28.09.2020

Psykiatrien i Region Midtjylland oplever et stigende pres med hyppig overbelægning på de voksenpsykiatriske afdelinger. Flere tiltag skal være med til at afhjælpe situationen.
 
Belægningen svinger dagligt på de enkelte psykiatriske afdelinger i regionen, men i den seneste tid har den i gennemsnit ligget på mellem 100–120 procent. 
 
- Vi begynder nu for alvor at mærke coronapandemiens indflydelse på vores patienter, hvor flere har holdt sig tilbage fra at søge hjælp på grund af bekymringer for coronasmitte. Vi oplever derfor i disse uger et øget behov for indlæggelse. Det presser afdelingerne, og det har bl.a. været nødvendigt at have to indlagt på de største af sengestuerne eller tage andre rum i brug, fortæller Tina Ebler, direktør i Psykiatrien i Region Midtjylland, og fortsætter:
 
- Det er absolut ikke optimalt for hverken patienter eller medarbejdere, men vi vil hellere beholde patienterne og bruge alternative løsninger end at sende dem hjem på grund af pladsmangel. Og det bliver ekstra presset, når vi samtidig skal forebygge coronasmitte og derfor har brug for mere plads, så patienterne ikke kommer for tæt på hinanden.
 
Psykiatrien arbejder med flere initiativer for at afhjælpe situationen og hjælpe patienterne bedste muligt.
 
- Vi har tilført ekstra penge til afdelingerne, så de kan ansætte mere personale. Men det er ikke nok, da det er svært at finde ekstra hænder i øjeblikket. Ikke kun i psykiatrien, men i hele sundhedsvæsenet på grund af bl.a. coronasituationen. Men vi arbejder på sagen f.eks. ved, at flere faggrupper kan tænkes ind i løsningen. I hvert fald er det vigtigt, at vores medarbejdere oplever at få ekstra hænder til at løse opgaven, siger Tina Ebler.
 
Ud over de ekstra penge til opnormeringer undersøger Psykiatrien en midlertidig løsning, hvor ledige senge i børne- og ungdomspsykiatrien for en periode flyttes til voksenpsykiatrien.
 
Samtidig har afdelingerne intensiveret kontakten med bl.a. kommunerne, så patienterne kan komme hjem hurtigst muligt, når de er klar til udskrivelse.
 
På den længere bane har Region Midtjylland besluttet permanent at udvide antallet af senge i Psykiatrien. Regionsrådet har tidligere på året bevilget penge til et nyt sengeafsnit i Horsens, og retspsykiatrien i Skejby bliver udvidet med et ekstra sengeafsnit. Når de nye sengeafsnit står færdige, vil der være 28 ekstra senge.