andre problemer eller sygdomme eller forekomme hos helt normale personer i kortere tid ad gangen. Der hvor du bør gå videre med din mistanke om spiseforstyrrelse er, når du gennem længere tid har observeret flere af de nævnte tegn hos et barn/en ung.

Hvordan kommer jeg videre med min mistanke?

• Drøft din mistanke med en kollega, fritidspædagog, studievejleder eller en anden, som er i tæt kontakt med eleven på skolen. Sammen kan I danne jer en fornemmelse af, om der kunne være tale om en spiseforstyrrelse eller en anden alvorlig årsag til den manglende trivsel, som kræver intervention.
• Tal med eleven om jeres bekymring. Den af jer, som er tættest på eleven, kan tage en snak med hende/ham om jeres bekymring. Ofte vil en spiseforstyrret person nægte, at hun/han har et spiseproblem, mens det kan være lettere at tale om de ting, der følger med som f.eks. træthed, humørsvingninger, sociale problemer osv. Det er vigtigt at lytte og forsøge at skabe tillid den første gang, du taler med eleven om problemet.
• Følg op. Selv om eleven er afvisende den første gang, du tager kontakt, er det vigtigt at aftale, at I skal tales ved f.eks. efter 1-2 uger, og at lave en konkret aftale. Det giver eleven ro til at overveje situationen med en vished om, at nogen bekymrer sig og ser problemet, og om at du ikke lader dig afvise så let.
• Kontakt til det øvrige netværk? Afhængig af sygdommens alvor kan det være nødvendigt at kontakte forældre, sundhedsplejerske, skolelæge eller socialforvaltningen. Hvis eleven er over 18 år, kan du ikke kontakte forældrene uden hendes/hans samtykke. Du må her forsøge at motivere hende/ham til at søge hjælp hos egen læge. Hvis eleven er under 18 år, har du ret til at kontakte forældrene om din bekymring, men det er vigtigt at fortælle hende/ham, at du finder det nødvendigt, så eleven har mulighed for evt. selv at være med eller i hvert tilfælde ved, at det sker.
• Det ”smitter”. Af og til kan man få en fornemmelse af, at der er tale om en smitsom sygdom. Det er der naturligvis ikke, men børn og unge påvirkes i høj grad af hinanden, både når det gælder holdninger, værdinormer, smag og adfærd. Det betyder, at der ofte er flere elever omkring den spiseforstyrrede, der udviser nogle af de samme symptomer. For de fleste vil det sikkert gå i sig selv, men for sårbare elever kan det blive begyndelsen på en spiseforstyrrelse, såfremt det ikke opdages i tide. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at tage udvalgte emner op på klassen for at påvirke eleverne til sunde og fornuftige kost- og motionsvaner.
• Vælg undervisningsemner og diskussionsoplæg med omtanke. Det er vigtigt, når du udvælger emner til undervisning eller diskussioner på klassen med omtanke. Det er generelt ikke hensigtsmæssigt at undervise i emnet ”spiseforstyrrelser”, men derimod gavnligt at undervise i sund livsstil, normale fysiske og psykiske ændringer i forbindelse med pubertet og kroppens reaktioner på træning og sult.

Hvilken hjælp er der brug for?

I mildere tilfælde kan det måske være tilstrækkeligt, at eleven har faste aftaler med en lærer, en sundhedsplejerske eller en studievejleder, hvor hun/han kan tale om sine problemer og blive støttet i at komme tilbage på rette spor. 
Det er hensigtsmæssigt, at der samtidigt er fokus på den sociale trivsel i klassen. Nogle skoler udarbejder en fælles handlingsplan for, hvorledes man griber situationen an, når en elev har en spiseforstyrrelse, har en misbrugende forælder, mister en nærtstående osv. Det gør det ofte lettere, når du som lærer står i situationen. 

Er der brug for yderligere hjælp kan PPR, skolelæge, egen læge eller socialforvaltningen drages ind i samarbejdet, men dette kræver samtykke fra elevens forældre, hvis hun/han er under 18 år, og for ældre elever er det op til den enkelte at søge hjælpen selv.

Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser

Mail: Skriv sikkert til os via borger.dk
Tlf: 7847 3306