27.05.2020

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, lyder et gammel ord. Og selv om det kan være svært, at se det positive i corona, kan Kirsten Gøtzsche-Larsen, der er ledende overlæge i Regionspsykiatrien Midt, godt få øje på tvungne nye arbejdsgange, der er en fordel.

- Vi kommer ikke så meget på vores kontorgang i de her uger. Det er en stor fordel på nogle områder. Lægerne er på sengeafsnittet hele dagen, og bruger så vidt muligt alle deres timer der. Også dem, hvor de normalt sad alene på deres kontorer og arbejdede. Nu er kontoraktiviteterne rykket ned på sengeafsnittet. Det betyder, at lægerne altid er sammen og kan spare med hinanden. Det er i sær en fordel for de yngre læger, der altid har en erfaren læge, at kunne lære af lige ved hånden, forklarer hun.

En anden ting, som faktisk har vist sig at fungere rigtig godt, er konferencerne, der nu foregår pr video. En konference er et møde, hvor læger og sygeplejersker blandt andet taler om de patienter, der er indlagt og hvordan tilstanden er på de respektive sengeafsnit.

- Morgenkonferencen foregår sådan, at lægerne ringer ind i fælleskab fra det sengeafsnit de er på – og bortset fra, at man kan mute lægerne, er der ikke den store forskel på morgenkonference før og under corona. Det skulle da lige være, at man kan gå direkte fra konferencen og tilbage i arbejde på sengeafsnittet, fortæller Kirsten.

Det er der til gengæld på middagskonferencen. Forskel altså.

- Der hvor vi for alvor mærker den store forskel på konferencerne, er, når vi holder middagskonference. Før coronaen satte sit præg på alles hverdag, var det ofte sådan, at flere læger ikke deltog, fordi de have aftaler på deres respektive kontorer. Men nu, hvor alle er på sengeafsnittene, deltager alle. Det er virkelig dejligt, mener Kirsten Gøtzsche-Larsen.

Hun fremhæver også, at coronaen har medført en anden effektivitet.

- Vi skal ikke bruge så meget tid på at småsnakke, inden vi kommer i gang med konferencen. Og når den er færdig, kan vi gå direkte i gang med arbejde med patienterne igen, fordi vi er på sengeafsnittene, forklarer hun.

Hvordan arbejdsgangene og konferencerne skal være, når pandemien engang er væk, ved hun ikke.

- Men det er sikkert, at vi skal se på, hvilke positive ting, vi kan tage med i vores arbejde. Det ville være dumt, at have fundet ud af noget, der virker rigtig godt – og så bare droppe det igen. Så vi skal have fundet en middelvej, hvor vi vender tilbage til nogle ting og ændrer nogle andre. Men vi skal stadig have vores kontorer, hvor vi kan reflektere i fred, mener hun.